Klokken er omkring syv om aftenen, og jeg befinder mig i Georgiens hovedstad, Tbilisi, midt på den firsporede Rustaveli Avenue foran parlamentsbygningen. Og jeg er ikke alene.
Georgiere i tusindtal står skulder mod skulder, mens andre kommer vandrende op ad boulevarden, som en lang arbejdsdag går på hæld. Vi er her ikke for at fejre kvindernes internationale kampdag, det her er endnu mere presserende: Den georgiske regering har dagen forinden førstebehandlet og vedtaget et lovforslag vedrørende såkaldt »fremmede agenter«.
En lov, der vil kræve, at ikkestatslige organisationer og medier, der henter mere end en femtedel af deres finansiering fra udlandet, skal deklareres som fremmede agenter og underlægge sig myndighedernes opsyn. Oppositionen har for længst råbt vagt i gevær. På grund af den siddende regerings tætte bånd til Rusland er der i befolkningen en overbevisning om, at loven vil trække Georgien væk fra EU og i armene på den store nabo.
Så her står vi. For anden dag i træk. Det hele eskalerede, da uropolitiet brød demonstrationerne med tåregas, peberspray og vandkanoner. På de sociale medier spredtes hurtigt voldsomme optagelser, og især et klip er siden blevet et symbol på flertallets brændende ønske om at blive en del af EU:
Ene og alene og på mest standhaftige vis vifter en kvinde med det blå stjerneflag, mens politiet fortsætter med at sende stride vandstråler mod hende. Men så kommer en, to og så adskillige demonstranter hende til undsætning. Til sidst danner de en menneskemur omkring hende, så hun kan flage med sit flag uden at falde til jorden.
Igen er mange tusinde mødt op, unge som gamle. Og mens vi står her, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget mit kære Georgien har måttet forsvare sig gennem tiden.
Det lille land, omringet af Kaukasus' bjerge, er gennem historien blevet angrebet fra alle sider. Ikke mindst af den russiske nabo fra nord. Senest i 2008, hvor jeg en sommerdag modtog et opkald fra min far, der var hjemme hos min farmor sommeren over: »Rusland invaderer, der kører kampvogne ned ad vejen.«
Jeg var 12, tumlede ubekymret rundt i min mors kolonihave og forstod ikke alvorligheden i hans melding. 14 år senere er krigen igen kommet ganske tæt på Georgien.
Siden krigens udbrud i Ukraine for godt et år siden har jeg opholdt mig meget i landet, og det er min oplevelse, at Georgien på ny er under angreb. Indtil videre indirekte, men der er en larm, som ikke er til at overhøre: det russiske sprog i gaderne og i metroen; russisk, når jeg henter kaffe, får en drink med mine venner eller går på jagt i Tbilisis utallige genbrugsbutikker.
Russere på flugt, som har bosat sig her. Og med dem er fulgt stigende boligpriser, der presser georgierne ud af deres by. Op skyder parallelsamfund med imperialistiske tendenser. Der findes en udtalt bekymring for, at Rusland en dag vil indlede en ny invasion med den begrundelse, at man ikke behandler det russiske mindretal ordentligt. Ligesom det skete med Ukraine.
Tanken har strejfet mange af os: Kan vi blive det næste Ukraine? Det virker ikke usandsynligt, og blandt georgierne er frygten til stede.
Min fars landsmænd er yderst gæstfrie. Det er noget af det, jeg beundrer dem mest for. Som et ideal jeg holder op for mig selv som ung kunstner. Men der er en grænse for deres gæstfrihed, og den grænse er for længst nået.
Regeringens prorussiske tendenser kan ikke længere betvivles efter krigsudbruddet i Ukraine. Nok taler man stadig om EU-medlemskab, og nok flager man fortsat med EU-flaget foran parlamentet. Men efter afslaget på landets ansøgning om EU-kandidatstatus i sommer gøres der så godt som intet for at leve op til EUs krav. I stedet går man Ruslands ærinde, og regeringen har sågar modtaget rosende ord fra den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, for dens mod til at stå imod Vestens pres.
Angrebet kommer altså både inde- og udefra, og selvom det ikke koster menneskeliv, nedbrydes landet bid for bid.
Denne tidlige aften begynder kampene igen. Denne gang endnu vildere. Den opsparede frustration breder sig som en steppebrand, og den brede boulevard ligner efterhånden en kampplads for demonstranter og politifolk. Humoren er dog ikke helt forsvundet: Foran parlamentet danser demonstranterne således til politiets skingre sirener, hopper over og bukker sig for vandkanonernes stråler som sjipning i skolegården. Løber om kap, som var der tale om én stor fangeleg, alle frivilligt var mødt op til.
De unge længes mod forandring, mod vilkår, der vil give dem en bedre fremtid end deres forældre. Det under jeg dem! Den unge generation er ambitiøs, viljestærk og vil ikke tage til takke med at være en »tidligere sovjetstat«, der skal danne Europas ydermur. De vil mere, hvilket de beviser ved aften efter aften at møde op og kæmpe deres sag.
Jeg beundrer dem så inderligt. De lod sig ikke skræmme af tåregas og vandkanoner, men troppede op iført motorcykelhjelme, svømme- og skibriller. De mobiliserede sig på sociale medier og modtog retorisk opbakning fra Ukraine til Baltikum. Og protesterne virkede!
Lovforslaget blev ved dets anden behandling nedstemt. Folket sejrede for nu. Min fornemmelse er, at det kun er et spørgsmål om tid, før regeringen ryster et nyt russisk trick ud af ærmet.
I mit stille sind beder jeg til, at dette lille land med dets høje bjerge og hjertevarme befolkning ikke bliver det næste Ukraine. Her har jeg min familie, her har jeg mine venner. Her har jeg for første gang forelsket mig i et folk, en ungdomsgeneration og en by. Så længe vi ikke glemmer georgierne og er klar med en håndsrækning, når de har brug for det, er de i stand til at udrette meget. Og bidrage til vores fælles union.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
