Forurening. Fra Bøvling Klit til Agger Tange er der fundet det farlige fluorstof PFAS i Vesterhavet. Under mistanke er blandt mange andre FMC, det tidligere Cheminova. Hvorfor lader myndighederne virksomheden undersøge sig selv?
Kemikaliekysten

Mellem Vesterhavet og Limfjorden nær Thyborøn græsser køer, som er så forgiftede, at de ikke må spises. Ifølge Naturstyrelsen er de fulde af PFAS – en betegnelse for farlige fluorstoffer, som lever for evigt i natur, dyr og mennesker, og som kan forårsage kræft og psykisk sygdom.
Man finder engen med køerne nær den gamle kemikaliefabrik Cheminova, som i dag hedder FMC og er på amerikanske hænder. Under engen pumper to trykledninger fra FMC dagligt spildevand ud i Vesterhavet. I fabrikkens rensede spildevand og i klitterne bag engene er der i år fundet PFAS i store mængder.



