TORONTO – Der findes værre steder at overvære den nært forestående apokalypse end fra Stephen Marches baghave.
Forfatteren tager imod på verandaen foran og viser vej gennem det smalle rækkehus og videre ned til en grøn oase af vinranker, blomsterkrukker og magnoliatræer. Amerika er bare halvanden times kørsel væk, på den anden side af Ontariosøen. I klart vejr kan man se over til naboen med dens 330 millioner indbyggere, verdens største økonomi og militære magt.
»Pierre Trudeau, far til den nuværende premierminister, sagde engang, at det var som at sove ved siden af en elefant,« siger Marche, da vi har sat os i havestolene med sort kaffe i kopperne. »Uanset hvor venlig elefanten er, så er man i fare, hver gang den bevæger sig. Og lige nu er elefanten i amokløb.«
Det amerikanske midtvejsvalg nærmer sig, og det føles rigtigt at begynde dækningen her. Stephen Marche var en af de første, der brugte ordet »borgerkrig« om den tid, USA befinder sig i, og hans seneste bog, The Next Civil War, har fundet en dyb klangbund i staterne.
Da Marche først begyndte at advare om risikoen for borgerkrig i The New Yorker, The New York Times og The Atlantic tilbage i 2018, tøvede mange med at bruge ordet. I dag er det allevegne. Der er bøger, podcasts og den ene overskrift efter den anden om risikoen for en ny borgerkrig.
I How Civil Wars Start sammenligner forskeren Barbara F. Walter sit hjemland med egne studier af borgerkrige i Eksjugoslavien, Irak og Mozambique. Hun konkluderer, at risikoen er den største i 200 år. I We'll Be Back: The Fall and Rise of America forestiller den konservative debattør Kurt Schlichter sig, hvordan en væbnet kamp mellem blå og røde stater ville udspille sig (og ikke overraskende ende med et sviende nederlag til Demokraterne).
For nylig viste en meningsmåling, at 40 procent af amerikanerne mener, at en borgerkrig kunne finde sted i løbet af de næste ti år. Tallet ville formentlig være højere, hvis man spurgte dem igen efter FBIs ransagning af Donald Trumps hjem i Florida. I dagene efter var ordet »borgerkrig« et af de mest søgte på sociale medier som Twitter og TikTok.
»For tiden føles det mindre, som om vi står på kanten af en borgerkrig,« erklærede Barbara F. Walter på MSNBC, »og mere, som om den allerede er begyndt.«
Ordet kaster en skygge over valgkampen. I de kommende uger skal kandidaterne diskutere økonomi, kriminalitet, Donald Trump, abort, våbenlovgivning, boligmarked og mere økonomi. Men om delstaten Nevada får en demokratisk senator, eller Republikanerne sikrer sig et flertal i Repræsentanternes Hus den 8. november, virker pludselig mindre vigtigt, hvis man oprigtigt bekymrer sig for, om De Forenede Stater findes om fire eller otte år. Man er jo nødt til at starte dér.
»Jeg tror, at de kommende år bliver nogle af de mest brutale i USAs historie,« siger Stephen Marche. »Når man taler med eksperter i borgerkrige, siger de, at det nøjagtig er sådan, forstadiet ser ud: ekstrem polarisering, en regering, som har mistet legitimitet hos en stor del af befolkningen, faldende tillid mellem borgerne, øget økonomisk ulighed, et juridisk system, som er ved at falde fra hinanden. Efter den målestok er Amerika allerede halvvejs mod en borgerkrig.«
Terror, bomber, snigmord
Jeg kører gennem delstaten Pennsylvania, samtidig med at Joe Biden holder tale til nationen. Det foregår i Philadelphia, med Independence Hall som bagtæppe; de hellige haller, hvor USAs forfatning blev underskrevet. Præsidenten ser sammenbidt ud og ligner sine 79 år. Han er flankeret af to marinesoldater, der står op ad muren og er badet i et uhyggeligt rødt lys.
»Alt for meget i vores land er ikke normalt,« siger Biden. »Længe har vi beroliget os selv med, at amerikansk demokrati er en given sag, men det er det ikke.«
Han slår hårdere, end man har set siden valgkampen i 2020. Som præsident har Biden gjort et nummer ud af at tale mindst muligt om Trump, men nu opfordrer han amerikanerne til at »forsvare demokratiet« mod »MAGA-amerikanerne«, der »repræsenterer en ekstremisme, der truer selve republikkens fundament«.
Bagefter får Biden ros for endelig at sige det, som det er. På høje tid, at han skubber tilbage mod trumpisterne, der har kaldt ham langt værre ting. Det er ikke ligefrem en tale, der kan samle amerikanerne, men måske behøver Demokraterne det ikke. Deres chancer til midtvejsvalget er bedre, end de fleste havde troet. Biden kan bryste sig af nye love om infrastruktur, inflation og eftergivelse af studiegæld. Og abort er blevet et emne, som partiet kan fiske stemmer med – især blandt kvinder i forstæderne, der før har stemt republikansk. Det er slet ikke længere så sikkert, at Biden mister flertallet i Kongressen til november. Eller at Trump kan kæmpe sig op fra moradset i Mar-a-Lago og nå at børste sig af tidsnok til at blive Republikanernes næste præsidentkandidat.
Men i år kunne reaktionerne på valget måske vise sig at være lige så vigtige som resultatet. Op mod 40 procent af amerikanerne mente ikke, at præsidentvalget i 2020 var legitimt, og flere republikanske kandidater har på forhånd sagt, at de ikke har tænkt sig at anerkende resultatet af midtvejsvalget.
Bekymrer man sig for borgerkrig, vil man også rette blikket et andet sted hen den 8. november.
På vej over Pennsylvanias grønne bakker kører jeg gennem Gettysburg, hvor 50.000 amerikanere døde i den første borgerkrigs mest blodige slag. Hvert år genopføres slaget i et enormt rollespil, hvor tusinder af amerikanere på forhånd har syet historisk korrekte kasketter og frakker og smider sig til jorden med hyl og klageskrig, når de træffes af imaginære kugler.
Men Gettysburg danner også ramme om andre sammenkomster. Mindesmærket og kirkegården tiltrækker højreekstremister fra hele landet, blandt andet fra nogle af Pennsylvanias 28 egne borgermilitser. På landsplan er antallet af private militser steget siden indsættelsen af Barack Obama i 2008, og omkring 30.000 amerikanere menes i dag at være medlem af en væbnet gruppering af den ene eller anden slags.
I How Civil Wars Start kalder Barbara F. Walter det for »fase to« i optakten til en borgerkrig: militariseringen af et politisk parti. Også hun mener, at USA står på tærsklen til fase tre, som vil involvere terrorhandlinger, bombeattentater og snigmord.
Finanslov, for pokker
Men alarmister kan jo også tage fejl. De kunne for eksempel undervurdere regeringens evne til at samle folket, når det virkelig gælder?
Stephen Marche køber den ikke.
»USA er ved at nå et punkt, hvor valgene, præsidenten og partierne er ligegyldige,« siger han. »Problemet er også, at en mand som Joe Biden ikke har forstået, hvad han er oppe imod. Jeg er kun 45, og selv jeg er vokset op med et helt andet Amerika end det, der findes i dag. Men hvis man er Joe Biden, så har man levet de første 70 år af sit liv i et land, hvor systemet helt ubestrideligt var det bedste i verden. Hvor det skabte så meget velstand, så meget lighed og retfærdighed, at det næsten er umuligt for nogen med hans baggrund at forstå, hvor ødelagt det er i dag.«
Demokraternes såkaldte bedrifter op til midtvejsvalget siger det hele, mener Marche:
»Det lyder som et stort skridt at eftergive studiegæld, men i morgen kommer alle amerikanere stadig til at vågne op i et land, hvor man skal have adgang til en halv million dollar for at kunne gå på universitetet. Og lad os bare være ærlige: Built Back Better (social- og infrastrukturplanen, red.) ville jo være en almindelig onsdag for regeringen i Canada eller Danmark. Den bliver beskrevet, som var den Amerikas redning, men i virkeligheden har de gjort så lidt som overhovedet muligt med den plan. Det er en finanslov, for pokker. De kan ikke engang blive enige om at lappe hullerne i deres veje. Og at Demokraterne har fået ny energi i valgkampen, fordi abort er blevet et tema, er jo helt absurd – Højesterets beslutning om at droppe en national abortlov er jo et kæmpe tilbageskridt for deres politik. Hvordan kan det nogensinde være godt for partiet?«
Demokraterne kan også glemme at løse de dybere problemer, mener han. Som at Senatet slet ikke repræsenterer befolkningen. I USA har alle delstater to senatorer, og det giver hvide amerikanere i landdistrikterne uforbeholden stor magt, så de 580.000 indbyggere i staten Wyoming – hvoraf langt de fleste er hvide republikanere – har lige så stor indflydelse som Californiens knap 40 millioner (overvejende demokratiske) skatteborgere.
Eller Højesteret, hvor medlemmerne for længst er holdt op med at lade, som om borgerne er vigtigere end de partier, der har anbragt dem der, mener Marche:
»Jeg ved ikke, hvordan I danskere har det med jeres højesteret, men i Canada er der ingen, der mistænker retten for at afsige politisk motiverede domme. Eller se på valgene: I 2020 var det højrefløjen, der ikke ville anerkende resultatet. Bliver det bedre, hvis det næste gang er venstrefløjen? Man ved fra andre lande, at når først tilliden til sådan noget går i stykker, så er det meget svært at genopbygge den.«
En voldsfantasi
Men hvad så med reformer? Nye valglove? En overhaling af systemet? Joe Biden har jo vist, at han kan få love igennem, når han skal.
»Der er faktisk en masse, de godt kunne gøre,« medgiver Stephen Marche. »Men man skal passe på med at se på Amerika gennem canadiske eller danske briller. De er hverken skandinaver eller canadiere, men amerikanere. De har en revolutionær ånd. Når amerikanske højreekstremister i dag siger, at Washington var en voldelig revolutionær ligesom dem, så har de fuldstændig ret: Det var præcis det, han var. Det er også det, der gør risikoen for borgerkrig så stor; ser man på andre lande, som er grundlagt på revolutioner, så har de også senere haft opstande. Den vigtigste indikation for, om et land risikerer at ende i en borgerkrig, er, om landet har oplevet en borgerkrig før.«
Reformer bliver også sværere, når Oath Keepers og andre regeringsfjendtlige højrefløjsmilitser kommer på stemmesedlerne, som det er sket i Arizona. Og det bliver helt umuligt, når Demokraterne insisterer på at lede efter løsningerne de helt forkerte steder, mener Marche:
»Når amerikanerne ikke længere kan tale sammen, tror de, at de er nødt til at søge tilbage til Forfatningen for at finde svar. Det dokument, som USAs politiske system er bygget på, bliver tilbedt som Bibelen, og det gør det meget svært at lave ændringer. Forfatningen er ikke løsningen, men problemet. Men det vil amerikanerne ikke indse, og det er delvis, fordi de stadig ser deres land som en unik og ideel civilisation. Som canadier ser jeg mere min regering som en ophøjet udgave af motorregistret: De er nogle bureaukrater, som gør, hvad de skal for at få livet til at hænge sammen. En canadisk premierminister er også bare en embedsmand, når det kommer til stykket. Men en amerikansk præsident! De er konger og halvguder, og politik er en kvasireligiøs oplevelse for amerikanerne på en måde, som er meget fremmed for os.«
Nationens grundlæggere var udmærket klar over de indbyggede svagheder. George Washington forudså, at unionens fibre med tiden ville blive strakt møre og flosset af Amerikas store afstande og kulturelle forskelle.
»De vidste godt, hvad de byggede. De vidste, at en spænding var indlejret i styreformen. USA har aldrig været særlig forenet, men undervejs har folket har haft held med at forene sig. I dag har de fået nogle uforenelige syn på, hvad frihed er, hvad en regering er, og hvad Amerika er. Sidste gang det skete, førte det til borgerkrig. For mig at se er det ret indlysende, at det vil ske igen.«
Men er der ikke også en sidste mulighed? Nemlig at truslen om en borgerkrig er mere fantasi end virkelighed, når det kommer til stykket? Ser man optagelserne fra stormen på Kongressen 6. januar, kan man få den tanke, at mange af deltagerne udlever en voldsfantasi, som de indtil da mest har dyrket i et mørkt hjørne af internettet. At de spiller en slags rollespil. Det er vel også en vigtig forskel mellem Amerika i dag og på George Washingtons tid: Nu foregår en stor del af befolkningens liv bag en skærm. Bare fordi man abonnerer på et højreekstremt nyhedsbrev og køber en T-shirt med ordet »Borgerkrig«, betyder det vel ikke, at man planlægger at skyde i gaderne og omstyrte regeringen?
»Det er rigtigt, at fantasien spiller en vigtig rolle,« siger Stephen Marche. »Når man deltager i de her møder på højrefløjen, så er der meget rollespil over det. Men nogle af deltagerne går jo faktisk ud og skyder efter politiet bagefter. Det er meget svært at sige, hvor meget der er rollespil, og hvor meget der er virkelighed – det er generelt tilfældet i Amerika, hvor fantasi har det med at overlappe med virkeligheden på flere måder.«
