Tak til den gamle Nonne!

Nogle gange opdager man først længe efter, man forlader et sted, hvem der betød noget. Da jeg var dreng på Thurø, slog jeg græs for en gammel dame, Nonne, som jeg med årene har fundet ud af, var sådan én. Hun var allerede gammel dengang, nu er hun fyldt 89, og egentlig hedder hun Sinnet Anna Liljeström, men hendes bedstefar kaldte hende »min lille kone«, før hun kunne tale, og det lød som Nonne, når hun selv sagde det. Nonne er et af de der mennesker, som bliver yngre med alderen: Hun er nysgerrig og vis med et lysende blik.

Det tog små to timer at slå hendes græsplæne, som ligger ud til Thurø Sund, men jeg blev meget længere. Når håndskubberen var kørt på plads i skuret, sad vi og snakkede under et egetræ, mens hun stampede tobak med sin røde rullemaskine, sådan som hun stadig gør. Hun gav mig nogle gange bøger med hjem på tykt papir og med rygge, der skulle sprættes op. Timelønnen var en af de bedste, jeg har tjent noget sted, og fortællingerne var endnu bedre.