Jurnalister billede

Magnus Boding Hansen

(f. 1986) dækker Danmark som et fremmed land. Han var Latinamerikakorrespondent 2015-2020 og har skrevet bogen »Djævlen sover aldrig: Mysteriet om Latinamerikas mange mord« samt en bog om politisk udenomssnak. På Twitter/Instagram: @m_boding.
Frihed. Niels Frantzen fra Svendborg blev kidnappet af FARC, da han turede rundt på deres bjerg i Colombia. Han sad bundet i hytter og hønsehuse i fem måneder og troede, han skulle dø. Men, siger han: »De rigtige gidsler er dem, der træller rundt hjemme i regnvejret.«

Livet er fantastisk

<p>Collage: Mie Brinkmann. Kildefotos: Chayan Torn, Federico Rios Escobar, Scanpix.</p> Foto: <p>Collage: Mie Brinkmann. Kildefotos: Chayan Torn, Federico Rios Escobar, Scanpix.</p> Foto:
Collage: Mie Brinkmann. Kildefotos: Chayan Torn, Federico Rios Escobar, Scanpix.
Livet er fantastisk Af Magnus Boding Hansen

Faresignaler var der nok af. I syv dage havde 65-årige Niels Frantzen kørt omkring i en lejet bil i bjergene i det lovløse Cauca med sin colombianske ekskæreste. Navnet Cauca – den første kæmpestore advarselslampe.

Det er her, kokainen kommer fra. Og det er FARC-land; oprørsgruppen sluttede fred med den colombianske stat i 2017, men dens afhoppere handler stadig med stoffer her, og lidt med gidsler, og dræber, afpresser og kontrollerer land. Men alt, hvad de to turister så, var sukkerrør, eventyr, bondeidyl. Og lidt marihuanaplanter:

»Nårh ja,« husker Niels Frantzen, at han tænkte. »Og så begyndte vi også at se FARC-graffiti. Men jeg tænkte bare, at det var drengestreger. Og mere marihuana … Så vendte vi alligevel bilen for at køre ned ad bjerget. Men vi tog en parallelvej ned for at se noget andet.«

På vej ned blev de kidnappet. Det var den 24. januar i år. De slap først fri 23. juni. Løsesum: 485.000 kroner og ekskæresten gratis med i prisen og 500.000 for gidselforhandlernes indsats. Niels Frantzens fire børn lagde ud, og han har betalt tilbage fra sin opsparing, siger han i sin taglejlighed i Svendborg. Han er overraskende fattet; milde øjne, blomstret skjorte, solbrun.

Har I hørt om FARC?

Det var en ung indianer med en pistol i bæltet, som vinkede dem ind til siden. De var kørt efter Corinto på Google Maps; en tilfældigt valgt by, hvor han først senere fandt ud af, at FARC samme dag udkæmpede et stort slag mod hæren. Indianeren – fra nasa-folket – bad dem stige ud af bilen. Han ville se pas. Bagagen blev undersøgt af fire mænd i joggingtøj.

»Har I hørt om FARC?« spurgte en af mændene.

Jo, det havde de da, men de troede ikke, at FARC fandtes mere.

»Vi er her stadig. Det er os.« Mændene pegede på deres sorte T-shirts, hvor der stod »FARC-ep. Columna móvil Dagoberto Ramos«, korpsets navn.

Lejebilen blev vendt. Niels Frantzen og ekskæresten Ingrid – som ikke vil have sit efternavn i avisen – blev sat ind på bagsæderne. Så kørte bilen dem tilbage op ad bjerget, til en øde hytte med bliktag.

Nu kunne Niels Frantzen godt se, at den var gal:

»Jeg troede, jeg skulle dø. Mit liv passerede revy. Jeg tænkte på min opvækst. Mine børn. Jeg tænkte, at nu var mine børn blevet store – den yngste er 27 – de skulle nok klare den. Jeg fandt på en måde fred i det. Jeg tænkte, at jeg har egentlig nået det, jeg skulle.«

“¡Qué problema!,« hviskede den trods navnet pure colombianske Ingrid; 42 år og køkkenassistent; født i bananplantagerne ved Santa Marta og vokset op med en aleneteenagemor – faren forlod samtlige sine 26 børn.

»¡Qué problema!« åh pis, svarede Niels Frantzen, socialist og bz’er som ung på Tåsinge; først borgerlig, da han fik eget gartneri. Dét solgte han i 2018 med en pæn gevinst, fordi han ville rejse frit; han har krydset Venezuela og Vestafrika på motorcykel, han er mest hjemme om sommeren.

151 dage

Deres kidnappere var høflige og bevæbnede. De bandt deres hænder bag på ryggen med militærgrøn flagline og tøjrede dem til en stolpe. Deres lommer blev tømt. De fik besked på at sætte sig på to tomme ammunitionskasser. Et par vagter blev hos dem. Den ene stirrede, den anden ville ikke have øjenkontakt. Ved skumringstid fik de to gidsler bind for øjnene og blev ført ind bag i en ny bil, som spillede høj techno cumbia, og som de fornemmede læssede ting af og på undervejs – sikkert tæpper og grej til tiden i fangenskab. Efter en time parkerede bilen, og de blev hastet ud over markerne. Duggen havde lagt sig, så de fik våde fødder i sandalerne. De talte ikke sammen.

De troede, at de skulle skydes, og den tanke blev hos dem i 14 dage – for først da trådte en lav og veltrænet kommandant ind på deres kammer i vildmarken og meddelte dem, at de var »krigsfanger«. De var blevet kidnappet af FARC, som ellers for tiden giver sig af med at uddele officielle undskyldninger til fortidens gidsler og med at forsøge sig som parlamentspolitikere uden stor succes. Derfra var det bare at vente på at blive købt fri.

De nåede at sidde i 151 dage i alt. I 13 forskellige lader, hytter og hønsehuse i det nordlige Cauca i Colombia.

Fangevogterne slog dem ikke, men de var afstumpede, udannede og overtroiske. De troede på deres guerillalederes løgne om en kamp for de fattige og på sagndyret »mohana«, et menneske forvandlet til hund. Værst var en gidseltager, hvis alias var »Fåret«, en mand med et skingert grin »som en skør, ond joker«, og »Pocahontas«, en pige på 14, som var skiftevis fjantet og kolerisk.

»Jeg lå tit og tænkte: ‘Bare det kunne holde op, det her mareridt. De har ingen empati.’ Vi blev langsomt dårligere fysisk,« fortæller Frantzen. »Jeg blev tyndere. Jeg begyndte at gå krumbøjet. At humpe. Få ondt i skulderen. Vi kunne ikke lave motion, vi lå dårligt, og maden var ikke den bedste. Det begyndte at gå mig på nerverne, at jeg hele tiden kunne høre, at de rensede deres våben: klik klik klik. Jeg havde et par uger, hvor jeg var rigtig dårlig i hovedet. Hvor tankerne bare kredsede om det samme og gentog sig hvert halve minut. Hvordan kommer man ud? Hvorfor skal min familie straffes så hårdt? Men fordi jeg blev sat til selv at føre kontakten med min familie, da forhandlingerne om en løsesum kom i gang, og fordi min ældste søn sagde, at det skal nok gå, begyndte jeg at kunne slappe lidt bedre af.« For ti år siden var de to gidsler kærester i fem år. Nu sov de i ske igen – men kun dét; væggene var tynde. Det tordnede næsten hver nat. De var bange.

Det hele værd

Det var forfærdeligt, selvfølgelig. Men ikke kun:

»Da jeg sad fanget, glædede jeg mig, når solen skinnede. Jeg glædede mig, når jeg kom i bad og fik koldt vand ned over mig, så hjertet slog hurtigere. Over kolibrierne, som fløj forbi fire gange om dagen. En dag i april fløj der en ind på værelset. Den hang i luften i tre sekunder, og så fløj den ud igen, den skulle ikke nyde noget. Den var metalgrøn på ryggen og bugen og med et rødt næb. På det tidspunkt kunne vi kigge ud over et hegn på en dal. Så stod jeg og måbede over det grønne og smukke. Verden er fantastisk … naturen … faktisk mere end nogensinde tænkte jeg dér, at livet er fantastisk.«

– Du var på en måde lykkelig?

»Ja, i perioder. Lykkelig er et stærkt ord. Men ja. Mange gange følte jeg mig mærkeligt tryg. At nogen passede på os. Vi havde ikke noget, vi skulle forholde os til. Vi skulle hverken tænke på at lave mad eller på, hvad vi skulle lave.«

– Det er et ekstremt optimistisk take på den situation …

»Ja. Måske nok.« Han glider lidt af, han ser til aftensmaden i ovnen. Han har altid haft et lyst sind, mumler han. Livet er venligst ved én, hvis man har det sådan, funderer han:

»Noget af det mest fantastiske, jeg har set, var i Botswana, langt ude i bushen, året efter, at jeg havde solgt mit gartneri. Jeg kørte rundt med en amerikaner. Vi sov i telt i 180 centimeters højde oven på vores pickup for at undgå leoparder. En aften sad vi i mørket og kiggede på stjerner. Vi troede, vi var alene. Pludselig kom en bil kørende. Det viste sig at være et ungt par. De lagde et tæppe på jorden og tændte fakler. Manden begyndte at danse nogle rituelle danse i underbukser med armene over hovedet og gyngende hofter. Hun lå på tæppet og så på ham. Det stod på i et kvarter. Vi sad vel 30 meter væk, men de opdagede os ikke. Så forsvandt de igen uden at have vekslet et ord. Vi troede, at vi havde set syner. Næste morgen var vi ude at tjekke hjulsporene efter dem: ‘Jo, det havde fundet sted.’«

Den slags oplevelser er det hele værd, siger han, »– ja, også en kidnapning.«

Hans børn har ikke taget det lige så let. Og medfangen Ingrid er et nervevrag hjemme i Santa Marta, siger han: »Hun er ikke meget for at gå ud.« Formentlig ptsd. Selv vil han ikke til Colombia igen lige foreløbig. Men måske Chile til vinter? Han er lidt rystet, men han er sluppet fint.

En dårlig actionfilm

Forhandlingerne om en løsesum begyndte efter tre ugers fangenskab. De foregik over lydbeskeder mellem Niels Frantzen og hans ældste søn, Jakob Frantzen; 35 år, landinspektør. Gidseltagerne talte gennem faren, og det danske sikkerhedsfirma Guardian, som familien havde hyret, talte gennem sønnen. Sådan havde firmaet ønsket det, fordi man får den bedste pris, hvis kidnapperne tror, at de taler direkte med en sagesløs familie. Hverken den danske stat eller Colombia var blevet orienteret af den åbenlyse grund, at FARC er på deres lister over terrorister.

Niels Frantzen spiller alle lydbeskederne for mig på sin telefon. I den første siger han – med sine egne ord, men efter diktat – at han er blevet fanget af FARC, og at de kræver 500 millioner colombianske pesos for at slippe ham fri; en lille million danske kroner.

Senere svarer sønnen, at de har samlet 100 millioner. At nu har de 140 millioner. Og den 10. juni er de endelig nået op på de 250 millioner, som FARC i mellemtiden er gået med på.

»Hej Jakob, det er far,« siger Niels Frantzen i den besked. Hans hænder ryster, da han sætter den på. »Jeg er blevet meget tynd. Jeg er svag. Jeg vil sige, at det drejer sig om liv og død. Jeg håber meget, du har kunnet rejse de penge, det drejer sig om til at købe os fri … på forhånd tak.«

Næsten straks svarer sønnen, at pengene er klar:

» … 65.000 dollar i dagens kurs. Hej.«

12 dage senere, dagen før frigivelsen, taler kidnapperne i telefon med »en ven af familien« – sådan har de fået præsenteret den colombianske tidligere undercoveragent, som firmaet Guardian har hyret til at køre op i bjergene med løsesummen. Optagelsen er lang, og da røret er lagt på, kan man høre undercoveragenten tale videre med sønnen og den danske gidselforhandler Jens Serup, som leder operationen fra et hotel i Calí, den nærmeste storby.

»¿Con quién hablo?« spørger undercoveragenten, hvem dér, og FARC-manden svarer:

»Kom til Corinto. Klokken 8.30 i morgen. Ring igen, når I er der.«

»Hvad sagde de om sikkerhed?« vil Jens Serup og de andre vide, så snart agenten har lagt på. »At vi ikke skal være bange,« lyder svaret, »at de ikke er så slemme, som folk siger.«

Sønnen griner nervøst: »Det lyder som starten på en dårlig actionfilm,« siger han.

Næste morgen kører agenten til Corinto, men når ikke til centrum, før FARC ringer og kræver bilen parkeret. Agenten får udleveret et nyt sæt tøj og får besked på at klæde om fra inderst til yderst og aflevere bilnøglen og alle sine ejendele. Med bind for øjnene og pengene i en Mickey Mouse-rygsæk bliver agenten kørt til et landsted lidt oppe ad bjerget og når frem et kvarter før de to gidsler, som her ser deres fangevogtere i militæruniformer for første gang.

Landstedet er bevogtet af bevæbnede FARC-soldater. Andre gemmer sig rundtom på bjerget.

»Hej Niels,« siger undercoveragenten og krammer ham og ekskæresten.

FARC giver dem deres telefoner og pas tilbage sammen med de løse kontanter, som de havde haft i lommerne, da de blev kidnappet fem måneder tidligere. Så kører de dem tilbage til undercoveragentens bil, med en eskorte af motorcykler efter sig.

Nyt maleri hele tiden

En time senere mødte Niels Frantzen sin søn og Jens Serup på hotel NH Calí Royal. Næste dag fløj de til Bogotá, hvor hans tre andre børn ventede, sammen med Ingrids datter.

»Vi græd meget,« siger Niels Frantzen – og græder for første gang lidt. Han har været svineheldig, vurderer gidselforhandler Serup i dag: »Borgerservice kan ingenting gøre i de her sager. Og FARC holder tit gidsler i flere år. Vi fik kun en god pris, fordi vi forhandlede godt. Hans fire børn traf alle de rigtige beslutninger, det gør familierne bestemt ikke altid.«

Selv drager Niels Frantzen en noget anden lære. Han mener, at det er den almindelige dansker, som kan lære noget af hans historie snarere end omvendt:

»Jeg hører meget klynk i Danmark, men der er sgu ikke så meget at klynke over. Og så synes jeg også, at mange bare går rundt i deres eget … de tager på samme hotel på Mallorca år efter år … de ser ikke ud over deres egen verden.«

– De føler sig nok bekræftet af din historie i, at dét ikke er så ringe endda.

»Ja. Men jeg fortryder ikke noget … mine rejser … det, jeg har oplevet. Hvis jeg skulle vælge om igen, ville jeg rejse ud i igen.«

– Hvem præcis er det, der klynker?

»Alle mulige kræver bedre forhold hele tiden. Eller klynker over, at de offentligt ansatte får stress. I virkeligheden er de bare trætte af deres egne liv. De føler sig spæret inde i den boks, de nu har sat sig i, og så for at retfærdiggøre det skyder de skylden på samfundet. De rigtige gidsler er dem, der træller rundt hjemme i regnvejret. Dem i samme job på 30. år. Som hader det som pesten. Men ikke kan finde ud af at skifte. Bare ser frem til efterlønnen, og så tror de, at det bliver bedre, men det gør det nok ikke, for de er stadig fanget i deres eget mindset. Det er de konforme.«

»Jeg har mødt en handelsskolelærer, der hader sit job, sin chef, sine kolleger, men bare bider tænderne sammen. Nu er han endelig gået på efterløn. Nu sidder han og drikker bajere i stedet for; der er så mange tryghedsnarkomaner i Danmark, fordi vi har det sikkerhedsnet.«

– Hvad skal han gøre?

»Han burde tage sin bil og køre til Norge og være deroppe i tre måneder og gå rundt og tænke sig lidt om – bare for at foreslå noget trygt.«

– Hvad ville der så ske?

»Så kunne det godt være, han kunne få øjnene op for, at han kunne begynde at plukke svampe, bær, hvad man nu … fiske … hvad man nu kan få tiden til at gå med. Og så ville han forhåbentlig blive gladere. Jeg tror, at når man føler mere pres, og det ikke bare er så trygt det hele, at så får det én mere op på dupperne, og så bliver man gladere. Nyd livet, for pokker. Man kan få en sygdom, man kan blive kørt over af en lastbil … blive kidnappet. Få noget ud af det inden, for livet er fantastisk.«

Nu findes der meget få kolibrier i Danmark. Og vi kan vel ikke campere året rundt alle sammen. Hvad vil man se, hvis man lader sig inspirere af hans livsmod, men kun i det små?

»Vi har de mest fantastiske skyformationer i Danmark,« siger Niels Frantzen. »Det er et nyt maleri hele tiden deroppe. Man bør tage sig tid til at glæde sig over alt det, vi har uden om os.«