LA TUNA, SINALOA – Jeg vågner med feber i en seng, som »El Chapo« har sovet i. Et af narkobossens nære familiemedlemmer serverer sødet kamillete; meget af familien bor stadig her, i de uvejsomme bjerge omkring den lille opiumlandsby La Tuna, hvor han er født.
Den rigeste forbryder nogensinde tilbragte i julen 2015 en nat i denne nussede seng i et fodkoldt gæstehus. Der ligger en knibtang og en insektspray på et ødelagt plasticbord, og sofaens hynder er sprættet op. De 30 mænd, han havde med, sov i telte rundtom på bjerget i skiftehold, nogle tæt på, andre langt væk. Det var sådan, han i årtier undslap ordensmagten, godt hjulpet af sin systematiske bestikkelse af højtstående embedsfolk.
Men få uger efter besøget her blev Joaquín »El Chapo« Guzmán fanget i Los Mochis, en storby ikke langt herfra, og dagen før Trumps indsættelse til præsident blev han udleveret til USA; dér blev han i sommer idømt livstid plus 30 år for narkohandel, mord og hvidvaskning.
Jeg er rejst til hans kartels højborg for at forstå den arvefølgekrig, hans fald har udløst. Volden er eskaleret, her og i delstatshovedstaden Culiacán, hvor kartellet i dag ledes fra. Smuldrer kartellets magt? Vil det omsider lykkes Mexico at undslippe det voldsmorads, narkokrigen har påført landet?
Det så ikke sådan ud i oktober, da landets sikkerhedsstyrker fangede El Chapos søn, Ovidio Guzmán, men straks måtte slippe ham fri efter at være blevet omringet af karteltropper med bedre våben, som truede præsidenten med »et blodbad«, hvis han ikke makkede ret.
Præsidenten makkede straks ret. For mange var det beviset: Sinaloa-kartellet er stærkere end staten.
Arvefølgestrid
Men her i kartellets hjerteland, i Sierra Madre-bjergene, hvor de dyrker størstedelen af deres marihuana og opium, ser de mere sårbare ud. En del huse står tomme. Nogle fortæller, at naboer er rejst væk, fordi opiumpriserne er faldet; ifølge andre skyldes det, at utrygheden er steget. Begge dele er dårligt nyt for El Chapos forbryderimperium. Han plejede at være garant for ro og orden her på egnen.
Kartellet har altid været en føderation af mindre celler, som af og til stridedes. Men kampene er blevet voldsommere. De står blandt andet mellem hans sønner og den magtfulde Ismael »El Mayo« Zambada. Imens forsøger et utal af andre grupper landet over at udnytte Sinaloa-kartellets krise til at vriste territorium fra dem.
Arvefølgestriden er en anelse mindre blodig end i 2017, men kan hvert øjeblik blive værre, vurderer journalisten Miguel Angel Vega, som har dækket kartelkrigene i Sinaloa i årtier. »Det er en kold krig, som er lige på nippet til at blive varm,« siger han.
Sådan ser mange i La Tuna også på tingene. »Alting forværredes efter El Chapo,« hævder en opiumbonde med ru hænder, tunge sikkerhedssko og en beskidt kasket. Han insisterer på at være anonym. »Alle her vil være El Chapo; alle her vil være mere end andre. Under ham løstes problemer med ord, nu løses de med skud.«
Staten prøver at få bønderne til at plante lovlige afgrøder, men stiller for skrappe krav, til at initiativet fungerer i praksis, mener bonden. Han stoler kun på sit kartel og sin opium.
Jeg minder ham om, at El Chapo også har hærget, myrdet og voldtaget. Det gør ikke indtryk. Sådan var han ikke her, svarer bonden: Her var han en helt, ydmyg og jordbunden. Har jeg ikke set, at han før retsmøderne i USA gav alle hånd og gjorde honnør til dommeren?
Jeg møder bonden på en overgroet gravplads med knækkede kors på en bjergside bag La Tuna. Han er her for at besøge to gode venners grav. Vinden har væltet nogle vokslys og sodet deres grav til. Han rydder op og tænder to nye lys. Der hænger hvide papirduer i et halvtag over graven med hilsner til de døde. Patronhylstre ligger der også en del af; i Sinaloa er det almindeligt at ære de faldne med en skudsalve og samle hylstrene ind og lægge dem på graven.
Adalberto »Beto« Macias blev 35. Hans nevø, Alfredo Barraza Masias, blev 20; på et foto på graven ses han iført hvid cowboyhat sammen med en spøgelsesemoji, som rækker tunge.
De to arbejdede for Sinaloa-kartellet. En version lyder, at Beto, som Chapo havde betroet kontrollen over egnen her, døde i et arvefølgeopgør. Ifølge en anden version blev han dræbt, fordi han talte sin nevøs sag, efter at denne var blevet taget i at stjæle biler. Der blev fundet legetøjsbiler på ligene.
Biltyveri er, ligesom kidnapninger og afpresning, forbudt af kartellet. De håndhæver forbuddet med vold. Det har givet dem en vis folkelig sympati, fordi det garanterer de civile en grad af tryghed, som de hverken får fra det korrupte lokalpoliti eller fra det ineffektive retsvæsen i et land, hvor færre end hver tiende forbrydelse efterforskes.
Heroinproduktionens centrum
El Triangulo Dorado, Den Gyldne Trekant, hedder området her, hvor Sinaloa møder delstaterne Durango og Chihuahua. Stedet har været centrum for landets heroinproduktion siden Anden Verdenskrig. De Allierede behøvede dengang opium til at lave morfin til deres soldater. Da Hitler afskar dem fra opiumruterne fra Østen, indgik USA og Mexico en aftale om at plante en masse opium i Den Gyldne Trekant. Nogle hundrede kinesere blev fløjet ind for at starte produktionen op.
Det gik, som det måtte gå: Da verdenskrigen sluttede, fortsatte heroinproduktionen – nu med Al Capones forbryderdynasti i en hovedrolle. Senere blev området også et vigtigt stop på vejen mod USA for de colombianske kartellers kokainleverancer. Med store penge fulgte blodige kampe om regional kontrol. Sinaloa-kartellet satte sig på magten. Men i dag ligger man i indre strid.
Hverken staten eller kartellets konkurrenter ville nogensinde vove at angribe dem her, men deres hjemegn er ikke det imposante imperium, som jeg havde troet. Jeg møder flere, som er mere frygtsomme end frygtindgydende. Kartelsoldater med tatoverede ansigter kører rundt på ATVer; nogle ser nervøse ud. Det er næppe heller et drømmejob at være de tre trætte mænd, som står ved indkørslen til La Tuna og skutter sig omkring en olietønde med ild i og tjekker alle biler. Selv unge knægte på 15 år har en pistol i buksebæltet og ofte også en walkie-talkie og en riffel på ryggen. Flere af dem erkender, at de er bange. Intern splid er farligt for alle; mistillid avler mere mistillid. Kartellet er i krise. De er stadig de stærkeste, men de er ikke lige så stærke som under El Chapo.
Magtdemonstration
Det modsatte indtryk kan man ellers let få inde i delstatshovedstaden Culiacán; en frodig by med sløvtflydende brune floder, som ligger på kanten af ørkenen. Her blev kartellet stiftet og har sit operationelle centrum, og her dør hver uge punteros og pistoleros, vagtposter og soldater, i den forbitrede arvefølgestrid.
Det var en midlertidig forbrødring, som fik dem til at se så stærke ud, da El Chapos søn blev fanget 17. oktober. Alle frygtede en udlevering til USA, hvor han kunne sladre om både venner og fjender i kartellet, og derfor gik fraktionerne sammen om at få ham løsladt.
Det er siden kommet frem, at det formentlig var et tilfælde, at hæren fangede Ovidio Guzmán, ét af El Chapos 22 børn, leder af en fraktion af kartellet, med det oplagte alias Chapito, lillestumpen. Det var en taktisk brøler, at anholdelsen blev bebudet, før fangen var ført sikkert væk.
Ikke desto mindre endte episoden som en historisk magtdemonstration for Sinaloa-kartellet. De omringede hæren, truede med et blodbad – og fik løsladt Chapito. Den ydmygede hær blev sågar set give hånd til sine banemænd.
Særligt ét foto gik viralt: Med en arrogant hævet hage smilede Chapito til sine tilfangetagere. Fotoet blev straks både et meme og et symbol på dybden af det mexicanske samfunds fortabelse. Som sikkerhedseksperten Abel Jacobo formulerer det foran sit hjem: »Det var en offentlig hemmelighed, at kartellet bestemmer. Men her fik vi et umisforståeligt bevis på det.«
Jacobo har en stammetatovering og et enormt Casio G-Shock-ur; han lever af at træne specialstyrker. Over for hans hjem på en fredelig villavej i middelklassekvarteret Country del Río har kartellet et casa de seguridad, et hus, hvor han har set dem gemme motorcykler.
I alt døde 13 i konfrontationen, ifølge lokale medier. Det reelle tal er måske højere: Flere, jeg møder, så i alt fald kartellet køre deres faldne op i bjergene i deres pickupper.
Sikkerhedsekspertens kone kørte forbi brændende biler, da hun hentede deres tre døtre i skolen den eftermiddag. Hun sover stadig dårligt. Han siger, at det altid er lykkedes ham at afvise kartellets ofte ret insisterende forsøg på at få ham til at træne deres soldater.
At Sinaloa-kartellet er i splid med sig selv, gør dem på kort sigt kun endnu farligere for civilbefolkningen, vurderer han. Det regnes stadig for verdens mægtigste forbrydersyndikat af USA og menes at være til stede i 70 procent af verdens lande.
Deres infiltration af den mexicanske stat er velkendt. Og i sin nye bog, El traidor, skriver den mexicanske stjernejournalist Anabel Hernández, at syndikatets magt rækker endnu videre. I årevis havde det en forståelse med USAs internationale narkoenhed, DEA: straffrihed i bytte for efterretninger om deres fjender. DEA har måttet erkende aftalen, hvilket Hernández’ bog er rig på beviser for.
Frygten over byen
I Sinaloa har de fleste for længst lært, at man ikke lægger sig ud med kartellet. Lidt derfra taler jeg med unge Nelly Peña, som bor sammen med sin mor og datter. »Frygten ligger stadig over byen som en dyne,« fortæller hun i deres hyggelige stue. »Der var krig uden for vores vinduer. En trailer stod i brand to gader væk, og kartelsoldater patruljerede med bazookaer og maskingeværer. Næste dag var butikkerne stadig lukkede.«
Den treårige datter leger på gulvet, hvor der står et juletræ i hjørnet; hun husker ikke noget. Men de blev alle tre fanget, da skuddene lød: den yngste i børnehaven, moren i hjemmet og bedstemoren på sit arbejde.
Alligevel støtter mor og bedstemor stadig den socialistiske præsident, Andrés Manuel López Obrador, som de stemte på ved valget for halvandet år siden. Han vandt på et løfte om at afblæse krigen mod narko og bruge energien på uddannelses- og socialpolitik – en kurs, eksperter længe har advokeret for.
Men siden da er voldsraterne kun steget. Sidste år satte de rekord, igen. Flere mennesker myrdes i Mexico end i lande som Syrien og Afghanistan, og hundredtusinder afpresses, kidnappes, forsvinder.
De to kvinder stoler dog stadig på Obrador: »I det mindste er han ærlig. Ingen troede, at det ville blive let. Han prøver at rive problemet op ved dets rod, som er korruptionen og fattigdommen,« siger Nelly Peña.
Mangel på lovlige jobs med en god løn har længe gjort det let at lokke unge i uføre. Det mener også byens kendte forfatter, Leónidas Alfaro Bedolla, som brød igennem i 1996 med en socialrealistisk roman om narkovold, Tierra Blanca. Mens mange har hånet Obradors løsladelse af Guzmán, roser Bedolla den. Beslutningen viser, ifølge ham, at Obrador ikke er den populist, han er blevet regnet for.
Den tropiske Messias blev han spydigt kaldt af konservative kommentatorer før valget, fordi hans valgplaner var så ukonkrete. Men en populist ville ifølge forfatteren hellere have konfronteret kartellet end at vise svaghed og føje det som Obrador: »Det var en genistreg, at han ikke sendte hæren på gaden – ligesom samtlige hans forgængere ville have gjort,« siger han i sit trange hjem i det centrale Culiacán. At han ikke fortsætter forgængernes forfejlede krigskurs, kalder forfatteren for et fremskridt.
Men dilemmaet består: Hvis man ikke angriber kartellerne, vokser de sig stærkere, og hvis man angriber dem, forøges værdien af deres stoffer og dermed deres magt. Det dilemma har ingen mexicansk præsident i nyere tid haft et overbevisende svar på.
Obradors tilgang er at fokusere på noget andet, især på uddannelse. Han har lavet oplysningskampagner i skoler og medier om stoffers skadevirkninger og prøvet at rense ud i korrupte sikkerhedsstyrker og mindske uligheden med en gavmild socialpolitik. De fleste eksperter antager, at det er en del af løsningen på lang sigt, men er det ikke naivt at tro, at det vil gøre noget godt på kort sigt?
»Måske,« medgiver Bedolla. »Men hvad er alternativet? Narkoen har eroderet vores værdier som samfund. Før lærte man i folkeskolen at sige De til de ældre og rejse sig for dem; i dag bliver børn på 12-13 år lejemordere.« Det gik galt allerede i 70erne, mener han. Dér voksede kartellerne sig stærke, samtidig med at der blev skåret i uddannelsesbudgetterne.
Graver efter knogler
På min første gåtur gennem Culiacán, på nytårsaftensdag, så jeg en gruppe kvinder. De havde dækket et festbord på plazaen bag basilisken. Der var stofbånd i trækronerne og papfigurer i fuld størrelse af deres forsvundne familiemedlemmer.
Jeg satte mig lidt væk og så på dem. De skålede i sød vin, snart bød de også mig et glas, og de bad Gud om et mirakel og sendte hvide balloner til himmels. »Min elskede søn Martincito,« stod der på én af dem. Kvinderne fortalte mig, at de mødes hver uge og graver efter knogler, i kendte massegrave og på knastørre brakmarker, for i det mindste at kunne begrave deres elskede, hvis de er døde. »Hvor er de?« stod der på kvindernes badges.
Rosa Neris’ svoger forsvandt i nabodelstaten Chihuahua for næsten ti år siden, 23. april 2010. Et narkokartel stod bag, rygtedes det hurtigt, men myndighederne har stadig ikke opklaret sagen. Neris har derfor mistet tilliden til staten. Hun synker lidt sammen i sin stol. »Jeg stoler heller ikke på Obrador. Hvad har han gjort? Jeg kan ikke se, at han har gjort noget som helst,« siger hun.
Paradoksalt nok ligner kvindernes strategi dog præsidentens: De konfronterer ikke kartellerne, som de frygter, men besøger i stedet folkeskoler og advarer de unge imod dem. Deres håb er, at de kan lappe det sociale puds, som volden og lovløsheden har beskadiget.
En sælger falbyder tamales. En ambulance kører forbi. Gruppen begynder at bryde op. Jeg hjælper Neris med at pakke sammen; hun børster pistacieskallerne ned i sin hånd og ruller dugen sammen. »Måske kan næste generation reddes. Måske,« sukker hun og går hjemad.
Klokken 24 fejres nytåret traditionen tro med geværskud op i luften over hele Sinaloa. Men også i La Tuna er forventningerne til det nye år lave. »Volden har for længst fået sit eget liv,« fortæller min vært, El Chapos familiemedlem. Hans kone og børn er samlet foran et flimrende fjernsyn. De ser Deadpool 2 og luner enchiladas på et brændekomfur.
Hvis staten rykker ind, vil alting blive værre, mener familiefaren – og hvis den ikke gør, vil intet forandres. Han hænger sit gevær på knagen. Det er et Bushmaster med en slange på. Han har købt det af en nabo, som fandt Gud. Naboen havde en garage fuld af våben, som han ville af med; han solgte sine håndgranater for 1000 pesos stykket, cirka 350 kroner.
Naboen var blevet kristen, men kartellet var ikke blevet svækket: De finder altid en ny rekrut. Sierra Madre-bjergene er fulde af fattige drenge. El Chapo solgte appelsiner her som barn. Også i dag forlader mange unge skolen tidligt og foretrækker et kort og rigt liv i kartellet frem for et langt og fattigt liv.
Opiumbonden er lige så resigneret. »Det er, som det er,« konstaterer han og drikker af en tequilaflaske, der står gemt i et træ, og forlader så gravpladsen i bjergene bag La Tuna.