Nøglen drejes om med et lille klik, døren åbnes – et voila! Fra en almindelig korridor med museumskontorer og bøger fra gulv til loft er vi nu kommet midt ind i Nationalmuseets udstilling af etnografika fra Arktis. Der er sælskind, kajakker, trommer, dragter og harpunspidser, så langt øjet rækker. Alt i cremet hvidt og lysegråt. Sneens farver.

»Kom herhen, så skal jeg vise dig de små brune ting,« kalder forskningsprofessor Bjarne Grønnow og peger ind i en montre.

Den er proppet med genstande. Grønnow udpeger noget, der mest af alt ligner en slags uroer – ringe, hvorfra der hænger alverdens skind og knogler.

»Når folk kommer hertil i udstillingen, har museums-fatiguen typisk sat ind,« siger Bjarne Grønnow. »Men det er intet mindre end en verdenssensation.«

Det var Knud Rasmussen, den berømte grønlandsfarer og polarforsker, der indsamlede genstandene blandt canadiske inuitter i 1921, fortæller Grønnow. Det er bælter med amuletter, som inuitkvinder havde om livet i håb om at få stærke, modige og snedige børn. Et af dem er ved nærmere eftersyn fuldt af enorme isbjørnetænder, der skal bringe mod og styrke. I et andet bælte hænger ravnehoveder og hermeliner og dingler. Lynhurtige dyr, som ser alt. I et tredje hænger sne-uglers skarpe kløer, og i et fjerde hænger forfædres knogler og redskaber og kalder på livsvisdom.

Det mærkelige er, at der står slet ingenting i montren om alt det, arkæolog Bjarne Grønnow står og fortæller. Det er bare bunket sammen. På en lille gammeldags skærm på bagvæggen kan man med lidt held finde oplysninger.

{embedded type="node/bondquotes" id="29398"}

»Det er jo ikke vores generation, der har lavet de udstillinger, du ser her på museet. Det har været et stort handicap for os, at publikum – og somme tider vores egen topledelse – forveksler de udstillinger, man ser, og som er 20-30 år gamle, med hvad vi laver nu. De permanente udstillinger afspejler slet ikke vores nuværende viden og fortælletrang,« siger Bjarne Grønnow.

Han kom selv for skade at udtale – i øvrigt her i avisen – at man burde smide en håndgranat under de gamle udstillinger. Det var for 20 år siden, da han blev ansat. Den bemærkning fortryder han i dag, men han er træt af at blive slået i hartkorn med det støvede image:

»De forskere, som er på museet i dag, bliver ofte skrevet ind i en myte om, at vi er nørder, og det vil jeg gerne opponere imod. Vi er ikke nørder, vi er ude at virke, i mit tilfælde er jeg i Grønland, i Arktis, hvor jeg konstant er i samarbejde og i dialog med inuitter,« fortæller Grønnow, der i øvrigt lige har hevet over 26 millioner kroner hjem i en ekstern forskningsbevilling fra Carlsbergfonden til et forskningssamarbejde i Arktis mellem nationalmuseerne i København og i Nuuk.

»Vi er også i kontakt med oprindelige folk i Canada, som er gjort kulturelt hjemløse, og som besøger os her og tilfører ny viden. For dem er genstandene ikke døde, men udløser erindring, fordi det er deres bedsteforældres og tipoldeforældres materielle kultur, de ser her,« siger Grønnow og tilføjer:

»Hvis vi var nørder og ’frimærkesamlere’, sad vi ikke længere her på Nationalmuseet. Moderne museumsfolk vil gerne fortælle genstandenes historie, museet er genstandenes teater, og det er vi alle sammen indstillet på.«

Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, som kom til museet for to et halvt år siden, har givetvis også haft lyst til at smide en håndgranat. Han har ikke lagt skjul på, at han betragter store dele af museets hovedsæde, Prinsens Palæ i det indre København, som elitært og støvet.

Rane Willerslev har taget lidt af den revolutionære sprogbrug med fra sit tidligere direktørjob ved Kulturhistorisk Museum i Oslo. Han har ladet De Røde Råd, der skulle tænke på tværs på det norske museum, genopstå på Nationalmuseet for også at ruske op i traditionerne dér. Og så har han præsenteret en ny strategi for museet, som blæser til kulturkamp mod den lærde, kundskabselskende elite. Der skal frem for alt lægges afstand til snobberiet, så man ikke føler sig dum, når man er gæst på museet. Nationalmuseet skal være for folket, og der er produceret slogans som »Publikum først« og »Spræng siloerne«, der er møntet på forskermiljøer, der lukker sig om sig selv. Ligesom det bærende slogan hedder: »Historien om os alle skal skrives i nutid.«

I Weekendavisen fortalte Rane Willerslev for nylig om, at man på museet arbejder på en plan for at rive samtlige seks kilometers permanente udstillinger ned og bygge Prinsens Palæ helt om. En hurtigrute gennem Danmarkshistorien samt diverse perspektiveringer til nutiden og til andre kulturer skal være kerneelementer i de nye udstillinger. Med til planen hører også, at forskere og de, der passer samlingerne, skal flyttes væk fra deres kontorer i palæet. De skal ud til Nationalmuseets lokaler i Brede, nord for København, og flere af dem samles i nye store, tværgående forskningscentre.

Willerslev har forsikret, at han vil styrke fokus på forskning, og at der skal være tale om forskningsbaseret formidling. Men man forstår godt, hvis forskerne på museet alligevel er lidt bekymrede, for det bliver ikke den samme forskning som hidtil. Det bekræfter hans nye chef for forskning, samling og bevaring, Jesper Stub Johnsen.

»I stedet for at tage udgangspunkt i samlingerne, og hvad vi har, ser vi på publikum, og hvad der kunne interessere. Og så finder vi frem til forskning, der kan understøtte formidlingen,« forklarer Jesper Stub Johnsen og tilføjer: »Samlingerne vil ikke være krumtappen, men det er selvfølgelig heller ikke sådan, at vi ikke vil bruge samlingerne.«

En central brik i den nye forskningsstrategi er også at være med i konkurrencen om de store, eksterne forskningsmidler fra private fonde og EU-midler.

»Den frie forskning – grundforskning, hvor man forsker i sin egen ret i et emne – den har nok svære betingelser i øjeblikket. Nationalmuseet ser det som et nødvendigt vilkår, hvis vi skal overleve, at være relevante for nutiden. I stedet for at tænke det indefra og ud skal vi tænke det udefra og ind,« siger Jesper Stub Johnsen.

Det Røde Råd har nu fået til opgave at komme med bud på nye »spydspidssatsninger« for museets forskning, og til januar er forskerne indkaldt til seminar for at være med til at definere dem.

Allerede nu tegner der sig nogle konturer. Populære forskerprofiler i det nye koncept er folk, der går på tværs. Det er for eksempel professor i arkæometri Karin Frei, der kobler strontiumanalyser med arkæologisk og historisk viden og står bag de nye studier af Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden. En anden er antropolog Morten Nielsen, kendt fra DR-radioprogrammet Operation menneskejagt, hvor han og Rane Willerslev røg pot og spiste hallucinerende svampe for åben mikrofon. Morten Nielsen står bag et projekt, der undersøger byudvikling og boligformer i såvel etnografika fra Mozambique som i opbygningen af det moderne velfærdsdanmark.

Jesper Stub Johnsen lufter selv en drøm om en arktisk satsning:

»Vi har meget at byde ind med, både hvad angår det befolkningsmæssige, det klimamæssige og de større strategiske spørgsmål om Arktis’ betydning.«

Mens publikum kommer i forreste række, frygter mange af museets forskere, at det bliver dem, der må træde et skridt tilbage, og at de kobles fra formidlingen:

»Idéen om en hurtigrute gennem museet kan være udmærket, men man skal passe på, man ikke forenkler museet for at tækkes de besøgende eller det, man tror, de besøgende gerne vil have. Faktisk er der rigtig mange, der også gerne vil fordybe sig i de forskellige samlinger. Det kan vi jo selv se, fordi vi har vores daglige gang på museet og oplever, hvor de besøgende samler sig,« siger fællestillidsmand John Lund, der er seniorforsker i afdelingen for Danmarks og middelhavslandenes oldtid.

»Der er en tendens til, at man lægger mere og mere vægt på professionelle formidlere, arkitekter og designere, og i den struktur er forskerne gået hen og blevet en slags ressourcepersoner. Vi har selvfølgelig altid samarbejdet med formidlingsfolk, men hvis der er en diskussion om, hvordan det skal gøres, så er det nok formidlerne, der nu har fået det afgørende ord. Sådan er der mange, der oplever det, og det viser lidt om, at det ikke er forskerne, der driver det længere,« siger John Lund og tilføjer:

»Der er ikke noget forkert i at sætte fokus på publikum, det er for deres skyld og for skatteydernes penge, vi er her. Spørgsmålet er bare, om publikum altid ved, hvad de vil have? Det kan også være spændende at blive præsenteret for noget, man slet ikke selv havde tænkt på.«

Det er jo netop det, siger arkæolog Flemming Kaul, der er seniorforsker ved Nationalmuseet i Danmarks oldtid. Uden forskning og nye erkendelser »falder formidlingen sammen«, mener han.

»Så ville det jo bare blive den samme fortælling om stenalder, jernalder og bronzealder og de sædvanlige stenøkser på række. Man skal også kunne fortælle, hvorfor stenøkser på række er vigtige.«

Faktisk viser det sig, at det er Flemming Kaul, der idémæssigt står bag det mytiske lysshow, der går i gang, når man trykker på Kedsomhedsknappen i museets bronzealderudstilling.

»Da vi lavede den permanente udstilling om Bronzealderen for godt ti år siden – det kan jeg vist godt sige nu – foregik det i et samarbejde mellem arkitekter, arkæologer og museets ledere. Den arkitektoniske løsning var en meget ren løsning med store glasflader, og den blev også rost arkitektonisk. Jeg kæmpede dengang for at lave noget sjovt, noget med bevægelse, og da Rane kom til, fik vi så lov til at lave det.«

Trykker man på knappen, som er placeret lige bag montren med Solvognen, bliver lokalet mørkt, og straks efter sejler et grafisk lysende solskib op over himlen og fortsætter sin cykliske bevægelse ned i underverdenen og mørket igen. Det kan umiddelbart se helt egyptisk ud, men er renlivet dansk bronzealder med døde sjæle, der padler, og masser af mytologiske dyr.

»De efterlevendes liv er afhængigt af, at de døde padler ordentligt, for hvis Solen går i stå i underverdenen, er det verdens undergang. Så går tiden i stå, og alting bliver mørkt,« forklarer Kaul.

Hans nyere forskning har – sammen med udgravning af kulthuse, især i Jylland – vist, at vore forfædre havde en meget livskraftig dødekult. Forskning, som er nem at relatere til nutiden, hvor religion og kult og naturkræfter igen har fået fodfæste, mener Kaul.

Set fra Aarhus er en gammel kulturkamp endelig flyttet ind i Prinsens Palæ i København. Den har været meget længe undervejs, mener historiker og museumsleder Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By. Han er i færd med at skrive museumshistorie for Aarhus Universitetsforlag og kan fortælle, at demokratiseringen af kulturlivet tog fart allerede for over 100 år siden. I tråd med folketing og folkebiblioteker og folkepartier fik vi også de første folke- og frilandsmuseer i Skandinavien i årtierne omkring 1900.

»Som en walisisk kollega, John William Davis, engang har sagt det, begyndte man i Skandinavien at sætte almindelige menneskers historie på museum fra år 1900 og frem. Det var nyt på den tid, andre steder var det fortsat det ældste, det dyreste og det fineste, alt det fra de højeste klasser, der blev udstillet.

»Men nok så radikalt begyndte man også at vise det for almindelige mennesker,« fortæller Thomas Bloch Ravn.

Undervejs i sin research er han faldet over den radikale kulturminister Kresten Helveg Petersens kulturpolitiske redegørelse fra 1969. Her fremgår det, at der allerede for 50 år siden blev gjort nar ad de, især kulturhistoriske, museer, som bunker genstande sammen i montrer »på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ« for at se på dem. I redegørelsen opfordres der til at tænke underholdning ind i billedet og især gøre noget for den del af befolkningen, der ikke har nogen speciel interesse for museernes samlinger.

Tidsånden fra 1960erne fik ikke fodfæste i Prinsens Palæ, men havde til gengæld kronede dage ude i Nationalmuseets lokaler i Brede, hvor der hver sommer i årene 1966-88 blev lavet store, moderne særudstillinger om temaer, som samlede mere folkeligt. Besøgstallene overgik langt dem, man havde på hovedsædet i indre by.

»Siger Sophus Müller dig noget?« spørger Thomas Bloch Ravn. »Han var en indadvendt, stringent og aristokratisk videnskabsmand, der blev leder af Nationalmuseet tilbage i 1892. Lidt karikeret sagt var det for ham den enkelte museumsgenstand, gerne udstillet i serier, som var det vigtige, ikke fortællingen. Og museerne var først og fremmest til for videnskabens skyld og ikke for det brede publikum. Hans arv har været som en spændetrøje for rigtigt mange museer, især de arkæologiske museer, som Nationalmuseet i bund og grund også er.«

Sophus Müller tegnede positivismens tidsalder, hvor det var den rent målbare, faktuelle empiri, der gjaldt. I nyere tid er den på besynderlig vis blevet forstærket af postmodernismen. Især inden for antropologien har den været ødelæggende for museumskultur, vurderer en af antropologiens grand old ladies, Ida Nicolaisen:

»Postmodernismens hærgen, hvor man kun lige må nævne navn og findested, har været antropologiens problem. Man har etnografiske samlinger opdelt i hvert sit rum – Kina, Japan, Afrika – men de store fortællinger mangler helt. Der er postmodernismen striks, man må kun forholde sig til det lokale. Oveni kommer berøringsangsten for white man’s burden og bekymringen for, om vi er de rette til at repræsentere al den kulturarv, eller om vi bør aflevere det hele tilbage,« siger hun og efterlyser, at man kommer i gang med at bruge de uendeligt mange genstande til kulturhistoriens store fortællinger: »Nationalmuseet har en af verdens største etnografiske samlinger. Du aner ikke, hvor mange vidunderlige udstillinger man kunne lave.«

Oppe på anden sal i etnografisk samling gør forskningsprofessor Bjarne Grønnow status:

»En ny generation forskere vil ikke lave udstillingen om Arktis, som vi ser den nu. Den er næsten sat op som en kunstudstilling, og det er smukt, men alle historierne er væk, og de nye forskningsresultater afspejler sig slet ikke. Det gør ikke noget, hvis der fremover kommer færre genstande, når bare man folder historierne ud. Vi ønsker mennesket tilbage i udstillingerne. Så bliver genstandene levende og er ikke længere små brune genstande.«

Tine Eiby

Kroppens svar