Mens Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen søger at række deres respektive næver hen over den politiske midtes smalle, men jo svimlende dybe afgrund, kan en tilsvarende bevægelsesretning noteres på dansk politiks yderfløje.
Både hos Nye Borgerlige og i Enhedslisten forsøger man efter valget at smyge revolutionsromantikken af sig i en smuk dobbeltbevægelse, der bekræfter dansk politik som en fænomenal integrationsmekanisme.
Nye Borgerlige først. Man holdt årsmøde i Kastrup afvigte lørdag efter en valgsejr af den slags, som føles som et nederlag. To mandater vundet, men ét straks tabt igen i kølvandet på sagen om Mette Thiesen. Meningsmålingernes løfte om en tocifret mandatbeholdning er kun bittersøde minder om tiden før Støjberg.
Fra Kastrup appellerede formand Pernille Vermund til, at De Radikale kommer til fornuft. Martin Lidegaard må melde sit parti ind i blå blok, mente Vermund, som på det økonomiske felt har noteret meget liberale radikale synspunkter, som flugter med hendes egne.
Pernille Vermund har da også allerede haft indledende drøftelser med Martin Lidegaard herom, ligesom hun på valgnatten appellerede til Sofie Carsten Nielsen, som jo imidlertid i mellemtiden er stoppet som politisk leder for De Radikale. Vermund understregede på årsmødet, at invitationen er ledsaget af krav om, at De Radikale tager ansvar og sluger kameler på det udlændingepolitiske område.
Martin Lidegaards handlefrihed på dette område er næppe den største, men det bemærkelsesværdige i invitationen handler jo heller ikke om ham, men om Vermunds eget parti: Nye Borgerliges glidende bevægelse ind i den pragmatiske verdens stille vande.
Nye Borgerlige udarbejdede i de helt unge år sindrige manualer for, hvordan man kunne tvinge daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen til at acceptere oprørspartiets ideer om en mere håndfast udlændingepolitik. Nu høres i stedet længselssukke efter, at Radikale dog kommer til fornuft, så en mere liberal økonomisk politik kan nyde fremme. Mentalt er man skiftet fra truslen om destruktion til blokloyal, opbyggelig appel.
Motivet er let nok at få øje på. I årene fra 2019 til valget for et par uger siden satsede Nye Borgerlige på at blive ligeberettiget partner i den klub af blå partier, som under Pape Poulsens og Ellemanns forenede lederskab søgte at fravriste Mette Frederiksen Statsministeriet. Den plan fik ikke tilstrækkeligt med vand under kølen i det lumske vælgerhav, så nu må man søge mandatforstærkning hos Lidegaard såvel som hos Løkke.
Ud over rampen
For den ydre venstrefløj var valgresultatet en egentlig skuffelse. Enhedslisten gik fra 6,9 til 5,2 procent og mistede fire mandater, og den slags staves jo hyppigt »selvransagelse«. Søndag appellerede Enhedslistens afgående folketingsmedlem Pernille Skipper da også i Politiken til, at hendes parti fortsætter de seneste 15 års »moderniseringsprojekt«.
Mindre bogstavtro og diskussionslysten hovedbestyrelse, mere handlekraftig folketingsgruppe, foreslog den tidligere politiske ordfører. Det lyder fælt kedeligt, men har naturligvis dybere politiske implikationer. Skipper ser hovedbestyrelsen som et, ja, anker, som holder hendes parti fast i en 70er-dagsorden:
»Partiets organisation er groft sagt stadig indrettet til et venstrefløjsparti i 70erne, hvor interne diskussioner og uendelige 'demokratiske' processer er vigtigere end at komme ud over rampen.«
Konkret peger Pernille Skipper på Enhedslistens problemer i februar i år, da Rusland invaderede Ukraine. Den invasion »betød, at vi pludselig blev tvunget til at tage nogle diskussioner om NATO og våbenstøtte, der burde have været taget langt tidligere«.
Pernille Skippers debatindlæg har naturligvis delt vandene i Enhedslisten. Per Clausen, tidligere folketingsmand, i dag rådmand i Aalborg, er skuffet over Skippers offentligt fremsatte »fordomme om Enhedslisten«.
I modsætning til hende har Clausen oplevet 1970erne, og han afviser hendes »meget bastante konklusioner set i lyset af, at vi jo har igangsat en proces, hvor vi i fællesskab prøver på at nå frem til nogle fælles konklusioner på, hvad vi skal gøre, og som vil føre til nogle forandringer både på det organisatoriske og politiske plan«, som han siger til Jyllands-Posten.
Partiet som sådan mener ikke noget, men debatterer nu heftigt internt. »Pernille Skipper, du har sejlet skuden på grund og bander nu ad crewet,« siger eksempelvis et hovedbestyrelsesmedlem, regionsrådsmedlem Janne Toft-Lind. Gruppeformand Peder Hvelplund har i Politiken formuleret sit partis egen midterlinje:
»Alle gode indspark er velkomne i den debat. Det er en styrke for vores parti.«
