Hvis ikke man ved det, kan man ikke se det: De tre hunløver Vee, Ploy og Simba, som efter en vild evakuering fra Ukraine kom til Lolland 13. december, lider ifølge deres redningskvinde af ptsd. De boltrer sig på 11.000 kvadratmeter i Knuthenborg Safaripark, hvor dyrepasseren kaster kødet fra en gnu af egen avl ind til dem.

De tre løver blev reddet fra sult og bomber i Ukraine af Nataliia Popova, en 50-årig økonom og alenemor. Ved krigens start begyndte hun at redde vilde og eksotiske dyr fra udbombede zoologiske haver og oligarkers forladte hjem. I Ukraine holdes mange tigere, løver og bjørne som kæledyr. Dét blev først forbudt sidste år, men fortsatte derefter på grund af korruption. Over 300 dyr har Popova reddet på den måde.