Jeg nærer dyb respekt for Information-journalisterne Johanne Pontoppidan Tuxen og Mikkel Vuorela. De to har tidligere skrevet bogen Naturvidenskaben genfortalt (2021) og er nu aktuelle med energihistorien Hvordan mennesket fik superkræfter. En enorm kraftudladning, men desværre også for meget af det gode.

Duoen har i deres værk om, hvordan den menneskelige civilisation har høstet og nu står på toppen af et bjerg af fossil energi, været ude i et researcharbejde af gigantiske dimensioner. Hovedkonklusionen lyder – med reference til klimaforandringerne – at for første gang i historien »skal vi nu trække energikilder fra – og ikke bare lægge til«.