Under valgkampen i 1979 lancerede Venstre en valgannonce med spørgsmålet: »Hvem skal regere Danmark?« Over spørgsmålet var to billeder. Det ene fra Folketingssalen, det andet af LOs legendariske formand Thomas Nielsen.
Pointen: Det var fagbevægelsens magt over Socialdemokratiet, der havde ødelagt den SV-regering, som Anker Jørgensen og Henning Christophersen med megen møje og endnu mere besvær havde holdt sammen på i lidt over et år.
Nu er de to partier igen i regering sammen, og fagbevægelsen er nogenlunde lige så ophidset som dengang, men magtforholdene er noget anderledes. Fagbevægelsens topfigurer kan ikke længere ringe til den socialdemokratiske formand og få fyret en minister, ændre regeringens politik eller lade en uønsket regeringskonstellation falde sammen.
Det fik fagbevægelsen at føle, da den forsøgte at mobilisere en folkebevægelse mod afskaffelsen af store bededag. En underskriftindsamling og en antalsmæssigt noget sløj demonstration flyttede ikke beslutningen, og i stedet lod dele af fagbevægelsen sig presse ud i et stadig mere aktivistisk udtryk.
Demonstrativ deltagelse på SFs landsmøde, ingen socialdemokrater på talerstolene ved de store 1. maj-fester. I den socialdemokratiske højborg – Svend Aukens, Thorkild Simonsens, Peter Sabroes – Aarhus, tilmed med Enhedslistens Mai Villadsen som hædersgæst.
På den måde kunne dagens fest have været en entydig begmand til de socialdemokrater, der måtte tage til takke med de mere ydmyge talerstole. Statsminister Mette Frederiksen, der mandag formiddag talte i Arbejdermuseets festsal, var da også bevidst om det historiske i konflikten, da hun med henvisning til forholdet mellem Anker Jørgensen og Thomas Nielsen sagde:
»Nogle husker måske, at Anker Jørgensen som statsminister blev kaldt en lille lort? Og da jeg, særligt i høje hæle, er noget højere end Anker, var jeg nervøs for, hvad jeg kunne blive kaldt. Så langt kom det dog ikke.«
Det er dog ikke fraværet af skældsord, der har lettet dagen for Socialdemokratiet og regeringen, men derimod den nok så bekendte sag om nu tidligere FH-formand Lizette Risgaards adfærd over for fagbevægelsens unge mandlige ansatte. Lizette Risgaard gik under bededagsballaden fra at være en noget anonym leder af den stadig mindre betydningsfulde hovedorganisation til at være forreste fanesvinger i oprørstoget. Og havde historien ikke indhentet hende, kunne hun tilmed have brugt dagen til at udråbe en regulær sejr.
For nok tabte fagbevægelsen bededagen, men til gengæld er regeringen sendt på tilbagetog i forsøget på at afskaffe den populære seniorpension og erstatte den med en lettere forbedret udgave af arnepensionen. Nu har man opgivet den idé og indkaldt blandt andet arbejdsmarkedets parter til forhandlinger om tilbagetrækning. Endda i en permanent trepartsinstitution med regering, fagbevægelse og arbejdsgivere.
»Jeg er derfor også glad for, at vi nu starter en permanent trepart. Som jeg har store forventninger til. Finder løsninger, der rækker ud over næste valgperiode. Giver sikkerhed for danskerne. Jeg vil i den forbindelse gerne takke arbejdsmarkedets parter. Arbejdsgiverne. Fagbevægelsen. For at tage godt imod den ånd, der ligger i invitationen. Det bliver ikke let. Men jeg er sikker på, at vi ved fælles hjælp vil være i stand til at finde holdbare, rigtige løsninger,« sagde Mette Frederiksen i sin 1. maj-tale.
Hvis fagbevægelsen på længere sigt skal have en berettigelse, er det ikke nok med vrede taler fra blokvogne. Det handler om at komme ind i de lokaler, hvor beslutningerne træffes.
Lizette Risgaard kunne derfor næsten ikke have ønsket sig en større gave til den fest, hun i sidste øjeblik måtte afinvitere sig selv til.
