Man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for ønsket risikerer jo at gå i opfyldelse, siger en talemåde. Hvordan det hænger sammen, kan De Radikale nok give deres besyv med om efter en uges valgkamp, for ikke alene ønskede Sofie Carsten Nielsen valg – og fik det. Hun ønskede også fokus på en regering hen over midten – og fik det til overmål.
Og se nu takken. Helt synkrone er meningsmålingerne ikke, men deres paukeslag intonerer en radikal sørgemarch: ned, ned, ned med kurs mod spærregrænsen og et forfærdeligt valg 1. november. I sidste uge 4,9 hos Epinion, søndag aften 4,3 hos Megafon, mandag morgen 5 procent hos Voxmeter, sølle ni mandater, måske kun otte. I 2019 blev det til 16.
Sofie Carsten Nielsen og Søren Pape Poulsen er havnet i mediernes fiaskogruppe, hvor selv den mindste lille fejl hænger ved som burrer på en uldsweater, mens lykkeligere partier slipper afsted med grovheder, brølere og urimeligheder.
Nogen må jo spørge De Radikale om det, de utvivlsomt spørger sig selv om. Hvad sker der, hvis sumpen er bundløs? Jeg beslutter at opsøge Sofie Carsten Nielsen, som er på valgturné. Hvert barn i landet ved, at hun har siddet ved kassen i Nakskov og lovet at hjælpe Lolland af med de dyre gasfyr, som der ikke er et eneste af på øen.
Nu er hun i Jylland, og hvis jeg tager afsted straks efter formiddagens podcast-forpligtelser, vil jeg med lidt held kunne møde hende ved et debatmøde i Silkeborg på byens højskole ud på eftermiddagen. Hvad nu hvis, Sofie?
Ransmand Løkke
Inden afrejsen vestover har jeg nået at lave en smule research. Aftenen før har jeg set Lars Løkke Rasmussen udspurgt i DRs valgudsendelse Spørg partierne. Løkke er jo blevet manden i midten. Han – og Mette Frederiksen – profiterer på parolen om en regering hen over midten og skovler meningsmålte mandater ind. Men det er faktisk værre med ham end som så, radikalt anskuet.
Her sad manden, der som statsminister havde ansvaret for påbudte statsborgerskabshåndtryk, en nidkær smykkelov og et som tildækningsforbud kamufleret burkaforbud og undsagde på tv det hele som ussel symbolpolitik med den hensigt at knække Mette Frederiksen.
Og publikum i tv-studiet klappede begejstret som befriede. Det var Moderaternes eget inviterede publikum, javel, men klapsalverne lød som forløsningen af en længsel efter tiden før 2001. Dengang, man ikke skulle tilslutte sig de ejendommeligste paroler og ritualer for at blive anset for politisk tilregnelig.
Det var jo Sofie Carsten Nielsens replikker, Lars Løkke stjal og gjorde til sine. I årevis har hun og forgænger Morten Østergaard jagtet den ægte liberale allierede for at befri ham fra Dansk Folkepartis favntag, så Radikale kunne indtage den magtfulde midtermatrikel. Hvis bare Kristian Jensen førte det store ord i Venstre. Hvis blot Uffe Ellemanns arv blev taget alvorligt. Hvis Venstres baglandshvisken blev råbt ud.
Er Lars Løkke midt i den valgkamp, Sofie Carsten Nielsen har udløst, ved at lave en dacapo, som skubber det 117 år gamle parti ud i mørket? Radikale brød ud af Venstre i 1905 for at lade den lysende fornuft råde, nu påstår Løkke at være på samme mission.
Altinget fortæller i hvert fald, at Radikale har mistet godt 11.000 vælgere til Lars Løkke bare den første valgkampsuge. I alt er næsten 26.000 vælgere gået den vej.
Også Simon Emil Ammitzbøll-Bille når jeg at kontakte, inden jeg fører automobilet mod Silkeborg Højskole. I dag er han tidligere folketingsmedlem og minister for Liberal Alliance. Men han har jo også været radikal, nærmere bestemt fra november 1996 til august 2008.
Er der noget med den radikale tro på egen fornuft, som i sig selv kan afskrække vælgere, spørger jeg ham. Eller på dansk: Skræmmer Sofie Carsten Nielsen vælgere og måske endda partier væk med sin meget radikale attitude?
»Det er sådan med den radikale selvfølelse, at det ikke er afgørende, om partiet får 16 mandater eller må nøjes med seks. Hvis de seks mandater bliver afgørende, vil man have fuldstændig den samme selvfølelse, det er bare så grundlæggende radikalt,« forklarer Simon Emil Ammitzbøll-Bille og tilføjer en indrømmelse fra det kærlighedsløse samliv i Løkkes VLAK-regering:
»En af de ting, der gik galt dengang, var, at Anders Samuelsen og jeg medbragte præcis den radikale selvfølelse i Løkkes regering.«
Ammitzbøll-Bille ser Sofie Carsten Nielsen som liggende i fuldstændig forlængelse af traditionen fra Niels Helveg, Marianne Jelved og Margrethe Vestager. Alle har båret den samme radikale selvfølelse udløst af, at man så Radikale som et helt særligt parti. Socialdemokratiet repræsenterede arbejderne, Venstre bønderne og Konservative industrien.
»Så hed det sig ganske vist, at Radikale var husmændenes parti, men alle de andre repræsenterede interesser, mens Radikale tog sig af hele samfundets interesser,« forklarer han.
Postkassespørgsmål
Langs indfaldsvejen til Silkeborg hænger plakater med lokale kandidater, her og der ses også Søren Papes småtriste smil. Kort før byskiltet afleverer et pludseligt skydække en sentimental tåre, som om jeg ikke selv skulle kunne finde ud af, at det er synd for dem, det går skidt.
Sofie Carsten Nielsens lille magentafarvede valgbus er allerede kørt ind på parkeringspladsen ved højskolen. »Tænk nyt,« proklamerer teksten på bilen. I foredragssalen er sæderne magentafarvede, men det er et tilfælde.
Den radikale leder skal debattere med Venstres Søren Gade, EU-parlamentarikeren, der er kaldt hjem til valgkamp for at holde Jakob Ellemann-Jensens jyske skanse. De sidder i hver sin lænestol foran et ungt publikum, og det er en af den slags debatter, som er styret af regler om at lytte, give plads til tvivl, se dilemmaer. »Frirummet« hedder konceptet.
De taler især om klima, salens spørgsmål handler om det samme. Gades pointe afleveres med fast og rolig stemmeføring: Forbrugerne og forskning må gøre landbruget grønt, ikke afgifter, der bare jager produktionen til udlandet. Sofie Carsten Nielsen erklærer sig enig i mange af Gades pointer, men insisterer også på, at Danmark må gå forrest og sikre vore reduktionsmål.
»Hvis ikke vi gør det, gør resten af verden det heller ikke,« siger hun.
I Frirummet-konceptet indgår også en postkasse, som man kan aflevere sit spørgsmål til, hvis ikke man har mod på at stille sig op foran alle andre. Op af papkassen dukker det spørgsmål, som Sofie Carsten Nielsen er blevet stillet igen og igen gennem uger: Hvad er logikken i at vælte Mette Frederiksen, hvis man alligevel peger på hende som ny statsminister?
Sofie Carsten Nielsen erklærer siddende i sin lænestol, at det spørger mange om, og at hun godt kan forstå det, og at hun er glad for spørgsmålet.
»Jeg ville sådan ønske, at Jakob Ellemann ville række lidt ind over midten og ikke var så optaget af Pernille Vermund og Inger Støjberg.«
Det handler ikke om Mette Frederiksen, fortsætter hun, det handler om, at magten blev udøvet ekstremt egenrådigt. Det er slut og skal stoppes. Etpartiregeringen er fortid.
Kort efter er arrangementet forbi. Vi synger Grundtvigs »Er lyset for de lærde blot«, mødet startede med Kaalunds »Jeg elsker den brogede verden«. Det er den, der hævder, at evig stilstand er død.
Barriererne
Da klaveret toner ud, og et par selfier er taget, får jeg chancen for at spørge Sofie Carsten Nielsen hvordan og hvorledes. Vi sætter os på to af de magentafarvede på første række. Modsat hvad mange tror, er hun venlig og imødekommende og svarer beredvilligt på spørgsmål om den fiasko, hun stirrer ind i. Jeg lægger forsigtigt ud med at spørge, hvordan det føles at se Lars Løkke løbe med de pointer om den stramme udlændingepolitiks urimeligheder, hun forgæves har fremført i årevis.
»Nogle har haft brug for at udpege os som slappe for selv at fremstå som stramme. Jeg er da glad for, at Løkke har fortrudt sin politik, det er aldrig for sent.«
Nogen plan for at vende udviklingen har Sofie Carsten Nielsen ikke, der er ikke noget quickfix, som hun siger. Det er bare at tro på sin fortælling, svare på spørgsmål og »overkomme barriererne«.
Jeg skal jo spørge, så det gør jeg: Vil partiet bare synke og synke mod vælgerhavets bund, eller er der et frelsende bundniveau?
»Det håber jeg da. Jeg er nødt til at holde fast i det, jeg tror på, og heldigvis er jeg ikke alene om den tro. Men vi har åbenlyst brug for at komme over den følelsesbarriere, der er i forhold til os. Andre er lykkedes med en fortælling om, at vi radikale ønsker hele verden til Danmark, og det er svært at trænge igennem, når andre har brug for os som modpol.«
– Går du af, hvis I bliver savet midt over?
»Det har jeg ikke taget stilling til.«
– Det handler også om, hvorvidt der vil være indflydelse til mandaterne?
»Præcis. Der er så mange faktorer i spil der.«
Sofie Carsten Nielsen holder en kort pause. Så tilføjer hun, inden hun tager kampagnejakken på, som også bærer opfordringen »Tænk nyt«:
»Jeg er udmærket klar over, at man løber en risiko, når man stikker næsen frem. Vi kunne jo have lagt os i ly, men det kunne jeg ikke tage ansvar for. Det ville ikke være ordentligt og rigtigt.«
