De er her, det ved jeg, for deres militærlastbiler buldrer forbi på vejene, og deres flag blafrer fra baser i forblæste bakkedrag, men da jeg puffer døren op til vejsidecafeteriet i denne fjerne armenske provins og ser et halvt hundrede karseklippede russere i fuld camouflage, gibber det i mig.
Trækker vejret ned i maven, går mod toilettet. Pokkers lang er køen. Selvfølgelig skal de alle sammen tisse.
Jeg stiller mig bag en blond fyr på min egen alder med stærke kindben og snoet overskæg som en 1800-tals-tsar. Her har vi ham så, den russiske soldat, bæreren af Putins sværd. Han står og griner. Ved han, at jeg står her og mærker en sær følelse vokse, følelsen af væmmelse og foragt? Forstår han, at det ikke bare er min vrede, han er genstand for, men hele Vestens; at han indtager en plads i det kollektive imaginære som vor tids skurk? At når vi tænker på ham, tænker vi på Butja og brændende byer på ukrainske stepper.
Jeg synker en klump. Nu rejser frygten gennem blodet: Han kunne skyde mig. Overskægget foran mig kunne trække sin pistol og plaffe mig ned på stedet. De kunne jo bare sige, jeg havde prøvet på noget. Det her er deres domæne. Soldaterne ler højlydt. En officerstype snyder sig foran i køen uden at værdige mig et blik. Nu er det min tur, så jeg kanter mig ind i toiletbåsen, lukker døren bag mig, men lige inden jeg lader vandet, ser jeg ned på mine støvler, som sejler over fliserne gennem et vandspejl af urin: Jeg vader rundt i pis fra et helt russisk kompagni.
DE SIDSTE DAGE har jeg zigzagget mellem det armenske højlands takkede bjerge. I Georgien, der endnu var delvis besat af Rusland, havde jeg netop oplevet, hvordan Ukraine-krigen opildnede befolkningen til russerlede, frihedskamp og protest, men i nabolandet spiser lokale frokost side om side med russiske soldater. På hovedstadens hoteller bor russiske turister. Armenien er en omvendt verden, der fremkalder svimlende kognitiv dissonans: Her er Putins hær en fredsbevarende styrke. Undertrykkeren beskytter den undertrykte.
En del af forklaringen skal findes i striden mellem Armenien og Aserbajdsjan. I 2020 sloges de gennem seks blodige uger om Nagorno-Karabakh, et bjergområde mellem landene, som begge parter gør krav på. Rusland mæglede en skrøbelig fred, men armenierne led et sviende nederlag og måtte afgive land til Aserbajdsjan, der ledes af diktatoren Ilham Aliyev. Siden har 2.000 russiske tropper forsøgt at holde låg på den spilkogende kaukasiske gryde.
Samme område sloges de to tidligere satellitstater om efter Sovjetunionens fald, og skæbnen for Armeniens tre millioner indbyggere synes i det hele taget bestemt af Ruslands kurs i verden. Også i år. For krigen i Ukraine svækker Putins hær, og mens verden retter blikket mod Kyiv, angriber Aserbajdsjan igen for at presse Armenien til at gøre flere indrømmelser.
Denne gang foregik kamphandlingerne ikke i Nagorno-Karabakh, men nær grænsen mellem de to lande, der løber fra Georgien i nord til Iran i syd. Over to dage i midten af september bombede aserbajdsjanerne grænselandsbyer i Armenien.
To hundrede armenske soldater blev dræbt. Siden har parterne beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen. Man hører ikke meget om den genopblussede krig på Europas kant, så jeg følger en rute gennem grænseområderne for at forstå, hvad der er på spil for det armenske folk netop nu.
Klart står det, at Aserbajdsjan er dem overlegne i mandtal og skyts, så armenierne må sætte lid til russerne, som jeg nu sidder omgivet af her på vejsidecafeteriet. Fra mit bord ser jeg på dem. De skubber deres bakker mod kasseapparatet. Trætte og sultne er de, flere med bløde, unge ansigter; ved et bord spiser en fyr, der ikke kan være en dag over 19, kartoffelmos og pizza og skyller ned med appelsinjuice.
Nogle bærer blå armbind med teksten »peacekeepers« om venstre arm, så man tager sig selv i at tro, de kommer fra FN, men det gør de ikke, de kommer fra Putins Rusland, og før jeg kører videre, går jeg ud på toilettet for at vaske hænder, og da er gulvet skinnende rent. Den armenske rengøringsdame ruller sin vogn ud. Hun er netop blevet færdig med at tørre op efter soldaterne.
DAGEN INDEN KØRER jeg med min tolk fra hovedstaden Jerevan ad landets hovedvej, der skærer sig gennem øde terræn med snedækkede tinder, før den ender i Iran mod syd. Målet er en landsby fem timer væk, hvor bomber faldt i september.
Snart dukker de første armenske militærkøretøjer op. En jordvold rejser sig langs vejen og skærmer den fra aserbajdsjanske troppers udsyn fra bjergkamme højt over os. På hver side af hovedvejen ligger aserbajdsjansk territorium: mod øst hovedlandet og mod vest eksklaven Nakhitjevan, som Stalin i sin tid gav til Aserbajdsjan. Armenien snævrer ind, presses sammen, til landet blot er 40-50 kilometer bredt, og det er, som om landskaberne læner sig ind over vejen.
Vi krydser ind i Syunik-provinsen langt mod syd gennem et savtakket sovjetisk monument. Sort jord, ingen træer, rullende bakker i stikkende sol. Landskaberne her udgør kernen i de nye stridigheder.
Aserbajdsjan mener sig i sin gode ret til at bygge en godt 40 kilometer lang vejkorridor til eksklaven Nakhitjevan tværs gennem det sydlige Armenien.
For armenierne er planen en fjendtlig handling. De fleste anser korridoren for at udgøre en eksistentiel fare, fordi den betyder, at Aserbajdsjan også vil blive direkte forbundet med Tyrkiet – armeniernes arvefjende. Det armenske folkedrab, som tyrkerne begik omkring Første Verdenskrig, er mere end et nationalt traume; det er en spillevende trussel. Tyrkiet støtter nemlig Aserbajdsjan militært, og mange armeniere anser tyrkere og aserbajdsjanere som ét og samme folk. Derfor repræsenterer korridoren en idé, som hjemsøger armeniere hver dag: ideen om Stortyrkiet og udslettelsen af det armenske folk.
BEBYGGELSER GLIDER forbi. I vejsiden trasker mænd i tunge arbejdsjakker i skyer af tobaksrøg, og hyrder driver dyr.
En russisk militærbase dukker op, og jeg får besked på ikke at tage fotos.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Verishen, der blev bombet i september. Fire huse blev ramt, og en markarbejder såret. De aserbajdsjanske styrker er rykket tættere på. De står kun få kilometer mod øst. Det kræver borgmesterens tilladelse at få lov at tale med de lokale. I en bygning med græssende geder i haven venter en mand med kraftige kæber mig bag et skrivebord iført samme slidte læderjakke, som alle armenske mænd i slut-40erne synes at bære. Han besvarer mine spørgsmål med enkeltsætninger.
Hvordan har landsbyen reageret på truslen?
Folk her er hårdføre, siger han.
Hvordan?
Du skal bo her selv for at forstå det.
Jeg nikker, og sådan sidder samtalen fast i 20 minutter. Men jeg forstår, at borgmesteren selv kæmpede i krigen for to år siden ligesom flere andre mænd fra landsbyen. Han undgår mit blik. Da jeg spørger til aserbajdsjanerne, fanger jeg det endelig:
»Hvordan skal jeg beskrive min fjende?« siger han og nævner en ny video, der har cirkuleret i et par måneder; en video, alle armeniere har hørt om. Den viser en dræbt kvindelig armensk soldat. Hun er nøgen og parteret med en afskåret finger i mundvigen og en sten i øjenhulen; aserbajdsjanske soldater fejrer mordet. En anden video, der er optaget omkring ti kilometer fra, hvor vi sidder, viser henrettelsen af syv armenske soldater i september.
»Det her er en krig mellem muslimer og kristne,« siger borgmesteren. »En fortsættelse af tyrkernes folkemord i 1915. Verden kerer sig ikke om små nationer som os.«
Kort efter besigtiger jeg et af de huse, som blev bombet. Ejeren, en gammel mand, står foran facaden, der nu er lappet med et tykt lag beton. Han siger:
»Mit hus kan jeg genopbygge, men teenagerne, der dør i krigen, kan vi ikke få tilbage.«
I en beskeden stue kort derfra, hvor en rusten brændeovn knitrer spagt, sidder en, der overlevede krigen. Mens jeg taler med hans far, slår det mig ikke, at sønnen kunne være krigsveteran. For han ligner en stor dreng. Han har fulgt os med forsigtige øjne fra en stol ved vinduet, mens hans far fortalte mig familiens historie: at de kom hertil som flygtninge fra Nagorno-Karabakh for få måneder siden.
At deres landsby blev afstået til Aserbajdsjan som led i fredsaftalen, som de to lande indgik efter krigen i 2020. At livet i Nagorno-Karabakh var rindende floder, bjerge og skove, et sted, hvor alt gror, et drømmeliv. Det er ordet, han bruger. Et drømmeliv. Nu bor en aserbajdsjansk familie måske i hans hus. Nu fortættes livet i rindende tårer.
»Tyrkerne,« som han kalder aserbajdsjanerne, »vil udslette os fra historien.« Han ser på sin søn:
»Sig til den dreng, at han skal slutte fred med aserbajdsjanerne efter det, han oplevede under krigen. Hans venner blev dræbt for øjnene af ham.«
Stuen bliver stille. Faren rejser sig og rager i brændeovnens gløder. Sønnen, Artur, sætter sig over for mig. Hans hjemland blev ham frarøvet, og han er klar til at slås for at få det tilbage, siger han. Hans mor betragter ham. Hun har flækket valnødder, mens vi har talt, langt flere end vi kan spise, men hun bliver ved, mekanisk. Artur var 18 år gammel, havde blot aftjent to måneder af sin værnepligt, da krigen brød ud i 2020. Fra den ene dag til anden skulle han slås.
»Krigen har gjort mig mere neurotisk,« siger Artur, »mere impulsiv.«
Hans mor bryder ind.
»Første gang han kom hjem fra krigen for at holde pause, havde jeg købt nyt tøj til ham, så han kunne få et sæt skiftetøj med sig. Men han sagde, at han ikke havde brug for det, fordi han alligevel skulle dø.«
Så tier hun og flækker en valnød til.
DEN AFTEN på mit hotel har jeg svært ved at sove. Hunde glammer i bakkerne, hvor meterhøje kors lyser hvidt; en udtjent Lada gasser op udenfor.
Jeg har haft en svær start på Armenien. To dage har jeg været her nu. Nabolandet Georgien føltes som én lang inderlig samtale, jeg kunne læne mig ubesværet ind i; alle ville snakke, unge georgiere, russere på flugt fra Putin, aktivister og intellektuelle, og vi drak tør vin ved caféborde og forsøgte sammen at forstå, hvor verden var på vej hen.
Men Armenien har fra første færd virket afvisende. Hovedstaden med sit mærkelige centrum, der ligner en sovjetisk fremtidsutopi udtænkt i 1970erne med lyserøde højhuse, sorte vinduer og stort anlagte pladser i stærk sol, med sine oligarkpenge og byggekraner og countdown-skilte til næste udgave af Junior Eurovision. Til sent på aftenen sidder kvinder på række i oplyste neglesaloner. Russisk høres overalt. Har byen fundet sin egen puls efter Sovjetunionens opløsning, kan jeg ikke mærke den. Jeg kunne ikke finde rundt. Hotelportieren så fornærmet den anden vej.
Dybden findes her, det ved jeg: Armenien er den første kristne nation i verden. Tusind år gamle klostre troner i mægtig natur. Maden er fantastisk, ansigterne stolte. Men det er en såret stolthed, for armenierne er et folk, der føler sig ladt i stikken af omverdenen, et folk i krig, og det er den sidste ting, det med krigen, der plager mig her på hotellet, hvor søvnen udebliver.
For dagen efter vil min tolk tage mig med helt hen til grænsen. Dér ligger en landsby, har hun fortalt mig under aftensmaden, som hedder Shurnukh.
Shurnukh var engang armensk, men nu er den delt: Aserbajdsjanerne har fået den ene halvdel. Fra den armenske side ser landsbyboerne nu deres gamle huse beboet af fjenden: armeniernes knuste drøm om et hjemland i ét billede. At tage dertil virker som en god plan. Men nu ligger jeg og tænker på, hvad tolken også har fortalt: Til Shurnukh rejser man ad en vej bevogtet af russiske soldater, den snor sig gennem øde landskaber, så man aldrig helt ved, hvilket land man befinder sig i: Man føler sig som en skydeskive i bevægelse, som tolken udtrykker det med et anstrengt grin. Jeg har forsøgt at tyde hende og vurdere, hvor stor en risiko turen til Shurnukh indebærer, men jeg kan ikke.
Her er problemet i mit møde med armenierne: Jeg stiller de forkerte spørgsmål eller fornærmer dem uafvidende og får svar i enkeltsætninger – som på borgmesterens kontor tidligere samme dag. Men de fortæller mig noget uden at sige det: Du kender ikke vores smerte.
»Armenierne har været i et traume siden folkedrabet. Krig på krig. Igen og igen taber vi land, sønner og døtre. Vi er omgivet af fjender. Så forvent ikke, at vi er åbne eller happy-go-lucky,« som en armenier forklarer mig, mens jeg er i landet.
Næste dag får min tolk et opkald fra myndighederne: Vi får ikke sikkerhedstilladelsen til at køre til Shurnukh i tide. Den morgen ser jeg solen stå op, den tvinger sig over en bjergkam og lyser hele dalen op. Armenierne ved, at alt dette snart kan være væk igen.
HUNDREDE ÅR er gået, siden det armenske folkedrab kostede op mod halvanden million armeniere livet, men traumet lever videre. Uhyrlighederne er blevet symbolet på armeniernes drøm om et sikkert hjemland.
»Folkedrabet spredte min familie over hele verden som flygtninge. Vi måtte være loyale over for vores nye lande, vi måtte elske dem, men Armenien var altid i baghovedet. En stemme hviskede: hjemlandet, hjemlandet, hjemlandet,« fortæller Avo Krikorian, en armenier, der blev født i Jordan, mig en dag.
Landskaber binder fortidens smerte sammen med nutidens. Hjemlandet er altid i syne, men aldrig inden for rækkevidde, ligesom Ararats bjerg, den sovende vulkan, som ses i horisonten fra hovedstaden. Det er armeniernes hellige bjerg, slutdestinationen for Noas ark, men de kan ikke besøge det, for i dag ligger bjerget i Tyrkiet, og grænsen er lukket.
Det ligger lige for at sammenligne armeniernes skæbne med jødernes, men også kurderne slægter de på. Ligesom dem er armenierne folk af bjergene, fortrolige med forrevne landskabers hemmeligheder, opildnet til guerillakrig mod overlegne fjender af smerte, martyrdom og heltekvad. Kampen for hjemlandet som nationens brændsel.
Men ganske som kurderne, der i Syrien er blevet tvunget til at indgå studehandler med tyrannen Bashar al-Assad for at sikre nationens overlevelse, har fjender drevet armenierne i favnen på en anden morder: Vladimir Vladimirovitj Putin er deres beskytter, deres garant for fred. Og lige nu, ud på eftermiddagen en dag slutningen af november, hvor jeg sidder fast i Jerevans sindssyge trafik, løber rygtet mellem hovedstadens lyserøde højhuse: Putin er i byen. Rygtet er sandt. Han er netop landet. Han er kommet for at deltage i et møde med Armeniens premierminister, Nikol Pashinyan, og de øvrige medlemmer af Den Kollektive Sikkerhedspagt (CSTO) – en pendant til NATO bestående af seks postsovjetiske stater med Rusland ved bordenden.
Højest på dagsordenen står stridighederne med Aserbajdsjan. Fra taxivinduet ser jeg en hujende menneskemængde, russervenlige demonstranter i hundredvis, mange af dem unge, der vifter leende med flag iført ens, hvide sweatshirts. De hilser Putin velkommen.
Kort derfra stimler antirussiske demonstranter sammen. De agter at gå gennem hovedstaden i protest, men jeg strækker hals og får øje på hundreder af militærfolk og betjente, der indtager kampformation i tre lige rækker. Demonstranterne får ikke lov at gå nogen vegne, dem kan man ikke have rendende frit, når Putin er i byen. Som mafiaen tager Rusland beskyttelsespenge, og her betaler armenierne med deres forsamlingsfrihed.
Efter mødet mellem medlemmerne af CSTO går den efterfølgende fotoseance af statsoverhovederne viralt. Armeniens premierminister, Nikol Pashinyan, som iagttagere anser som relativt provestlig, trækker sig fysisk væk fra Putin; han ikke vil fotograferes ved den russiske præsidents side. Pashinyan raser over, at Putin ikke evner at afskrække Aserbajdsjan fra aggressioner. Det er tydeligt, at Putin prioriterer krigsførelsen i Ukraine. Armenierne må nærme sig andre allierede for at stå stærkere over for Aserbajdsjan. USA tager armeniernes parti, men hvor meget er Vesten villig til at engagere sig i endnu en krig på kanten af Europa?
Imens bliver fjenden stærkere, han udbygger sin hær, gør storindkøb af tyrkiske angrebsdroner og våger over armenierne fra bjergkamme i grænselandet. Der findes et sted i det østlige Armenien, hvor han er så tæt, at armenierne kan se ham.
BOMBERNE FALDT og farvede bjergene sorte. Neden for de afsvedne skråninger breder grænselandsbyerne Sotk og Kut sig over et plateau i 2.000 meters højde. Vi er tre timers kørsel stik øst for hovedstaden. Kut ligger nær ved grænsen. Vi nærmer os i bil. Armenske soldater traver forbi i gruset. Vi drejer skarpt til højre, himlen er lilla, alt træder klart frem, også de aserbajdsjanske troppers stillinger på toppen af bjerget bag landsbyen, som vi nu har kurs direkte imod.
Forladte huse dukker op. Jeg kan ikke se, om de er ramt. Det er svært at danne sig overblik: Nogle bygninger blev beskadiget under de seneste bombardementer i september, andre under tidligere angreb.
Folk er flygtet fra deres hjem, og nogle er ikke vendt tilbage. Jeg spørger chaufføren, om det er sikkert at fortsætte.
»Ja, ja.« Men han løfter armen og vipper med håndfladen.
»Folk kan ikke passe deres marker her, for aserbajdsjanerne kan skyde dem når som helst,« siger Raffi Doudaklian, en nødhjælpschef, som kører med i bilen. Vi parkerer bag byens rådhus, så vi er ude af aserbajdsjanernes synsfelt. Udenfor er der stille. Tynd luft, ingen mennesker at se. En lokal vifter mig nærmere for at vise mig rådhuset, som er blevet ramt af artilleri, men da jeg vender mig, ser jeg skolen 100 meter bag os. Børn løber frit. Leger de i skudlinjen?
Omkring en kilometer længere væk ligger Sotk. Flere bjerge omkring landsbyen er under aserbajdsjansk kontrol. Her er skaderne gjort op: Bombardementerne, der begyndte omkring midnat den 13. september, ramte 147 huse. At ingen omkom, er et mirakel. Lyden af eksplosioner, der nærmede sig, advarede folk. Derefter fortsatte bombardementerne 36 timer i træk. Ødelæggelserne er overvældende. Jeg går gennem huse, hvor alt er knust glas, murbrokker og smeltet metal.
De fleste huse kan bygges op igen, renoveringsarbejdet skrider allerede frem, og mange familier vender tilbage. Men situationen er stadig anspændt. To lokale fortæller, at de jævnligt hører skudsalver. Det er umuligt at vide, hvem der skyder på hvem.
Også her står endnu smadrede bygninger fra tidligere sammenstød – ødelæggelserne stammer fra årene omkring Sovjetunionens opløsning, da den første krig mellem Armenien og Aserbajdsjan brød ud. Den var årsag til, at Maliné Halutunyan, en ældre kvinde, flygtede og slog sig ned her i landsbyen. Nu bor hun i et hus med sine børn og børnebørn. Familien lå og sov, da bombardementerne begyndte. Da hendes mand lukkede døren bag sig, lød en eksplosion, og taget faldt sammen.
De flygtede gennem natten med slukkede billygter for ikke at blive set. Dyrene klarede den ikke.
»Vi havde to køer. Den ene fik blæst hovedet af,« siger hun. Solen glimter i en guldtand. »Det tog et stykke tid for den anden at dø.«
Hver uge hører hun skud fra bjergene.
»Vi har aldrig følt os så truet som nu,« siger hun. Mens huset gøres klar til, at resten af familien flytter ind igen, bor Maliné Halutunyan og hendes mand i viktualierummet i en bygning ved siden af.
Jeg går derind. Vand drypper ved ildstedet. I hjørnet flimrer et lille fjernsyn. Lige nu vises en dokumentar om krigen i 90erne – den krig, der drev familien hertil. Soldater med walkie-talkier og store pelsjakker beser en slagmark, tv-værten trøster en kvinde ved et køkkenbord; det må være nogens enke. Billederne kunne være fra i år.
