»Jeg’ en skør mand, skør mand/ Hvis mand stiller op, så dør han«. Således sang Skørmand på grime-sangen »Skørmand ting« fra 2011. Men det kunne lige så vel være formuleret af Vladimir Putin i 2022. For der er en del, der tyder på, at den russiske præsident i disse måneder forsøger sig med en spilteoretisk strategi, der blev udviklet i slutningen af 1960erne af den amerikanske præsident Richard Nixon. Den er kendt under navnet madman theory.
Kort fortalt går denne »skørmandsteori« ud på, at man skal forsøge at bilde sine modstandere ind, at man har mistet forstanden. I mødet med truslen fra en rablende galning, der kan finde på hvad som helst, vil ens fjender straks opgive deres forehavende og krybe skrækslagne til forhandlingsbordet med alverdens indrømmelser.
Nixon forsøgte at narre Sovjet til at tro, at han var skør, ved at flyve hasarderet tæt på sovjetisk luftrum med atombevæbnede kampfly, og over for nordvietnameserne kom han med gakkede trusler om at ville starte en atomkrig. Håbet var i begge tilfælde at tvinge Hanoi til at afslutte Vietnam-krigen på amerikanske vilkår. Men det gik ikke efter planen. I Kreml forstod man ikke rigtig, hvad Nixon havde gang i. Og i Hanoi ignorerede man truslerne.
I dag er det Kreml, der prøver at overbevise sine modstandere om, at landet er ledet af en hæmningsløs tosse, der kan finde på hvad som helst. Det er derfor, Putin konstant truer med at ville bruge atomvåben og for nylig endda måtte understrege over for omverdenen, at det »ikke var et bluff«. Det i sig selv tyder dog på, at han endnu ikke helt har overbevist Vesten om, at han er rablende skør.
I denne uge har russerne formentlig udført sabotage på Nord Stream 1 og 2 i Østersøen, hvilket meget vel kan være del af samme strategi: Putin vil have os til at tro, at han nu er gået helt fra forstanden, og at vi af frygt for, hvad hans næste vanvittige træk mon bliver, straks iler mod forhandlingsbordet for at forære ham nogle stykker af Ukraine. Men for at skørmandsteorien skal virke, så er det bedst, hvis man faktisk er skør. Og det er Putin næppe. Det er dog ikke så overraskende, at han tror, vi hopper på hans skørmandsbluff. Han er nemlig selv bange for irrationelle statsledere.
Under Obama frygtede Putin ikke USA, da han altid kunne forudsige Det Hvide Hus’ næste træk. Med Obama ville det altid være et eller andet pragmatisk, fornuftsbaseret forsøg på kompromis. Denne forudsigelighed gjorde, at Putin følte sig tryg, da han snuppede Krim-halvøen. USA ville næppe gøre det store. Han fik ret. Men under Donald Trump turde Putin ikke tage samme chancer, da han simpelthen ikke kunne forudsige, hvad manden ville finde på. Trumps fravær af fornuft gjorde Putin usikker, og således faldt han selv pladask for skørmandsteorien.
Man skal naturligvis ikke udelukke, at Putin finder på at gøre flere skørmand-ting, herunder at smide med store bomber. Alt andet ville være dumt. Men der er bare endnu ikke noget, der rigtig tyder på, at han har mistet sin forstand. Og derfor er der heller ingen grund til, at vi går i panik og løber mod forhandlingsbordet i denne omgang.
