Svar udbedes. Du balancerer mellem myte og virkelighed. Du er ved at erobre en nøgleposition – igen. Det er imponerende. Men du mangler at forklare det ordentligt.

Kære Lars. Hvad vil du egentlig?

FOR tre år siden blev du af mange sammenlignet med Den Sorte Ridder fra Monty Pythons legendariske film om den hellige gral. Han vogter over en bro over et lille vandløb, bevæbnet med sværd, sort dragt og gigantisk overmod. Selv da han får hakket den ene arm af, skriger han: »Bare kom an!« Da den anden arm ryger: »Det er bare en skramme!« Og da begge ben er hugget af, og hans modstandere rider uden om ham: »Kom tilbage og slås! Kujoner!«

Du fik magten foræret af din forgænger, Anders Fogh, og mistede den igen ved førstkommende lejlighed, blev så statsminister på andre partiers fremgang; det var, som om du blev mindre og mindre, mens nederlag og alskens småkorrupte affærer klæbede til dig. Og da du tabte magten, nægtede du at erkende nederlaget.

Og mens alle de andre red uden om dig og var optaget af den nye regering, af den nye statsminister, arnepension og pandemien, fik du åbenbart både fat i dine arme og ben og en hest.

Og nu er du kommet tilbage som en frelsende ridder. Ind på slagmarken, hvor de kæmpende armeer ligger udmattede på jorden, hvor en ny, farlig fjende mod øst truer, hvor horisonten er mørk af faretruende skyer, og hvor undersåtterne higer efter en redningsmand. Og hvilken entre: Du kommer ikke galoperende, men roligt travende på din lille ganger (hed den ikke Ib, den hest du red på?), bevæbnet med uforståelige skatteplaner og din rolige, venlige stemme, som man aldrig får nok af at lytte til. Dit krigsråb: »Ro på! Træd et skridt tilbage!« Du er Aslan, den brummende løve, kong Løvehjerte, der kommer hjem for at skabe orden i sagerne.

Det er et mageløst comeback. Det er nemt at konstatere, at du ikke bare fascinerer, men ligefrem appellerer til mange vælgere. Overalt møder man folk, der siger, at de »seriøst overvejer at stemme på Lars Løkke«. Et enmandsparti, der i nogle målinger får seks procent af stemmerne. Når det hele er talt op om tre ugers tid, tror jeg, du ender med at få endnu mere. Men det kommer ikke an på størrelsen: Meget tyder på, at du kan afgøre, hvem der bliver statsminister. Du har på kort tid overtaget De Radikales rolle som midterpartiet, som fornuftens stemme i et kor af hystader.

Din evne til at genopfinde dig selv og udtrykke dine aktuelle synspunkter med fuldkommen overbevisning er uovertruffen. Som en af dine fascinerede iagttagere, en kollega på en ret rød avis, udtrykte det: Han kommer mindre, men stærkere og mere overbevisende ud af hvert nederlag. Der er mange, der gennem tiden har fået tilnavnet The Comeback Kid, og de fleste tænker nok på Bill Clinton, hvis politiske eftermæle mest består af den charme og veltalenhed, han brugte som en tryllekunstners elegante misdirection; evnen til at få publikum til at se væk fra den hånd, der får lommetørklædet til at forsvinde. Men måske minder du mere om den originale comeback kid, den legendariske quarterback Joe Montana, der brillerede i amerikansk fodbold for San Francisco 49ers. I 1986 måtte Montana udgå med en voldsom, kompliceret diskusprolaps, han blev opereret, spået en prompte pension og dømt ude af alle. Men nej. Få måneder efter rejste Joe sig fra reservebænken og lavede tre touchdowns. Året efter slog han alle sine hidtidige rekorder.

Den Sorte Ridder, Aslan, Løvehjerte, Joe Montana … Lars Løkke, du er en figur, der bevæger sig mellem myte og virkelighed, og det er også det, der gør dig så tiltrækkende. Kan vi dog ikke gøre det på en anden måde, en ny måde, finde en metode, der ophæver slagsmålene og det blokpolitiske spektakel? Du har skabt en fortælling om politik, der er lige så meget drøm og fantasi som realitet.

Også jeg er fascineret og tiltrukket. Det er opløftende, at du afviser at svare på de mest tåbelige spørgsmål om dine erfaringer med kødfrie dage, at du ikke gider bruge de tåbelige ja/nej-kort i partilederrunden, at du sætter spørgsmålstegn ved præmissen for det hele. Chapeau!

Og jeg kan, som mange andre, tydeligt se, hvad du gør, og konstatere, at ingen andre ville kunne gøre det samme: at kunne argumentere så overbevisende for denne for landet så særlige og presserende situation, der kræver en helt særlig løsning, og at denne løsning tilfældigvis indebærer en nøgleposition for Lars Løkke. Det er politisk atletik i international topklasse.

Men du skylder noget. En rigtig selvrefleksion.

I din meget smukke afskedstale som V-formand beklagede du meget formfuldendt krisen i dit gamle parti og henvendte dig direkte til de vælgere, der havde meldt sig ud i protest mod din kranke skæbne: »Se nu at få meldt jer ind igen,« sagde du til store klapsalver. »Der er kun ét bredt, folkeligt forankret liberalt parti. Og det er Venstre.« Vogt jer for »forkølede efterligninger«, sagde du.

Men så forlod du alligevel den borgerlige fløj, som du var en del af i en menneskealder.

Du peger ikke på nogen, men på noget, og det lyder så godt. Men i dansk politik er nogen jo noget. Moderaterne henter langt over halvdelen af vælgerne hos de blå partier, særligt, må man formode, mennesker, der følte, at du talte for dem under coronakrisen. For de fleste af dine vælgere er socialdemokratiets centralisering af magten og angrebet på de demokratiske balancer både noget og nogen. Og mon ikke det er den afgørende grund til deres støtte til dig? Minksagen og FE-sagen handler om både noget og nogen. Og det er dén side, du er ved at bevæge dig over til? Du kommer til at skuffe mange tusinde vælgere, der troede på dig, og det kostede et ødelæggende opgør med hele din politiske familie. Var det dét værd?

Du har bidraget til at smadre det parti, der gav dig en platform gennem årtier. Sagen var vigtigere end et af det danske demokratis ældste institutioner. Nu vil du skabe »forandring fra midten«, fordi de to »låste blokke« blokerer »for mere grundlæggende forandringer«. For at komme væk fra en tilstand, hvor alt er »symbolpolitik, og hvad der ellers falder ned fra himlen«.

Også det lyder smukt. Men de største politiske beslutninger er også i de seneste år blevet truffet på tværs af midten, ligesom det skete, mens du selv var statsminister. Og yderligere: Lige præcis de reformer, du drømmer om, er mildt sagt svære at forestille sig med Mette Frederiksen som regeringsleder. Det er jo nærmest det modsatte af et reformparti med den nuværende socialdemokratiske ledelse. En sundhedsreform, der gør op med regionerne. En arbejdsmarkedsreform, der øger arbejdsudbuddet og hæver pensionsalderen. En skattereform, der sænker skatten. Du er vel stadig borgerlig?

Du står til at indtræde i en socialdemokratisk regering, der ikke har signaleret den mindste vilje til at ændre kursen; hverken når det gælder den centralistiske magtudøvelse eller den politiske linje. Så får du muligvis Udenrigsministeriet, som ser fornemt ud, men som ikke kommer til at påvirke den grundlæggende retning med Socialdemokratiet ved magten. Måske får du endda en EU-kommissærpost med i handlen, men er det udtryk for en sand forandring fra midten?

Kære Lars. Du er i færd med at udføre en politisk kraftpræstation, men du mangler at forklare dig bedre. Din virkelige styrke, dét, der gør dig helt suveræn, har altid været evnen til at forme en taktik, der løser en helt presserende udfordring – for dig selv. Nu handler det om at erobre en plads ved bordet igen. Det skal nok lykkes. Men hvad så bagefter?

Følg hele Weekendavisens valgdækning her.