Sønderrevet. Først kom sælerne til de hvide sandstrande på Cape Cod. Så kom havets mest frygtindgydende rovdyr efter dem. Nu går mennesket kun ud til navlen og spørger sig selv: Hvordan deler vi feriemekkaet med hvidhajen?

Hajer i paradis

Hajer i paradis Af Amalie Schroll Munk

CAPE COD, MASSACHUSETTS – En septembermorgen i 2017 lå Chris Hamilton på maven på sit surfboard i vandet ud for Newcomb Hollow Beach. Han skuede mod horisonten, ventede på den næste bølge. Vandet var klart, turkis som på Bahamas, og han havde været ude det meste af morgenen.

Pludselig fór en følelse af ubehag gennem ham – et uvant glimt af frygt – og Chris Hamilton slog blikket ned. Under ham var en stor, mørk skygge.

Instinktivt trak han fødderne op af vandet og lagde sig fladt på brættet. Så roligt han kunne, flød han mod en flok teenagedrenge, som surfede længere inde ved kysten. Han fortalte de unge, hvad han havde set, men det var først, da én af drengene pegede på den grå rygfinne, som var brudt gennem havoverfladen, at gruppen reagerede. »SHARK!« råbte de panisk, mens de padlede mod stranden, armene som piskeris i den blå masse.

Dén dag slap surferne med skrækken. Men præcis et år senere bed en hvidhaj lårpulsåren over på Arthur Medici, en 26-årig surfer fra Boston, i bølgerne ud for selvsamme strand. Han forblødte, før han blev reddet i land. Den unge mands død manifesterede, hvad der længe havde ulmet: Luksusdestinationen i det nordøstlige USA er ikke længere det ferieparadis, det har været i årtier. Hajerne har sønderrevet idyllen.

En måned forinden var en 61-årig hjerneforsker fra New York blevet angrebet af en hvidhaj lidt længere oppe ad Cape Cods sandede kystlinje. Manden var ude at svømme, da han mærkede et flænsende bid i sit venstre ben. Med al sin kraft slog han det enorme dyr igen og igen, og det lykkedes at vriste sig fri. På hospitalet lagde lægerne ham i koma, opererede ham ad seks omgange og reddede hans liv.

Sommeren før var en mand et tredje sted langs Cape Cods kyst kommet til skade, da han blev kastet af sit stand up paddleboard. En hvidhaj havde bidt sig fast i det lange fiberglasbræt. Tre angreb på lidt over et år, og en frygt forplantede sig. Den lader ikke til at forsvinde.

»Det er … kompliceret,« som surferen Chris Hamilton formulerer det. »Det har det været længe, men det kulminerede med Medicis død. Fra den dag var Cape Cod forandret.«

Monsters of the Cape

Ud for halvøen Cape Cods 120 kilometer lange kystlinje svømmer hundredvis af hvidhajer. Mange af dem tæt inde ved kysten. Efter at have været stort set forsvundet i det meste af et århundrede er den sagnomspundne fisk vendt tilbage til New England og i særdeleshed til Cape Cod, der nu har en af verdens tætteste populationer af fuldvoksne hvidhajer.

Særligt i de seneste år er antallet vokset eksplosivt. Da Discoverys famøse Shark Week denne sommer rullede over skærmen, sluttede ugen med finalebraget Monsters of the Cape, som under stort melodrama visualiserede, hvordan havets mest frygtindgydende haj har indtaget kystsamfundet.

Hvidhajerne er vendt retur til USAs nordlige atlanterhavskyst, fordi deres favoritmåltid, gråsælen, ligeledes er kommet tilbage. For blot et par årtier siden var det så godt som umuligt at spotte en sæl nær Cape Cod, men i dag lever mindst 50.000 gråsæler i havene ud for halvøen. Det er resultatet af The Marine Mammal Protection Act – en lov, som trådte i kraft i 1972 med det formål at beskytte havpattedyr, herunder gråsæler, som i mange år var på randen til udryddelse. Med den nye lov begyndte sælbestanden langsomt, men konstant at vokse. Samme historie gælder for så vidt hvidhajen, som siden slutningen af 1990erne har været fredet i de amerikanske farvande.

»Jeg har set, hvad hvidhajer kan gøre ved deres bytte. Det syn kan du ikke slette fra nethinden.«

Greg Skomal, Leder af Massachusetts' hajforskningsprogram

Hvidhajens tilbagevenden skaber begejstring blandt naturfolk og havbiologer, men befolkningen på Cape Cod er urolige. Om vinteren bor her godt 200.000 mennesker, men i det sene forår – omtrent samtidig med at hvidhajerne dukker op – vokser befolkningen til det dobbelte, når velhavere fra New York, Boston og Connecticut valfarter mod deres milliondyre ferievillaer og de hvide strande i det gamle fiskerleje. »The Range Rovers are coming,« lyder det drillende blandt de faste beboere hver sommer.

Nu er idyllen og turistøkonomien truet, for et af havets største rovdyr er vendt tilbage, det samme er dets bytte, og midt i det hele står mennesket. Og i modsætning til andre steder i verden, hvor hajer og mennesker lever side om side – Australien, Sydafrika eller Californien for eksempel – er folk på Cape Cod ikke vant til at skulle dele det krystalklare vand med nogen. Så hvordan finder borgere og hajer en måde at leve sammen på? Kan de?

Den hellige gral

Den første gang, Greg Skomal så en hvidhaj i levende live, var en sensommerdag i 2004. Havbiologen boede dengang på Martha's Vineyard – en naturskøn ø syd for Cape Cod, der, foruden at være Obama-ægteparrets foretrukne feriemål, nok er mest kendt for at have lagt kulisser til Steven Spielbergs Dødens gab. Det kom Skomal for øre, at en hvidhaj var fanget i en lagune. Han kunne næsten ikke tro det. En hvidhaj? I New England?

»Det var den hellige gral, vi higede efter, men aldrig kunne finde,« siger han. »Og pludselig var den her.«

En håndfuld år senere, i 2009, »eksploderede« det hele, som Greg Skomal formulerer det, da en ven fløj over Cape Cod og så to hvidhajer ud for kysten. Skomal sad midt i et møde, da han fik beskeden, men han smed alt, hvad han havde i hænderne, og sejlede mod halvøen. Den eftermiddag så han selv fem hvidhajer. »Holy shit,« tænkte han. »Nu sker det virkelig.«

Siden har Greg Skomal brugt mere tid med hvidhajer end med sine egne børn, påstår han. Den 61-årige havbiolog er leder af Massachusetts' hajforskningsprogram og lidt af en berømthed på disse kanter. Vi mødes på hans kontor i kystbyen New Bedford, hvor væggene er dækket af hajer: malerier, fotografier, tegninger. På gangen er en hvidhaj portrætteret i størrelsesforholdet 1:1.

For Skomal er hvidhajens genkomst til Cape Cod en succeshistorie. Han beskriver samspillet mellem hajer og sæler som et spil skak: Når den ene part gør klar til et træk, følger den anden opmærksomt med. Sælerne er ikke dumme, de ved, at de skal søge mod land, hvis ikke de vil ende som hajføde. Det får hvidhajerne til at gøre det samme – og derfor jager de store dyr pludselig helt inde ved Cape Cods strande, selvom det langtfra er deres vante omgivelser.

Forskning viser, at Cape Cods hvidhajer bruger godt halvdelen af tiden i vand, der er lavere end 4,5 meter. Skomal og hans kolleger har placeret akustiske sensorer på omtrent 300 hajer, og på appen Sharktivity kan man følge hajerne, som forskerne har navngivet. Sommer efter sommer vender Hilary, Finn, Scarface, Godzilla, Big Papi og alle de andre tilbage til Cape Cods strande. Og hvert år kommer flere til.

Jeg spørger, hvorfor det er så vigtigt at vide, hvor mange hajer der er.

»Well …« siger Skomal og læner sig tilbage i stolen, fletter fingrene bag hovedet. »Hvis det var mig, der havde ansvaret for en badestrand på Cape Cod, ville jeg da være interesseret i at vide, om der var to eller 100 hvidhajer i havet. Du kan ikke barrikadere dig mod naturen, men du kan kende risikoen og tage dine forbehold.«

På dette tidspunkt har Greg Skomal for længst fremlagt fakta for mig: Der er større sandsynlighed for at køre galt i din bil på vej til stranden, end der er for at blive dræbt af en haj. Større sandsynlighed for at drukne, få hjertestop eller hedeslag. Desuden er hvidhajer yderst selektive med, hvad de spiser – og mennesker er ikke på menuen. »Men,« siger Greg Skomal, »hvidhajer kan også begå fejl.« Derfor svømmer halvbiologen i dag ikke selv i det dybe hav langs Cape Cods kyster. Og derfor tillader han ikke sine børn at surfe i bølgerne, som han selv engang gjorde.

»Jeg har set, hvad hvidhajer kan gøre ved deres bytte,« siger han. »Det syn kan du ikke slette fra nethinden.«

Great White-pizza

Fra Greg Skomals kontor kører jeg mod Cape Cods ydre kyst. Det er en varm augustdag, og langs de små veje kommer feriegæster slæbende med strandstole, badebolde og håndklæder. Én af dem er iført en T-shirt med et billede af et hajgab. »CAPE SHARK« står der med store bogstaver hen over maven.

Den slags souvenirs er langtfra usædvanlige. I takt med at hvidhajerne er kommet til Cape Cod, har halvøen lært at slå mønt på hypen. I enhver gavebod kan man købe tøj, kasketter, dimser og dutter med hajer på – man kan sågar købe en nummerplade til sin bil med en hvidhaj på. Biografer viser i sommerhalvåret Dødens gab dagligt, og på pizzeriaet kan man bestille en Great White-pizza. I en souvenirbod køber jeg selv en kasket og en køleskabsmagnet med en hvidhaj, der smiler med hele sit imponerende tandsæt.

På Nauset Beach, en af halvøens mest populære strande, møder jeg byens pensionerede brandchef, som i dag er sikkerhedsansvarlig her på stranden. Hans job indebærer egentlig mange forskellige opgaver, men det er hajerne, der fylder alt.

»Mit navn er Tony Pike, men alle kalder mig chief,« siger den solbrune mand og stikker hånden frem. Han har en diamant i hver øreflip, solbriller med spejlglas og en skriggul gatorade-energidrik i hånden. På hans venstre overarm er der tatoveret en hvidhaj, på den højre en fiskekrog. Han spænder begge biceps og viser værkerne frem.

Det er Tony Pikes opgave at udtænke strategier, der kan gøre Nauset Beach mere sikker. For fire år siden begyndte han at hænge hajflag i flagstængerne, og ved alle strandens indgange står et stort skilt med et billede af en hvidhaj: »ADVARSEL!« står der. »Hvidhajer jager på lavt vand. Mennesker er blevet alvorligt såret eller dræbt på denne kyststrækning.«

Flere steder er stranden udstyret med såkaldte Stop The Bleed-kasser, der indeholder kompressionsbind og øvrigt førstehjælpsudstyr. Der er telefoner, som kan ringe 911, så snart man løfter røret, og biler, en slags jeeps på larvefødder, der hurtigt kan fræse fra den ene ende af stranden til den anden.

»Vi styrer stranden ud fra tanken om, at hajerne altid er her,« siger Tony Pike og tømmer den første energidrik af mange. »Vi skal være beredt på et angreb når som helst.«

Vi kører langs stranden i en af de små jeeps. Sandet er fyldt med strandgæster, men havet er stort set mennesketomt. Det er tilladt at bade, understreger Pike, men han og livredderne fløjter højt, hvis nogen går længere ud end til navlen.

»Hajerne skal vi tage alvorligt,« siger Tony Pike hæst. »Det har vi lært på den hårde måde.«

Der findes folk på halvøen, som ikke længere føler sig sikre. Som mener, at der tages flere hensyn til Cape Cods hajer end til Cape Cods mennesker. Én af dem er Heather Doyle. Efter Arthur Medicis død dannede hun og en række andre bekymrede beboere organisationen Cape Cod Ocean Community.

Gruppen følte sig magtesløse, forklarer Doyle. Det gør de sådan set stadig. De har fået nok af førstehjælpskasser og »filantropiske forskere,« siger hun: »Det hele handler om data, data, data, bla bla bla. Hvad med vores sikkerhed? Økonomien? Hvad med turisterne?«

Heather Doyle tænker på hajer »hele tiden«. Stod det til hende, fløj der lige nu fly og droner hen over Cape Cods strande, surfere og svømmere var udstyret med apparater, der skræmmer hajerne væk med elektromagnetiske bølger, og ved alle strande gav sensorer konstant besked om, hvor hajerne var. Selv er Doyle helt stoppet med at bade i havet.

»Havet er Cape Cod. Det er vores identitet,« siger hun. »Nu begynder flere at anlægge pools i deres hjem. Pools! Det er ynkeligt. Du tager ikke til Cape Cod for at bade i en pool. Så kunne du være blevet i New York.«

Igennem årene har enkelte Cape Cod-borgere advokeret for en ændring af lovgivningen, så hajer og sæler igen kan jages, mens nogle mener, at der bør sættes hajnet op i havet ud for strandene. Men Cape Cod er i konstant geologisk bevægelse, og halvøens strande og sandbanker ændrer sig hele tiden. Sætter man et net op den ene dag, kan det være nyttesløst den næste. Derfor frygter videnskabsfolk som Greg Skomal, at den slags barrierer vil give folk en falsk tryghed. For ham at se findes der ingen fuldstændig sikre løsninger – udover aldrig at gå i vandet. »Og det ønsker jeg ikke for nogen,« siger han.

Det samme svarer Tony Pike, da jeg nævner borgernes bekymring: »Hvis det her var et problem, der kunne løses, mon ikke australierne så havde løst det for længst; kiwierne i New Zealand, vores medborgere i Californien?«

Dagens menu

Dagen efter kører jeg nordpå mod byen Wellfleet, der er kendt for sine surferstrande. Det var her, Arthur Medici døde. Her, surferen Chris Hamilton fik sit livs forskrækkelse. På min Sharktivity-app ser jeg, at der samme formiddag er spottet en hvidhaj kun fire meter fra kysten på White Crest Beach.

Nede på stranden er luften tung af varme, og i et livreddertårn sidder en ung kvinde i en knaldrød bikini og spejder ud over havet. Når en haj bliver observeret nær kysten, beordrer livredderne folk op af vandet i en time. Nu er det igen tilladt at dyppe sig, men der er ikke mange mennesker i det grønblå vand.

Et godt stykke ude ser jeg en kvinde: Hun dykker, tager et par svømmetag og dykker så igen. Det ser ikke ud, som om hun tænker det fjerneste over, at der for få timer siden er set en hvidhaj lige dér, hvor hun nu boltrer sig. Da hun stiger op fra bølgerne, ser jeg, at hun er iført en lyseblå badedragt med hajer på. Er hun slet ikke bange?

»Tjo,« svarer hun. Vrider vandet ud af sit hår. »Men jeg har mere lyst til at bade end at være bange.«

Jeg nærmer mig selv vandkanten. Stikker fødderne i, så det meste af skinnebenene og tager et par skridt, så vandet går mig til hoften. Jeg bøjer knæene, og det kølige hav føles forrygende. Hurtigt dypper jeg hovedet, holder vejret et par sekunder. »Vi er ikke på menuen,« messer jeg for mig selv.