Satellit. En dramatisk protest forud for den tidligere japanske premierminister Shinzo Abes begravelse afspejler voksende debat om hans eftermæle.

Selvafbrænding i Tokyo

En mand i 70erne gennemvædet med olie satte onsdag ild til sig selv i nærheden af den japanske premierministers kontor i Tokyo. Han blev bragt til hospitalet med svære forbrændinger, men var ved bevidsthed.

Det skete angiveligt i protest mod en omfattende begravelsesceremoni, som skal finde sted i næste uge for den tidligere japanske leder Shinzo Abe. Abe blev dræbt ved et skudattentat i begyndelsen af juli.

Som noget helt usædvanligt skal Abe have en statsbegravelse med deltagelse af blandt andre den amerikanske vicepræsident, Kamala Harris. Det er kun anden gang i Japans efterkrigshistorie, at den ære er overgået en premierminister.

Regeringen i Tokyo har forsvaret beslutningen om den dyre ceremoni med henvisning til, at Abe, der sad ved magten fra 2012 til 2020, er den længstsiddende premierminister i nyere tid. Men oppositionen raser. Det samme gør dele af befolkningen, afspejlet i ekstrem form i onsdagens drabelige hændelse.

Vreden skyldes ikke alene de store omkostninger, men også nye afsløringer af, at Abes Liberale Demokratiske Parti under hans ledelse har plejet tætte kontakter til den nyreligiøse Moon-bevægelse. Bevægelsen er berygtet for at tjene penge med ufine metoder, for eksempel ved at suge formuer ud af godtroende medlemmer.

harms

Drabet på den tidligere premierminister Shinzo Abe rokker ved billedet af Japan som en af de fredeligste pletter på verdenskortet.