Følsomt. De dræber, fængsler og fordriver mine venner. Jeg vil ikke have deres olie.
Personlige sanktioner
Venezuela går igen i mit hoved. Før skete det dagligt, nu er det kun af og til. Især det smukke vender tilbage i korte erindringsglimt, men når det gør, mærker jeg samtidig den uro i maven, som var en konstant i Caracas, hvor jeg boede de fleste vintre mellem 2015 og 2020.
Så står jeg i en eller anden kø til en bager i København – pludselig ser jeg de blå-gule papegøjer cirkle over Caracas. Ávila-bjergets skiftende skygger, det sidste lilla lys. Eller jeg er ved at vaske tøj og flash: dengang vi sad tre på én motorcykel på vej til en digtoplæsning inde i centrum. Sandovalstyrthjelme, kidnapperbandevittigheder, Polar-øl hos kineserne på vej hjem. Fuld fart over for rødt, for kun en tåbe stopper i et lyskryds efter skumringstid.
Del: