Globale tanker. Rædslerne og den sanseløse vold under den russiske borgerkrig 1917-1921 har præget landet lige siden – og giver sig til kende i den russiske krigsførelse i Ukraine i dag, mener krigshistorikeren Antony Beevor, aktuel med nyt storværk om en noget overset krig.

Rationel ondskab og ren sadisme

Rationel ondskab og ren sadisme Af Ole Nyeng

Fanger får deres hænder og fødder bundet sammen med ståltråd, får sten bundet om halsen og bliver smidt i Volgaflodens iskolde vand. Bliver oversprøjtet med vand og gjort til »isstatuer« i Sibiriens permafrost. Eller bliver smidt levende ind i fabrikkernes smelteovne. Hele landsbyer – mænd, kvinder, børn, gamle – bliver hakket i stykker af kosakkernes sabler. Fanger bliver skalperet i levende live, får amputeret kønsdele, afhugget næser, udskåret øjne eller udsat for den særlige specialitet »handsken«: Ofrets hænder skoldes, og huden trækkes langsomt af. Kvinder, der håber at undslippe voldtægt af en sejrrig hærs bloddrukne mænd ved at smøre sig ind i ekskrementer, bliver nødtørftigt rengjort – og massevoldtaget.

Antony Beevors nye fortælling om uhyrlighederne under den russiske borgerkrig fra 1917 til 1921 er ikke for sarte sjæle. Det er virkelig, som om maven vender sig en gang imellem, når man læser om den nådesløse krig mellem »de røde«, Lenin og hans bolsjevikker, og »de hvide«, de kontrarevolutionære, der var en blandet og uforenelig alliance af moderate socialister og tilhængere af en tilbagevenden til tsarriget. Alt sammen beskrevet som en fortløbende og letlæst fortælling bygget på omfattende arkivstudier og – ikke mindst – dagbogsnotater fra ganske almindelige russere. Officeren på slagmarken, fabriksarbejderen fra Petrograd, den kvindelige læge på et nødlazaret.

Er al den udpenslede vold virkelig nødvendig? spørger jeg Beevor i en telefonsamtale til hans hjem i London-kvarteret Fulham.

»Der er én vigtig grund til, at grusomhederne behøver at blive fortalt. Det er frygtelig vigtigt, at folk forstår, hvor stor indflydelse den russiske borgerkrig havde på de begivenheder, der siden fulgte. Adskillige parter deltog i den russiske borgerkrig, også kontingenter af tropper og frivillige fra store dele af Europa og fra Japan. Den rædsel, ødelæggelse og sanseløse vold, de oplevede eller tog del i under den russiske borgerkrig, havde en effekt over hele verden. Den førte til en polarisering af de europæiske samfund med kommunismen og nazismen på hver sin yderfløj, hvilket igen ledte til Anden Verdenskrig.«

Beevor skelner mellem to typer vold. Der var psykopater og sadister i begge lejre, der brugte uforholdsmæssigt mange kræfter på at udtænke og udføre sindrige tortur- og henrettelsesmetoder, og i borgerkrigen havde de optimale udfoldelsesmuligheder. Men så var der også rationelle årsager bag terroren, fremhæver Beevor.

»Det brillante, mørke geni«

Lenin – det »brillante, mørke geni, uden hvem der ikke ville være blevet noget bolsjevikisk diktatur«, som Beevor beskriver ham – var fuldt ud klar over, at bolsjevikkerne, de senere kommunister, var uhjælpeligt i mindretal. »De havde tilslutning i de store byer, men i de endeløse russiske landområder var befolkningen enten imod dem eller forholdt sig apatisk til dem. Der var kun én måde at beholde magten på: ved at skabe en altgennemtrængende og uafrystelig frygt.«

Til det formål etablerede Lenin Tjekaen, det hemmelige politi, »revolutionens sværd og flamme«, som det kaldte sig selv, i december 1917. Tjekaen havde to hovedformål: at kradse penge og værdier ind fra deres ofre til brug for revolutionen og at knuse enhver ansats til opposition, aktuel eller potentiel, reel eller indbildt.

Den strategi, der gik under navnet »rød terror«, var skabt. Som en Tjeka-boss, Martin Latsis, formulerede det i en instruktion til sine underordnede: »Under forhør gælder det ikke om at søge materielt bevis for den anklagedes ord eller gerninger imod sovjetmagten. Det første spørgsmål, du skal stille, er: Hvilken klasse hører han til? Hvilken uddannelse, opvækst, slægt og profession? Disse spørgsmål afgør en anklagets skæbne.«

Regimets håndgangne mænd blev sendt ud blandt bønder for at beslaglægge korn og grøntsager til byernes sultende befolkninger. De skelnede ikke mellem fattige husmænd, almindelige bønder og mere velstående kulakker. Alle blev afkrævet den på forhånd estimerede mængde afgrøder, og afviste de eller havde de gemt afgrøderne, blev bøndernes familier taget som gidsler og i mange tilfælde tortureret, selv børnene. Vrede bønder svarede til tider igen ved at dræbe regimets håndlangere, skære deres maver op og putte kornneg i maven på dem som en advarsel. Der var skabt en cyklus af vold, der ikke »var set værre siden middelalderen«, som Beevor formulerer det.

Frygt skabte det, og det var netop meningen. Ligesom det gav mening, når begge parter i borgerkrigen stort set undlod at tage fanger – for hvad skulle man stille op med måske flere hundrede eller tusinde fanger, når man i forvejen havde sine egne forkomne, sultende, frysende og i mange tilfælde tyfusramte soldater at føde på? Begge parter i borgerkrigen aflivede krigsfanger ved at transportere dem ud på pramme og sænke disse i floderne eller spærre dem inde i bygninger og sætte ild til. På den måde sparede man værdifulde kugler.

Én befolkningsgruppe kunne de to stridende parter enes om at foragte og forfølge: jøderne. Alene i Ukraine var der i borgerkrigsårene 1300 antisemitiske pogromer, der kostede et sted mellem 50.000 og 60.000 jøder livet.

»Mange veluddannede jøder, der var udsat for forfølgelse under tsaren, sluttede sig til bolsjevikkerne og blev officerer i Den Røde Hær, hvilket førte til, at de hvide styrker hadede jøderne som grundlæggende antirussiske. Og fra rød side blev jøderne ofte betragtet som bourgeois og profitører, også selvom det kunne være den mest fattige markedssælger,« fortæller Beevor.

Kontrarevolutionen

Når man læser Beevors bog, slår det én, at den tsaristiske hær, politiet og andre magtinstitutioner, som var talrigt til stede i den daværende hovedstad Petrograd, var så passive, da bolsjevikkerne kunne tage magten ved et kup. Hvorfor?

»Jamen, det forbløffer alle. Problemet var, at de var så ufatteligt demoraliserede og traumatiserede, også over det tsarvælde, de var sat til at forsvare, ledet af en inkompetent tsar Nikolaj, som de fleste af dem heller ikke ønskede tilbage. De vidste ikke, hvad de skulle stille op over for den tidevandsbølge af forandring, der skyllede ind over dem, og alle de menige soldater, der pludselig ikke lystrede dem længere.«

Det lykkedes trods alt i løbet af nogle måneder at stable en modstandsbevægelse, de såkaldt hvide hære, på benene bestående af socialrevolutionære (mere moderate socialister), monarkister og grupper af kosakker fra især Sibirien og Don-området i det sydlige Rusland, som blev ledet af en række erfarne officerer fra tsarrigets hær. Hvorfor lykkedes det dem ikke at besejre et kommunistisk regime, der allerede efter få måneder ved magten var dybt miskrediteret i store dele af befolkningen?

»Kosakkerne var gode soldater, men alene den blodtørst, de viste, når de havde erobret et område, gjorde dem stærkt utroværdige som allierede. Når de kæmpede uden for deres egne områder, betragtede de det som fremmed territorium, hvor de kunne plyndre og hærge og gøre, hvad de ville. Det førte til en voldsom reaktion blandt landbefolkningen, der hyldede kosakkerne som befriere, men i løbet af få dage hadede dem endnu mere, end de hadede de røde.«

Et andet problem var de hvide generalers indbyrdes stridigheder og deres totale korruption.

»En stærkt inkompatibel alliance mellem socialrevolutionære og reaktionære monarkister, som ville noget helt forskelligt, havde nok i udgangspunktet kun ringe chancer for at vinde over de centralistiske bolsjevikker. De fleste af de hvide generaler havde vel på fornemmelsen, at de ikke ville vinde, så for dem handlede det mere om at puge så mange værdier sammen, som de kunne, til brug i det eksil, der ventede dem,« siger Beevor.

Det var desuden et stort handicap for de hvide, at deres hære var så spredte. Admiral Koltjaks styrker befandt sig i Sibirien, general Denikins i det sydlige Rusland og Ukraine og general Judenitjs i Østersøområdet. Kommunikationen imellem dem skulle via Paris, og depecher var flere uger om at komme frem. Hvorimod Den Røde Hær havde fordel ved at forsvare ét sammenhængende landområde.

Det gjorde ikke sagen bedre, at en stor del af de hvide kommandanter var meget dårlige til at skaffe sig allierede, fremhæver Beevor. De lovede jordreformer trak ud, hvilket gjorde bønderne vrede, og langt størsteparten af generalerne var tsarister, der gik ind for en genetablering af det gamle tsarriges grænser, hvilket gjorde en alliance med frihedskæmperne i Finland, de baltiske stater og Polen umulig.

Endelig stod udlandet ikke i kø for at komme de hvide hære til undsætning.

»De sejrende vestmagter havde på den tid, lige efter Første Verdenskrigs afslutning, travlt med at komme til kræfter og reorganisere verden på ny,« fortæller Beevor. »USAs præsident Wilson tilbød at holde en fredskonference, der blev afvist af begge parter, hvorefter han holdt sig på afstand. Både Clemenceau, den franske premierminister, og Winston Churchill, der på det tidspunkt var krigsminister, var glødende antikommunister og ville gerne intervenere. Franskmændene indsatte styrker, der blev nådesløst ryddet af vejen af Den Røde Hær i Ukraine. Og Churchill fik ikke lov at gå i krig af sin regeringschef, Lloyd George, der – med rette – var bange for massemytterier, hvis han sendte britiske soldater i kamp igen.«

Den hvide kontrarevolution sluttede reelt, da general Wrangel i november 1920 lod sig evakuere af amerikanske flådefartøjer med en del af sine styrker fra den sidste hvide højborg, halvøen Krim.

Ideologisk stammer Putins ideer om genskabelse af det russiske kejserriges imperium og den særligt russisk-slaviske åndelige overlegenhed fra tankegodset hos de mest reaktionære blandt borgerkrigens hvide generaler

Hvor kommer ondskaben fra?

Trækker man trådene fra den russiske borgerkrig til i dag, er det mest slående, hvordan den russiske hersker, Vladimir Putin, nu har langt mere tilovers for datidens tabende part, de hvide, end for Sovjet-magten. »Putin har bragt ligene af de hvide hæres generaler hjem til Rusland til genbegravelse i russisk jord, og han har ladet rejse statuer af flere af dem, til stort chok for de old-fashion sovjetloyalister, der fortsat findes mange af i Rusland. Den dobbelthovedede ørn, der var tsardømmets rigsvåben, ses nu allevegne på officielle bygninger i Rusland. Ideologisk stammer Putins ideer om genskabelse af det russiske kejserriges imperium og den særligt russisk-slaviske åndelige overlegenhed fra tankegodset hos de mest reaktionære af borgerkrigens hvide generaler,« siger Antony Beevor.

– Når man ser på den ekstreme vold, De beskriver i Deres bog, og ser på, hvordan Putins Rusland i dag fører krig i Ukraine – med meningsløse massakrer mod civilbefolkningen, hvoraf vi formentlig kun har set toppen af isbjerget – kan jeg ikke lade være med at spørge: Er russerne mere tilbøjelige til brug af sadistisk vold i deres krigsførelse og mindre villige til at følge ‘krigens love’ og militære æreskodekser end andre europæiske lande?

»Man kan i alt fald undre sig over, hvor al denne ondskab kommer fra. Intet folk har en særlig voldelig nationalkarakter i deres dna. Men ethvert land har sine egne myter og fortællinger og sine egne opsamlede erfaringer. Ideen om, at massakrer, ødelæggelser, plyndringer, drab på civile og massevoldtægter er naturlige våben i en krig, hænger mere fast hos russerne end i så mange andre lande. Som russerne selv forklarer det, går det tilbage til den mongolske invasion af Rusland i det 13. århundrede, hvor ufattelige grusomheder blev begået. Det har russerne så måske lært af – forfatteren Maksim Gorkij taler om russernes »asiatiske vildskab«.

Paralleller til Ukraine

– Ser De andre paralleller fra dengang og til Putins krigsførelse i Ukraine i dag?

»Hvad vi ser nu i Ukraine, er en russisk hær i samme grad af opløsning som de hvide hære under den russiske borgerkrigs slutfase, præget af svigtende moral og mangelfuldt udstyr, hvilket igen skyldes den altfortærende korruption i de væbnede styrker med illegalt salg af militære reservedele og uddeling af militære kontrakter til en kreds af styrets venner, der så ikke kan levere,« siger Antony Beevor.

»Putin står over for kæmpeproblemer med moralen i sin hær. Så muligheden for et massivt sammenbrud efter den seneste ukrainske offensiv er absolut til stede.«

En ting er Beevor for alvor bange for: den ukrainske præsident Zelenskyjs insisteren på, at en ukrainsk generobring af Krim er et af hans krigsmål.

»Hvis de virkelig prøver at generobre Krim, vil det i Moskva blive set som en eksistentiel trussel mod Rusland. Det er der ingen som helst tvivl om. Putin er personligt besat af at ville beholde Krim. Det vil tage krigen til et nyt og langt farligere niveau.«

– De mener, at Putin vil være parat til at bruge atomvåben for at fastholde Krim?

»Ja, taktiske atomvåben. Det mener jeg afgjort. Det vil blive meget, meget farligt.«