Det her kommer til at lyde som nostalgi og gammelmandspessimisme, men jeg er ved at blive overbevist om, at den særlige version af internettet, vi lever med lige nu – doomscroller-internettet; tjek-din-telefon-hvert-30.-sekund-internettet; techgiganternes-sociale-medier-internettet – dét internet keder os og ødelægger noget ved vores verden.
Gå ind på en café – alle glor ned i en telefon. Folk går ned ad gaden, men stirrer i deres skærm. Tag med toget: telefoner. Kærestepar på en restaurant, børn i ladcykler, hver eneste person i en sofa – telefoner. Forleden delte nogen et foto af det øjeblik, hvor basketballstjernen LeBron James hænger i luften og sender det skud afsted, som gør ham til den mest scorende spiller nogensinde i NBA, et historisk øjeblik for basketfans. Men zoomer man ind på publikum bag ham, kan man se, at tæt på hver eneste tilskuer står og filmer øjeblikket med en telefon.
De ser på deres skærm, som viser James, og jeg så billedet af det på min telefon, mens jeg sad i toget. Den konkrete virkelighed med sine lyde og dufte og fornemmelser er blevet markant mindre fremtrædende i vores bevidsthed. Alle steder føles som alle andre steder.
SKULLE JEG lytte til ny musik, da jeg var 15 år, måtte jeg foretage en lang række af handlinger, som involverede fysiske steder og andre mennesker: gå ned ad gaden og tage bussen, ned til banken, hæve kontanter, op i den lille pladeforretning, som duftede af støv og træ, bladre igennem stakkene med cd'er, mens et eller anden nummer kørte på anlægget, og man mødte nogle fra parallelklassen.
Et af mine tydeligste minder er at rulle ned ad bakke ved min mors hus på mine hvide Roces stuntrulleskøjter med min discman i hånden og hører guitarintroen til »Goodbye Blue Sky« med Pink Floyd for første gang. Det var sommer, jeg havde en tynd kortærmet skjorte på, vinden var blød, og det hele lever stadig i mig, fordi det var en fysisk oplevelse. Og hvad ville man gøre i dag? Åbne Spotify, sætte en spilleliste på, som kunne køre i baggrunden, mens man scroller gennem whatever på sin telefon. Jeg hører knap nok musik mere, det er der bare.
Telefonerne gør alt tilgængeligt, men får alt til at føles ens. Jeg læser avis på min telefon, spiller Pokémon GO med min dreng, jeg skriver til min kone, ser porno, tjekker vejrudsigten og klokken, hører et gammelt nummer med Sinéad O'Connor, noterer noget ned, alt med de samme latterlige fingerbevægelser. Skulle man lave tv-serien Friends i dag, ville det meste af handlingen være en meget lang gruppechat. Film noir ville bare være en mand i en trenchcoat, der sidder på et kontor og googler og sender mails.
JEG KENDER GODT alle indvendingerne: Onlinefællesskaber er også fællesskaber, man kan få nye venner ved at chatte, ensomhed er ikke det samme som at være alene, vi kan udveksle ideer på tværs af hele kloden, flere kan komme til orde … Det er alt sammen rigtigt, og jeg har selv gentaget de argumenter i årevis, for jeg læste medievidenskab på Aarhus Universitet i slutningen af 00erne. Vi lærte at le hånligt ad enhver form for »mediepanik«, for alle medier er til alle tider blevet beskyldt for at forgifte verden: Bogen ville ødelægge folks hukommelse, mente Sokrates. Grand Theft Auto ville gøre børn voldelige.
Alligevel virker det åbenlyst, at den særlige version af internettet, vi nu lever med, har en række særlige problemer: Det gør os ikke glade at scrolle gennem Instagram. Man skulle egentlig bare finde et billede, Villads lagde op forleden, og pludselig har man mistet en halv time af sit liv til videoklip af burgeropskrifter og Ronaldinho, der dribler. Snapchat og Messenger er en dårlig erstatning for at hænge ud, men det er nemmere at skrive en besked og få fornemmelsen af at være sammen end rent faktisk at mødes nede i parken om lidt. Det skaber netværkeffekter: Jo flere mennesker, som hellere vil chatte og scrolle end mødes i parken, des færre mennesker er der at mødes med i parken.
For et par måneder siden udkom en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd: Andelen af 11-årige drenge, der er fysisk sammen med venner flere gange om ugen, er faldet »fra 72 procent i 2009 til 40 procent i 2021«. Man ser samme tendens over hele OECD. Det er helt utænkeligt for mig, at den »trivselskrise«, vi taler så meget om, depressionerne og angsten, ikke også har noget at gøre med, at vi lever i vores telefoner. Mere og mere forskning peger da også i den retning.
Skulle man ses med en ven, da jeg voksede op, aftalte man et tidspunkt og et sted: bag hallen klokken 16 i morgen. Og næste dag gik man så ned ad stien og stillede sig bag hallen og ventede, mens man så ud i luften. Det virker i dag som en radikal handling. Vi havde discmen og Game Boys og Nokia-telefoner med sms'er på 160 tegn, men ingen stod ved et busstoppested eller et gadehjørne og gloede ned i en telefon. Ingen.
Der var en umiddelbarhed ved oplevelsen af verden, som nu er forsvundet. I dag har vi svejset en metabevidsthed fast oven på vores egen bevidsthed. Selv når vi ikke er på telefonen, tænker vi på telefonen: Man kunne snappe den her doughnut, man burde filme LeBron James, man kunne skrive det her på Twitter. Vi er mindre sammen, men vi er heller aldrig rigtig alene.
Jeg siger ikke, at verden var bedre i 90erne, jeg siger bare, at doomscrolle-på-telefonen-internettet ikke er den bedste version af internettet, man kunne forestille sig. Det er ikke opstået af sig selv, det er designet og styret af en håndfuld techvirksomheder og finansieret af globale kapitalfonde, som på grund af de lave renter har kunnet kaste milliarder efter underlige techstartups, som knap tjener penge. Men intet varer evigt, og er det ikke, som om et skifte er på vej? Instagram og YouTube og Facebook virker mere og mere kedeligt. De samme videoer i et endeløst feed. De samme latterlige annoncer for dét, jeg allerede har købt. Sådan er for meget af internettet blevet: gentagende, hjernedødt, isolerende. Det kan ikke blive ved.
Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.
