Aaav! ... Der var skrig og skrål hver morgen, når der skulle børstes hår. Min mor ville gerne have gået på arbejde, hun var en moderne kvinde og så ikke sig selv som hjemmegående. Men i 1960erne var det endnu ret svært at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, så hun blev hjemme de første otte år af mit liv, indtil min lillesøster fik en plads i en halvdagsbørnehave.
I stedet blev energien lagt i os børn, og vi skulle se ordentlige ud. Der skulle flettes hår hver morgen, og der skulle sløjfer i. Nystrøgne sløjfer, prikkede, ternede, ensfarvede. De skulle passe til tøjet, hvoraf hun syede meget af det selv. Af samme grund var vi ens, når hun nu selv kunne bestemme. Sådan gik mange søskende klædt, da jeg var barn. Vi var børn, ikke individualister.
Læs også om 723 psykologers advarsel imod populær søvnbog: »Godnathistorier«
Desværre var der ikke noget med strutskørter og laksko, for mine forældre havde en meget funktionel tilgang og brød sig ikke om, at børn skulle udstilles som dukker – og heller ikke for meget som piger. Vi skulle se pæne ud, men det skulle være fodformet og praktisk. I det hele taget blev vi ikke opdraget til at være et køn på samme måde, som mange små børn opdrages i dag. Jeg havde en enorm bilsamling, og vi havde både dukker, lego og mere teknisk byggelegetøj. Da jeg blev ældre, gik jeg ofte i hælene på min far og fik smag for at gå til tops på ski i svært bjergterræn. Han så sig ikke meget tilbage, jeg var en følger, ikke en lille pige, han skulle passe på.
Min mor gjorde sig umage med det pædagogiske. Alle ved, hvor surt det er at have en genstridig fireårig på slæb, når man skal købe ind, så hvad gjorde hun? Jeg husker, jeg fik en håndtegnet indkøbsseddel, hvor jeg af hendes skitser kunne følge med og se, at vi skulle have spegepølse, gulerødder, kartofler, rugbrød og toiletpapir.
Der var dem, der mente, at der blev pylret vel meget om os. Vi skulle tidligt i seng, fik læst ordentlige bøger til godnat, og der var aldrig rød salami med kunstig farve eller syntetisk ost i køleskabet. Det opsøgte og grovspiste jeg til gengæld hos mine skolekammerater. Min mor lavede også en ugentlig madplan, og da jeg lærte at læse og kunne forstå, at der stod »fisk« om tirsdagen, spiste jeg altid ude den dag.
Alligevel var mine forældre tankevækkende afslappede på mange områder. Som voksen har jeg spurgt min mor, hvor tidligt jeg selv begyndte at gå hen til skolen.
»Den anden dag,« svarede hun.
Det var i 1. eller 2. klasse, at jeg og en veninde på vej hjem fra skole mødte to lidt ældre »dumme drenge« fra kvarteret, som ikke var noget rabarberkvarter. Ikke desto mindre var der hold up! lige rundt om hjørnet på Karensvej. De trak en kniv og truede med at skære næserne af os. Da vi slap væk, løb vi grædende hjem, og de næste år gik jeg en stor omvej, indtil jeg i 3. klasse fik lov til at cykle.
Jeg forestiller mig det drama, en kniv ville frembringe på en skole i dag. Med ballade på forældreintra, møder med skoleinspektøren, SSP-samarbejde og så videre. Men det gjorde man ikke dengang. Min far lovede dem heller ikke bank. Og måske var det udmærket. Jeg har sidenhen hørt, at den ene af drengene var børnehjemsbarn og havde det skidt nok i forvejen. Selv om mine forældre på nogle punkter pylrede om os, blev vi børn ikke pakket ind i samme omfang, som min egen generation er sluppet af sted med at ville beskytte vores børn. I dag ville man sige, det var krænkelse af min bevægelsesfrihed, men egentlig lærte jeg vel bare, at man altid kan finde en anden vej.
På et andet punkt var mine forældre også meget afslappede. Når familien var på sommerferie sydpå, fik vi børn vin til maden. Landvin med vand i. Også da vi bare var syv-otte år. Hellere det end sodavand, som mine forældre fandt meget usundt. Det var også på den konto, der røg en enkelt lussing. Jeg var ganske enkelt blevet pjattet af lidt for meget vand – med vin i – og grinede hysterisk mellem de nøgne mure i en meget stille sydfransk by, indtil min mor satte en effektiv stopper for det.
Men ellers er jeg ikke blevet slået. I det hele taget var det generelt en blød og humanistisk børneopdragelse, som blev praktiseret. På det punkt var mine forældre helt på linje med skolen – og det havde de nok ikke regnet med.
De havde prøvet at få mig i den lokale lilleskole, men forgæves, og jeg endte på den store kommunale skole med over tusind elever. Og glad var jeg, for det var et eldorado. Et megasamfund, hvor der både var de søde, de sjove, de dumme, de stride. Lige såvel som der var gammeldags terpelærere og moderne, frisindede lærere, som dyrkede noget så nyt dengang som gruppearbejde, snakketimer og engelsk efter naturmetoden.
Sidenhen har jeg forstået, at skolen var centrum for regulære værdikrige, som gjaldt hele samfundet i 1960erne. Både ledelsen og min purunge klasselærer styrede efter Den Blå Betænkning, som var en undervisningsvejledning, der kom i 1960 og på afgørende vis ændrede kurs for folkeskolen. Her kunne man læse, at skolen frem for alt havde til opgave at skabe »harmoniske og lykkelige mennesker«.
Det var hele efterkrigsprojektet samlet i få ord: Vi voksede op, mens røgen lagde sig efter alt det værste, der kunne ske. De overlevende havde kun ét ønske, og det var, at det aldrig måtte ske igen: aldrig mere krig, aldrig mere Holocaust, aldrig mere Black Tuesday og så videre. Midlerne var man uenige om, men humanismen stod bomstærkt. Jeg var så heldig, at mine forældre var glade for klasselæreren og bakkede op. Andre oplevede konflikt mellem deres forældre og lærere. Der var himmelvendte øjne og ballade ved forældremøderne, og konflikten flyttede ind i eleverne selv.
Til gengæld fik jeg aldrig rigtigt anledning til at gøre oprør derhjemme. Det afgørende brud på normerne i min familie skete snarere i generationen før – mellem mine forældre og deres forældre.
Som jeg husker det, var der ikke de store restriktioner for min gøren og laden, heller ikke i teenageårene. I gymnasietiden kunne jeg for eksempel købe en flaske vin hos min far, når jeg skulle til fest. Vi havde en seddel, hvor jeg kunne krydse af, og så blev det trukket i lommepengene. Min mor opgav også hurtigt at stille krav om, hvornår jeg skulle være hjemme, i stedet lå hun vågen den halve nat og ventede, har hun siden betroet mig.
Læs også om Peter Tudvad, som forlod sin gravide kæreste: »Det skal ikke være for let«
Selv havde jeg ikke troet, jeg overhovedet skulle have børn, de interesserede mig ikke, så da jeg fik mit første barn, havde jeg ikke meget erfaring. Vi læste bøger om alt, hvad vi skulle gøre. Især to tykke bøger om børneopdragelse lå altid fremme og blev konsekvent omtalt som det gamle og det nye testamente. Af samme grund var vi nogenlunde enige, for vi havde jo bøgerne at holde os til.
Dog kun så længe de var helt små, for efterhånden som den førstefødte fik brødre, var der ikke meget tid til at tænke på opdragelse. Man kan godt få den tanke, at børn måske slet ikke opdrages, når det kommer til stykket, men blot gør nogenlunde som de andre i flokken. Den legendariske amerikanske psykolog Judith Rich Harris, som i 1998 lancerede teorien om, at børn ikke præges af deres forældre, men af deres jævnaldrende venner (peer group), havde måske overset en enkelt ting: Man opdrager den første, som så står for opdragelsen af sine søskende, der vel godt kan gå for at være en slags peers.
Hvor jeg betragter mine forældre som relativt blødere i deres opdragelse end mange af mine kammeraters forældre, bilder jeg mig ind, at jeg til gengæld har været lidt strengere end gennemsnittet.
Mine drenge skulle opføre sig ordentligt, tale pænt, ikke råbe og skrige, kun slås udenfor, lave deres lektier, tage ud af bordet; nogle har ligefrem ment, at de var afrettede. Det er svært at se selv, for man gør jo bare det, man selv bedst kan lide. Men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke synes, at børn skal have fuldstændigt frie tøjler. »Rammer« er blevet et fortærsket skoleord, men jeg går ind for dem. Forældre skal lægge nogle klare spor ud – både i form af ideer og holdninger.
Og så har min mors ønske om, at hendes børn skulle se ordentlige ud, smittet af. Det er vel en vis forfængelighed, og jeg er ikke stolt af den. Det viste sig også at være meget sværere at gennemføre for mig, end det var for hende, for ikke at sige umuligt. Tre små drenge gad ikke prøve tøj i butikker. Eneste metode var at gøre det på tid: køre lynhurtigt og målrettet til nærmeste H&M, købe ind til et halvt år, suse hjem igen, og så måtte det hele ikke have taget mere end 42 minutter.
I det hele taget er der nok gået meget mere i arv, end jeg selv vil vide af. Jeg opgav ligesom min mor at stille krav om, at de i teenageårene var hjemme på bestemte tidspunkter. Det var vigtigere, at de fulgtes med andre. Til gengæld krævede jeg, at de sendte sms’er, når de var på vej, når de steg på tog eller natbus, så jeg kunne trevle ruten op, hvis noget var gået galt. En nat vågnede jeg og kunne spore en knægt, som var steget på en natbus, men ikke kommet hjem, og vækkede ham i bussen et godt stykke oppe i Nordsjælland, hvorefter vi kørte af sted i pyjamas og hentede ham hjem i tryghed.
Det kendetegner min generation af forældre, at vi generelt har været voldsomt beskyttende. Værst af alt er de forældremøder, der fortsat hærger landets 7. klasser. Her afholdes noget, som nærmer sig krigsråd, hvor der opstilles myriader af sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med de kommende pubertetsår, alkoholindtag med videre. Jeg er ikke sikker på, at det har nogen positiv effekt – snarere får det forældre til at lægge fornuften og gå i panik. Det nærmeste, vi fik ud af det, var, at de unge nu fik et vink med en vognstang om, at det var på tide at gå på druk.
Jeg spekulerer for tiden over, om de mange unge, som i disse år får angst, depression eller lignende, betaler en pris for et eller andet, vi har gjort forkert. De sociale medier og de mange valg, de skal foretage, får ofte skylden. Det spiller også ind, at konkurrencen blandt især middelklassebørn er blevet voldsomt skærpet. Der er langt flere, som er veluddannede og slås om at klare sig godt, end der var i min tid.
Men hvis jeg skal gribe i egen barm, tror jeg, at vi i vores iver efter at gøre det bedste har passet for godt på dem og pakket dem for meget ind. Det er et svært synspunkt at kolportere, for jeg er jo netop selv opdraget efter Den Blå Betænkning og ønsket om at skabe harmoniske, lykkelige mennesker. Det tror jeg stadig på, men der er noget, som mangler.
De unge har fået det indtryk, at hvis bare man gør sig umage og er dygtig, så er det meste muligt. Men selv om man tror på demokratiet og på sine chancer, er det ikke alt, som kan lade sig gøre, heller ikke hvis man gør sit bedste. Livet er en strid, som min gamle chefredaktør, Jørgen Schleimann, sagde. Det bliver det ved med at være, og det har vi glemt at ruste dem til.
Blev jeg selv rustet?
Mine forældre blandede sig relativt lidt, sådan husker jeg det, og måske har det faktisk klædt mig på til at klare mig selv i en tidlig alder. Men da jeg havde været en tur rundt om Tvindskolerne efter gymnasiet, syntes jeg godt, de kunne have blandet sig mere. De burde have sagt mig deres ærlige mening, inden jeg drog af. Det fik de at høre for sidenhen. Jeg er ikke sikker på, at det havde ændret min beslutning, men så var jeg blevet tvunget til at argumentere stærkere for den.
Af samme grund har jeg givet mig selv den opgave at sige min tydelige mening på udvalgte områder – euforiserende stoffer, motion, fedme for eksempel – til mine egne børn. Så ind imellem er jeg steget op på en mental piedestal og har sagt til dem: Nu kommer der noget vigtigt. I må gerne rulle med øjnene, men I har brug for at høre det her nu. Det er min pligt som forælder. Hvis ikke, vil I sidenhen klandre mig for det.
Jeg tror nok, de synes, jeg er lidt komisk, men det får være.
Opdragelse
Hvad gjorde vores forældre rigtigt, hvad gjorde vi selv forkert? Weekendavisens skribenter kaster lys på opdragelse dengang og nu. Dette er den første artikel i serien.
Læs også interviewet med Katrine Wiedemann i serien om skilsmisse: »Den splittede fortælling«