Leder. Nu hvor det er slået fast, at MeToo ikke er en kønskamp, kan vi forhåbentlig få en sober diskussion af, hvordan vi forhindrer, at MeToo udarter sig til en folkedomstol, hvor ledere lever i kronisk angst for deres ansatte.
Mændenes MeToo
MAGT er et afrodisiakum, og hvis der overhovedet er noget at glæde sig over i Lizette Risgaard-sagen, er det, at det nu er en kvinde, som er faldet på beskyldninger om sexchikane. For det flytter MeToo-debatten fra at handle om, at mænd er nogle svin, der holder kvinder nede i patriarkatet, til at handle om, at ledere skal opføre sig ordentligt. Og den erkendelse burde i grunden for længst være trængt ind, eftersom flere kvinder rundtomkring faktisk allerede er faldet i unåde, fordi de mobbede deres medarbejdere. Tænk på en tidligere Venstre-borgmester i Københavns Kommune. Eller tænk på et tidligere radikalt medlem af Europa-Parlamentet. Eller på en kvindelig afdelingschef i Kultur og Samfund på DR. Disse sager nød bare ikke samme bevågenhed, fordi de ikke handlede om sex.
KAN Lizette Risgaards sag få de mænd, der har ment, at MeToo bare var et magtinstrument i hænderne på rabiate feminister, til at slappe lidt af, er det absolut et fremskridt. For nej, kvinder har det ikke spor lettere i ledelse end mænd: Kravene til begge køn er i dag ubønhørlige. Hvis man er øverste chef, må man endnu mindre end samtlige andre i organisationen drikke sig fuld og gramse på medarbejderne. Hvis man er justitsminister, må man endnu mindre end alle andre parkere ulovligt ved vuggestuen og børnehaven. Og hvis man er chef for Finanstilsynet, må man endnu mindre gå i rette med en parkeringsvagt. Glem alle de fine dogmer inden for ledelsesteori om, at virksomhederne efterspørger »den autentiske leder«, der tør begå fejl og dele dem med medarbejderne: Det er klogt at fremstå autentisk, men decideret dumt at være det. Opmuntring skal en topleder nu om dage finde i sin lønseddel og i omverdenens misundelige blikke.
Del:
