Fortællingen om det særlige danske frisind har i årevis været en central del af dansk identitet. Vi har Christiania, vi satte pornoen fri, vi er bramfri og liberale og i hvert fald ikke som de moraliserende svenskere med deres forbud og Systembolaget. Rifbjerg kunne ryge chillum i Kulturministeriet uden at få så meget som en bøde. Men når det kommer til moderne dansk narkotikapolitik, passer fortællingen ikke.
»Det er mange år siden, at Danmark var et liberalt land på det her punkt,« siger Vibeke Asmussen Frank, forskningsleder på VIA University College og tidligere mangeårig forsker på Center for Rusmiddelforskning. »Når det handler om kontrol med rusmidler, er vi et restriktivt og konservativt land.«
Mens 30 lande og delstater i Vesten på forskellig vis har liberaliseret deres narkotikalovgivning, så stofbrugere ikke længere får bøde og straf, men i stedet hjælp og behandling, har Danmark fastholdt en nultolerancepolitik. Bliver man taget med et gram kokain eller heroin i lommen, får man – medmindre det sker tæt ved et fixerum – en bøde på 6.000 kroner. Hvad man derimod ikke får, er et tilbud om hjælp.
»I Danmark giver vi folk en bøde, og det er det. Vi har straf, men ikke intervention og hjælp,« siger Filip Soos, som er jurist i ngo'en Stenbroens Jurister, der yder retshjælp til hjemløse og stofafhængige.
Tilgangen har ikke været nogen succes. Andelen af danskere, som har prøvet at tage stoffer, har været relativt stabil i to årtier dog med en lille stigning de senere år. Samtidig er antallet af hårde stofbrugere næsten fordoblet siden starten af 00erne, så der i 2019 var 52.000 borgere i Danmark med det, Sundhedsstyrelsen kalder »et højrisikoforbrug« af andre stoffer end hash. Yderligere 36.000 havde et højrisikoforbrug af hash.
Derfor vil et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation nu ændre politik og gøre hovedstaden til en forsøgskommune for afkriminalisering af hårde stoffer til eget forbrug. Alle partier på rådhuset på nær DF og Konservative er tilhængere. Meningen er ikke, at stoffer skal være lovlige; man skal ikke kunne købe hash eller ecstasy i butikker. Men det skal være straffrit at have stoffer til eget brug. Bliver man taget af politiet, skal man ikke have en bøde, men indkaldes til en samtale og et tilbud om hjælp.
»Den hårde tilgang har ikke virket,« siger Københavns socialdemokratiske overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen. »Vi kan ikke straffe os ud af udsathed. Vi må gøre noget andet.«
Løkkes nultolerance
Det var i 2004, at den frisindede danske nation skruede bissen på. Daværende sundhedsminister for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, fik udarbejdet handleplanen Kampen mod narko, som introducerede ideen om »nultolerance«. Siden 1969 havde tilgangen ellers været blød: Blev man taget med hash eller hårde stoffer for første gang, fik man kun en advarsel. Men med Løkkes lovændring skulle narkobesiddelse »altid mindst udløse bødestraf«, som det hed i handleplanen. Så antallet af politisager om narkokriminalitet steg eksplosivt fra godt 7.000 i 2003 til godt 12.500 i 2006. Sidste år var tallet over 22.000.
Meningen var at dæmpe forbruget, men det skete ikke. Andelen af danskere, som ifølge Sundhedsstyrelsen har taget hårde stoffer inden for den seneste måned, var i 2000 1,2 procent. I 2005 – ét år efter lovændringen – var tallet stort set uændret: 1,1 procent. Og tre år senere i 2008 var det 1,1 procent. I samme periode steg antallet af mennesker med et afhængighedsproblem: fra 26.000 i 2003 til 33.000 i 2009. Antallet af udsatte stofbrugere på Vesterbro voksede i 00erne, og selv efter åbningen af stofindtagelsesrum i København, Aarhus, Aalborg og Vejle i 2010erne har antallet af overdoser været stabile på cirka 250 om året.
Dén udvikling passer fint med den internationale forskning på området: »Det er bredt anerkendt, at strengere straffe kun har en begrænset afskrækkende effekt på stofbrug, det skader stofbrugere mere end stofferne,« som det hedder i en større gennemgang af narkokontrolpolitik i Europa foretaget af tre finske forskere for landets sundhedsmyndigheder.
I dag anbefaler WHO afkriminalisering af stoffer til eget brug, og i Danmark er en række eksperter også tilhængere: både de københavnske ngo'er, som arbejder med udsatte stofbrugere – Mændenes Hjem, Reden og Stenbroens Jurister – og forskere som Vibeke Asmussen Frank og Esben Houborg fra Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet samt direktøren for Danmarks største leverandør af stof- og alkoholbehandling, Novavi, Mikael Jakshøj.
Som Esben Houborg siger: »Afkriminalisering leder til færre overdoser og færre stofrelaterede skader, og det mindsker samfundets omkostninger til retsvæsen og hospitaler. Samtidig ved vi, at afkriminalisering ikke får flere til at bruge stoffer. Der er ingen direkte sammenhæng mellem narkotikakontrolpolitik og efterspørgslen på illegale stoffer i et samfund.«
Portugal som model
Københavns Kommune har endnu ikke lagt sig fast på en model for afkriminalisering, men Sophie Hæstorp Andersen er inspireret af Portugal, »hvor de har haft stor succes«, som hun siger: I 1990erne var Portugal ramt af en heroinepidemi. 100.000 personer, svarende til én procent af befolkningen, tog heroin, så 1. juli 2001 afkriminaliserede landet som det første i verden hårde stoffer til eget brug.
Det er fortsat ulovligt at sælge og producere stoffer, men bliver man taget med nogle gram hash eller heroin, bliver man ikke straffet af politiet. I stedet bliver man tvunget til at møde op dagen efter til samtale hos en særlig komité i kommunen, hvor man skal diskutere sit forbrug af stoffer med to sundhedsarbejdere og en juridisk ekspert. Hvad tog man, hvor meget, hvor ofte, hvorhenne? Hvis det er pot til en festival eller kokain to gange om året, sker der måske ikke noget, men hvis man er på vej ind i et misbrug, kan komiteen tilbyde behandling. De kan ikke tvinge folk, men de kan sanktionere borgere, som ikke møder op: Forbyde dem at komme på bestemte barer, inddrage deres rejsetilladelser eller deres tilladelse til at køre taxa. De kan også forbyde dem at drive lægeklinik eller gå på jagt. De kan ligeledes udstede bøder og tvinge folk til at møde op til samtaler i fremtiden.
»Man kalder det afkriminalisering, men Portugals system er i virkeligheden langt mere indgribende end det system, vi har i Danmark. Og det virker,« siger Filip Soos fra Stenbroens Jurister.
I dag er antallet af portugisiske heroinbrugere faldet til 33.000 ifølge magasinet The Economist – en tredjedel af, hvad det var i 1990erne. Antallet af hivsmittede er også faldet markant.
»Portugals tilgang anses generelt som en succesfuld model, fordi de investerer i behandling, skadesreduktion og sociale reintegrationsprogrammer,« som det hedder i den finske gennemgang af forskningslitteraturen.
Det er ikke bolsjer, vi taler om
Så hvorfor gør Danmark ikke noget lignende? Fordi forsøget med afkriminalisering i København kræver en lovændring i Folketinget – og her er der ikke flertal. Spørgsmålet splitter regeringen. Lars Løkke Rasmussen har i dag ændret holdning, og hans parti, Moderaterne, er varme fortalere for afkriminalisering. Liberal Alliance, Enhedslisten, SF og Alternativet er også tilhængere, men både Venstre og Socialdemokratiet er imod.
På trods af eksperternes vurderinger frygter socialdemokratiets misbrugsordfører, Maria Durhuus, at afkriminalisering vil få flere til at tage stoffer. »Der er stor signalværdi i at sige, at det er i orden at tage og have stoffer,« siger Durhuus, som selv er tidligere sygeplejerske i blandt andet Valmuen, der giver lægeordineret heroin til stofbrugere. »Det er ikke vitaminpiller og bolsjer, vi taler om her.«
Mener hun, at forskere som Esben Houborg tager fejl?
»Jeg har arbejdet som sygeplejerske inden for feltet, og jeg deler ikke hans opfattelse,« siger Maria Durhuus. »Mange, som taler for afkriminalisering, tager udgangspunkt i Portugal, men vi har lige været dernede (på en rejse med Folketingets socialudvalg, red.), og der er en massiv social slagside: åbenlyst stofsalg og drug trafficking, hvor folk rejser til landet for at kunne have et job og et misbrug på samme tid. Stofbrugerne i Portugal er stadig ikke velkomne på hospitalerne, og migranter tæller ikke med i statistikkerne, så der er et stort mørketal.«
– Forskningen på området handler ikke kun om Portugal, men for eksempel også om Danmark: Danmark havde en meget liberal lovgivning indtil 2004, hvor vi indførte nultolerance over for stoffer. Men det fik ikke brugen af stoffer til at falde. Hvad bygger du det på, når du siger, at du alligevel mener, der er en sammenhæng mellem kontrolpolitik og stofbrug?
»Der er også en virkelighed derude. Vi skylder brugerne at give dem lettere adgang til behandling. Hvis man ikke giver dem mulighed for at vælge behandling, så har vi status quo.«
– En virkelighed derude …?
»Jeg kan ikke sige, at denne forsker tager fejl i sin antagelse, men jeg er meget bekymret for bare at sætte det hele fri. Det her har kæmpestore konsekvenser. Lige nu ser vi en bølge i hele landet, hvor kiosker sælger morfinpræparater til unge mennesker. Vi ser 12-årige, som bliver afhængige. Når det er så svært allerede nu, kan vi ikke sætte det hele fri og signalere, at det her er okay.«
Filip Soos fra Stenbroens Jurister understreger, at den portugisiske model ikke handler om at sætte stofferne fri.
»Hvis man mener, at man i Portugal bare har sat det hele fri, har man grundlæggende ikke forstået deres model,« siger han. »Deres system er langt mere indgribende end det, vi har. Der er ingen tvivl om, at Portugal er bedre til at håndtere problematisk stofbrug, end vi er i Danmark.«
Det handler om moral
Debatten om regulering af rusmidler er vanskelig, fordi den ofte handler mere om moral og traditioner end om at begrænse konkret skade, mener Vibeke Asmussen Frank fra VIA University College.
»Når vi har kriminaliseret særlige former for rusmidler, handler det ikke udelukkende om, hvor sundhedsskadelige de er. Så skulle vi have kriminaliseret tobak og alkohol. Det handler om moral. Hvad vi synes er almindeligt og acceptabelt,« siger hun.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er 140.000 danskere i dag afhængige af alkohol. Og hvert år er der 13.600 ekstra dødsfald i Danmark blandt eksrygere og rygere i forhold til folk, som aldrig har røget.
»Det, vi har lært af de sidste 20 år, er, at det kræver en særlig social og sundhedsmæssig indsats, hvis vi vil gøre noget for de mest udsatte stofbrugere, så de ikke dør for tidligt og ikke får aids, hjerteklapbetændelse eller alle de andre skader, et problematisk stofbrug kan forårsage. Men det støder sammen med vores syn på stofferne,« siger Vibeke Asmussen Frank.
På Københavns Rådhus vil Sophie Hæstorp Andersen ikke kritisere sine partifæller på Christiansborg.
»Debatten splitter alle partier,« siger hun. »Men jeg vil da opfordre til, at man dykker ned i det og undersøger det til bunds.«
– I Danmark bryster vi os ofte af vores frisind. Men viser denne debat ikke, at vi måske er mindre frisindede, end vi tror?
»På nogle områder jo. Tyskland går videre med legalisering af cannabis. Norge arbejder med afkriminalisering. Så skal Danmark da også se på, om vi kan hjælpe folk bedre.«
