Der er en lille mislyd i Rane Willerslevs ellers så begejstrede talestrøm.
Mens Nationalmuseets direktør fortæller om det museum, som han vil rejse til gavn for den kollektive historiske bevidsthed, bliver det langsomt tydeligt, at han også lyder lidt … ja, bange.
Hvorfor? Kan nogen dog ønske sig andet, end at de mennesker, der forvalter og udstiller nationens fælles arveguld, får så tidssvarende rammer og så rigelige bunker penge, som staten kan opdrive, til at føre deres planer ud i livet?
Svaret er muligvis ja, men det vender vi tilbage til. I første omgang skal politikere såvel som en eller flere af de fonde, som Willerslev i årevis har holdt møder med, tages i ed. De skal nikke ja til, at den visionsplan for Nationalmuseet i 2030, som Rane Willerslev sidste sommer foldede ud i et interview med denne avis, kan få konkret form, nemlig et nyformuleret Nationalmuseum med udstillinger om, hvem danskerne er, og hvordan vi blev sådan.
Nu strammer det til, ifølge museumsdirektøren. Hvis planerne klapper, udskrives i begyndelsen af 2024 en arkitektkonkurrence om det, der ifølge Rane Willerslev bliver det største kulturbyggeri i hovedstaden siden Operaen. Pris for ombygningen: en til to milliarder.
Ifølge planen skal Nationalmuseet blive i Prinsens Palæ, bygningskomplekset, som breder sig over det i dag noget gennemgangsprægede byområde mellem Rådhuspladsen, Glyptoteket og Christiansborg Slot. Den ældste del af museet er Nicolai Eigtveds 1700-talspalæ, som i 1930erne blev udvidet, også ganske smukt, og senest bygget om i slut-80erne. Omkring seks minutter tager det at gå rundt om museet, som i hele sin periferi er lukket mod omverdenen og kun lader sig forcere ét sted, ved hovedindgangen, til en pris på 120 kroner. »0 procent af facaderne kommunikerer moderne kulturinstitution,« som det formuleres i en analyse af museets omgivelser fra Gehl Architects.
»Det ligner jo næsten mere et fængsel end et museum,« siger Rane Willerslev. »Det er i hvert fald ikke et sted, der tydeligt siger, prøv lige at komme indenfor, vi har rigtig meget af interesse for dig.«
DERFOR SKAL DET NYE Nationalmuseum slå sine porte op, så forbipasserende fra alle fire sider får lov at vandre – gratis – ind på store dele af museets område, inklusive underetagen, hvorved området pludselig får en parklignende karakter, hvor det i dag er et murstensmassiv. Man vil kunne hænge ud på Nationalmuseet. Turisterne, også de hjemlige, vil begynde at vandre mere ud i byen, hvis man tilbyder dem denne oase, i stedet for at klumpe sig sammen, hvor de færdes i dag, hvis museets analyser ellers holder stik.
Så vidt det ydre.
På skitserne af det indre museum – som Willerslev og hans folk i et frygtsomt toneleje indskærper er såkaldte volumestudier, der ikke må forveksles med færdige tegninger – er der anbragt en kasseformet bygning midt i Prinsens Palæ. Museet forestiller sig to mulige varianter, en høj kasse og en lav – enten et vartegn eller en næsten skjult ombygning, afhængig, om man vil, af bevillingsgivernes nosser. På toppen af den nye bygning er der skitseret en taghave. I dette »scenetårn« skal fremtidens museums store udstillinger sættes op, hvis man altså får lov.
Som Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Københavns Universitet, bemærker: »Byggeriet i højden er et alvorligt indgreb i det gamle København. Hvis ikke et nationalmuseum skal respektere et kulturhistorisk miljø, hvem skal så?«
At det er kontroversielt at bygge om i Prinsens Palæ, erkender Rane Willerslev uden tøven, da Weekendavisen spørger, hvad der kan gå galt for projektet. Alle store byggerier i det indre København er risikobetonede, notorisk dyrere end forventet, og bygger man om i så historiske huse, skal fredningsmyndigheder, fonde, kommune og stat alle tages i ed. Et rygte lyder, at Dronningen Herself skal have udtrykt mishag ved planerne, men Rane Willerslev siger, at majestæten har forståelse for, at museet må udvikle sig, »selvom jeg tror, hun er ret glad for det eksisterende« (Hoffet har ikke svaret på Weekendavisens mail om en kommentar).
Men museumsdirektøren maser altså på.
»Det skal være verdens mest fleksible museumsbygning,« siger Rane Willerslev, der har skelet over havnen mod Operaens scenemekanik, »hver gang du kommer ind i en udstilling, føler du egentlig, at du er kommet ind i et nyt museum, fordi alle vægge kan flyttes, og alle lofter kan sænkes.«
»Vi har 40.000 kvadratmeter i dag, og vi tænker ikke, vi har brug for flere,« siger Ulrik Abild, projektchef ved museet, skjorte knappet til halsen, tillidsvækkende brille. Han har også spillet en vigtig rolle i byggeriet af det nye Frihedsmuseum. »Men vi har brug for nogle andre kvadratmeter.«
Willerslev tilføjer, at Nationalmuseet i dag er »ekstremt uegnet som moderne museum, fordi der er en masse lange, smalle gange med små rum, og så er det lavloftet«. Disse gange mangler den klimastyring, der kunne beskytte de udstillede genstande, som derfor er puttet i montrer, så de ikke forvitrer. Willerslev ville gerne have flere af genstandene ud at stråle i deres nøgne pragt.
I gennemsnit bruger folk halvanden time på museet, heraf en times tid på at betragte stendolke, kombinerede skyde- og fægtevåben, guldhorn, folkedragter, »ovnkaklernes motivverden«, historiske kaffekander og alle de andre skatte, som staten har valgt at stille frem uden andet end et absolut minimum af informative tekster til betagelse og oplysning i det, der for den museumsfagligt ukyndige ligner et kalejdoskopisk omend fascinerende virvar.
I fremtiden skal museets kerne være en danmarkshistorisk »rygrad« i form af en udstilling om riget fra stenalder til nutid, som kan skridtes af på en time, men hvor den, der vil have mere, kan tage afstikkere, der varer hele dagen.
I SKITSEN TIL denne rygrad, et årtusinder langt kig på nationen, er den historiske tidslinje forsynet med overskrifter som »massiv klimaforandring cirka 11.000 år siden«, »kopper«, »pest« og »kolera«.
Sygdom og klima, altså. Hvordan har man mon fundet på at anlægge netop disse perspektiver på udviklingshistorien?
På samme måde forekommer museets fire skitserede bud på »store fortællinger« i det nye museum at være yderst samtidsvendte: »Vikinger, som en del af vores historie«, »Det moderne Danmark«, »Klima oplevet gennem Arktis« og »Koloni- og ekspeditionshistorien som en ny samtale«. Sidstnævnte er også interessant, fordi de i de senere år meget omdiskuterede planer om et dedikeret kolonimuseum synes at være strandet, men Nationalmuseet er altså klar til at samle opgaven op.
Det er fristende at sammenligne ideen om et museum, der udstikker en rute for de besøgende, med IKEA, som år efter år tiltrækker familier på jagt efter en »struktureret aktivitet«. IKEA-turisterne sluses gennem et scenografisk oplevelsesforløb ad én rute, som varer en vis tid og omfatter alt fra puder til dørslag og billedrammer, før de rammer cafeteriet og får lov at købe köttbullar og puste ud.
En anden sammenligning, som måske ville tiltale Nationalmuseet mere, kan drages til Moesgaard Museum ved Aarhus. Her har man med succes opsat meget store tværfaglige og velanmeldte udstillinger om emner som vikingernes rejser mod øst eller mongolernes kultur og ekspansionsperiode. Da Moesgaard tillige er flot med sin skrånende, græsklædte tagryg og udsigt over et dejligt landskab, er det østjyske museum også et forbillede for den rekreative destination i egen ret, som Nationalmuseet håber at blive.
Spørger man David Holt Olsen, nyudnævnt direktør for Danmarks Industrimuseum, ser Nationalmuseets vision for 2030 fornuftig ud. Han har ikke set skitserne til de nye bygninger, men siger, at de lange gange i det nuværende Nationalmuseum er »dræbende for enhver museumsoplevelse«. Moesgaard er, også ifølge David Holt Olsen, en oplagt inspirationsmulighed for Nationalmuseet. »Moesgaard har været supergode til at lave en scenografi omkring genstandene, som tilfører museumsoplevelsen noget følelsesmæssigt,« siger han. Også Ulla Tofte, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, mener, at Nationalmuseet skal »gå Moesgaard-vejen«, som hun skriver i en mail, idet hun dog tilføjer, at hun ellers ikke har lyst til at kloge sig for meget på, hvad kollegerne på Nationalmuseet bør gøre.
Det vil konsulenterne heldigvis gerne. Den førnævnte turismeundersøgelse konkluderer ikke bare, at Nationalmuseet vil kunne fordoble sit besøgstal til omkring 800.000 årlige gæster (Natural History Museum og British Museum i London har henholdsvis fem og seks millioner besøgende om året, så flere er det heller ikke); rapportens forfatter, den tidligere Wonderful Copenhagen-direktør Lars Bernhard Jørgensen, argumenterer også for, at det er logisk at opdatere Nationalmuseet, hvis hovedstaden vil klare sig i en tilspidsende konkurrence med andre store byer om at tiltrække turister med kulturelle trækplastre. I Oslo, påpeges det, har man i de senere år brugt summer på kulturen – på et nyt Munch-museum og et nybygget Nationalmuseum, såmænd – der får Rane Willerslevs ønske om en milliard kroner eller to til at ligne flagellantisk selvfornægtelse.
AT MAN FAKTISK kan hente flere besøgende ved at være udadvendt, har museet selv bevist for eksempel med udstillingen af Jim Lyngvilds vikingefantasier, der fik høvl fra den museale intelligentsia, men skabte kø ved døren. En del af de nye besøgende var håndværkere og andre ikkeakademikere, der ikke normalt fylder op i hallerne, siger Rane Willerslev.
»Det behøver ikke at være dumt eller populistisk, men folk, der ikke har lang uddannelse og træning i at være på museum, skal ikke føle sig bange for at gå ind. Det er mange i dag. De føler, at det her er et meget fornemt sted,« siger han.
Nationalmuseet insisterer på, at ombygningen bunder i ønsket om at kunne udstille på en ny måde. Sjovt nok sagde man det samme i 80erne, da den seneste større ombygning af Nationalmuseet blev vedtaget. Det fremgår af lovforslaget fra 1985, at man ved overdækning af tre gårde i museet – herunder den del, der i dag hedder Egmonthallen, hvor der for tiden er en udstilling om vikingetogter – ville tilvejebringe »muligheder for en aktiv museumsdrift efter moderne principper«, herunder »de store internationale udstillinger, der hidtil er gået København forbi på grund af manglende lokaler af tilstrækkelig størrelse, kvalitet og sikkerhed«.
Måske er det også denne form for historisk deja-vu, der kan animere konservativt sindede til en kritik af Rane Willerslevs planer. Har museet ikke i årevis skåret ned og fyret kernemedarbejdere? Har man ikke, som beskrevet i denne avis, besluttet at slagte det traditionsrige Die Funde-projekt, hvor arkæologiske kunstnere i årtier har tegnet oldtidsfund i hånden, kun få år før, det ville have været tilendebragt? Hvorfor bygge om i jagten på fremtidige billetindtægter, når man dårligt har penge til at drive det bestående? Og hvad er der i øvrigt galt med et museum, der stiller krav til sine besøgende, hvad enten de er pædagogmedhjælpere eller professorer, om visse forhåndskendskaber, og som tror nok på sine genstande til at lade dem »tale« i en montre uden nogen ydre kulisse eller narrativ krymmel?
»Jeg har lidt svært ved at forstå, at man ikke skulle kunne udstille museets samlinger i de nuværende bygninger,« siger Nikolaj Bøgh, politiker, forfatter, debattør og et rimeligt bud på en konservativ kulturminister, hvis partiet ellers fik chancen. Han har sympati for tanken om, at man vil udvikle Nationalmuseet, og han er glad for, at man vil udnytte den nuværende placering midt i hovedstaden, men ytrer altså også kritik:
»Rane Willerslev har en tendens til at tale museet ned,« fortsætter Bøgh, »at museet skulle være så kedeligt, for eksempel, at man skulle have en kedsomhedsknap. Jeg kender ikke til andre museumsdirektører, der kommunikerer sådan, og jeg tror ikke, at det tiltrækker besøgende.«
»Nationalmuseet burde stå mere ved den samling og kvalitet, man allerede repræsenterer, i stedet for at satse hele butikken på et ombygningsprojekt,« siger Bøgh, som mener at kunne spore en vis mangel på faglig tyngde i museets udstillinger fra ledelsens side i de senere år.« Han nævner Din ting – vores historie, som viste forskellige »lidt tilfældige« genstande fra den nyere danmarkshistorie udvalgt af publikum, og udstillingen Sov sødt – håber du overlever natten, der med afsæt i 1800-tallets bondegårde skulle lære børn ikke at være mørkerædde.
En lignende kritik lyder fra Jes Fabricius Møller, historikeren:
»Nationalmuseet søger en ny stor fortælling, en danmarkshistorisk rygrad, kalder de det. Det virker, som om de vil løse en indholdskrise ved at bygge en ny skal,« siger han. »For 30 år siden foretog Nationalmuseet en omfattende tilbygning ved at fylde et stort gårdrum ud. Hvad forventer de at få ud af at gøre det samme en gang til?« siger Jes Fabricius Møller og fortsætter:
»Der er en overordnet tendens til, at museumsbygningen selv bliver den vigtigste genstand i samlingen. Det begyndte med kunstmuseerne, Arken, Aros, Bornholms Kunstmuseum, Munchmuseet i Oslo og så videre, og den er nu nået til de kulturhistoriske museer. Moesgaard er nok forbilledet. Samtidig er der en tendens til, at opmærksomheden ikke længere er på genstandene, samlingerne, men fortællingen og scenografien. Det er helt tydeligt i det nye Frihedsmuseum.«
»De steder, Fabricius Møller nævner, er netop bragende succeser,« svarer Rane Willerslev, »takket være deres fysiske rammer.«
Willerslev fortsætter: »Den eneste måde, vi kan opretholde vores forskerstillinger og forskningsaktiviteter på, er ved at få flere billetindtægter, for vores bevillinger bliver mindre. I 1980erne var der dobbelt så mange ansatte på Nationalmuseet som i dag, og det er ikke sådan, at opgaverne er blevet færre. Men hvis vi vil have billetindtægter, må vi lave museet om, sådan at vi får flere mennesker ind. Derfor er forandringerne en forudsætning for alt det andet, vi vil.«
VED AT SATSE så stærkt på fortællingen i sin fremtidige danmarkshistoriske udstilling inviterer Nationalmuseet samtidig pr. automatik til en intensiveret udgave af den identitetsmæssige debat, som har ledsaget selv de mindste justeringer af den nationale kulturarv – tag for eksempel beslutningen om at nedtone brugen af forældede udtryk som »eskimo« og den antikolonialistiske tendens i beskrivelserne af danske artefakter fra de tidligere caribiske besiddelser.
»Da Den Gamle By åbnede i Aarhus i begyndelsen af forrige århundrede, skrev daværende direktør for Nationalmuseet Sophus Müller nedladende, at det var 'en imitation'. Men i dag vil folk have en sanselig oplevelse, og det er sund fornuft, at Nationalmuseet gerne vil tilbyde det,« siger David Holt Olsen fra Industrimuseet. »Så er spørgsmålet bare, hvilken fortælling om danskerne de vil vise. Er vi et samlet folk eller noget mere fragmenteret?«
»Der har været en stærk, ikke mindst britisk influeret kritisk tendens i museumsverdenen, hvor man har søgt at dekonstruere de fortællinger, der var om museernes genstande med antikolonialistisk og antiracistisk tankegods,« siger han. »Som museumsfolk har vores største ønske været at dekonstruere, at vise, for eksempel, at Egtvedpigen ikke var dansk.«
»Jeg synes, at et offensivt Nationalmuseum skal vove at give en fortælling, hvor der trods nutidens heterogenitet er fokus på fællesmængden mellem befolkningsgrupper. Museerne skal være kritiske, men også turde at være opbyggelige,« siger museumsdirektøren fra Horsens.
I første omgang skal Rane Willerslev og hans folk dekonstruere angsten for forandring, hvis de vil eje fortællingen om Danmarks historie i hovedstaden. Det er i sig selv en skrækindjagende opgave.
