Strafcelle. Langt flere indsatte i danske fængsler straffes med langvarig isolation end for få år siden. Det slår skår i tilliden mellem indsatte og fængselspersonale, og for fangerne giver det psykiske problemer.

Målet er straf

Målet er straf Af Vu Nguyen

Da fængselsbetjent Steen Iversen for ti år siden trak i den himmelblå uniform, var det på grund af det pædagogiske arbejde med resocialisering af klientellet, der er betjentslang for de indsatte i de danske fængsler.

»Kløften mellem de indsatte og ansatte er blevet dybere, og arbejdet med at resocialisere er blevet sværere,« siger 33-årige Steen Iversen, der arbejder ved Enner Mark Fængsel i Horsens.

Før i tiden fik han en føling med, hvad der foregik blandt de indsatte i afdelingen, fordi han kunne færdes rundt på gangen sammen med dem, uden at det vakte opsigt. Det kan han ikke på samme måde i dag. »Når de ser mig, er det ikke længere et individ, men ham i den blå skjorte fra systemet, der kommer gående. På den måde er det blevet sværere for mig at blive en del af deres hverdag,« siger Steen Iversen.

Siden årtusindeskiftet har en central tankegang i dansk retspolitik været at straffe de indsatte bag fængselsmurene; retsfølelsen må ske fyldest gennem længere og hårdere straffe. Det har været fremgangsmåden for justitsministre på skift, når de har detailstyret fængselsvæsenet fra Christiansborg.

Særligt én statistik springer i øjnene. Brugen af langvarig isolation på mere end 14 dage, også kaldet strafcelle, er steget gennem de seneste år. I Danmark kan en indsat sidde i en strafcelle 23 timer i døgnet i op til 28 dage.

Strafcelle er den hårdeste straf, Kriminalforsorgen kan give indsatte. I 2015 var der syv anbringelser i strafcelle, i 2020 var der 637. Hvordan gik det til?

Ikke lystbetonet

Da man fandt ud af, at de varetægtsfængslede mænd, der var mistænkt for at medvirke til Omar El-Husseins terrorangreb i København i 2015, havde adgang til mobiltelefoner, blev det en skæbnesvanger begivenhed for alle indsatte. Fra det øjeblik blev tallene for brug af strafcelle sendt på himmelflugt, og ulovlig besiddelse af mobiltelefoner er årsag til langt de fleste anbringelser, viser tal fra Kriminalforsorgen.

De politiske stramninger begyndte med en særlig indsats for at få bugt med ulovlige mobiltelefoner i danske fængsler i 2016. Senere kom der også nye retningslinjer for rygning, upassende sprogbrug og adfærd for fanger ind i billedet.

Tidligere justitsminister Søren Pind satte gang i det, og hans efterfølgere, Søren Pape Poulsen og Nick Hækkerup, strammede jerngrebet om de indsatte yderligere.

Hvis en indsat før i tiden overtrådte fængslets regler om rygning, brug af mobiltelefoner, sprogbrug eller adfærd, var det op til fængselsbetjentene at bestemme straffen. Men med årene fik personalet færre og færre muligheder for at foretage faglige skøn. Hvis en indsat i dag for eksempel tilsviner en fængselsbetjent, sender hånlige blikke eller ruller med øjnene, bliver han forvist til isolationsafdelingen. Det er et resultat af den såkaldte respektpakke fra den borgerlige regering i 2016.

I forlængelse af pakkens vedtagelse udtalte Søren Pape Poulsen til Information i 2017, at »Det skal være hårdt at være i fængsel, det skal ikke føles godt«.

For at forstå konsekvenserne af den stigende brug af strafcelle er man først nødt til at forstå de indsattes hverdagsliv i danske fængsler. På en ganske almindelig fængselsafdeling står indsattes celledøre pivåbne fra morgen til aften. I det tidsrum står det dem frit for at gå på toilettet, kokkerere i køkkenet og socialisere med andre på afdelingen.

Men sådan forholder det sig ikke på isolationsafdelingen. Ser man bort fra de nyere fængsler, hvor indsatte har eget toilet i cellerne, kræver et toiletbesøg her eskortering fra en eller flere fængselsbetjente, alt efter opgavens karakter. Spisning står på opvarmet mad fra de såkaldte Sønder Omme-bakker, selskab med andre indsatte kan man glemme alt om, og indånding af frisk luft må ske under den ene times gårdtur, de indsatte har ret til.

»Når jeg sætter et andet menneske ind i en strafcelle, har jeg oplevet, at de nærmest går ind i en katatonisk indelukkethed. Det gør det rigtig svært for mig at arbejde videre med dem. Flere gange har jeg oplevet, at måneders eller års arbejde med resocialisering af en indsat langt hen ad vejen er gået tabt,« siger fængselsbetjent Steen Iversen.

Spøger man Peter Scharff Smith, der er professor ved Institut for kriminologi og retssociologi på Oslo Universitet, strider det mod al sund fornuft at anbringe de indsatte i strafcelle. »Det er et politisk selvskabt problem, da det hverken gavner de indsattes vilkår, de ansattes arbejdsvilkår, fængselsvæsenet eller det omkringliggende samfund,« siger han.

Kriminalforsorgen bør yde en større indsats for at sikre retssikkerheden og det psykiske velbefindende for de indsatte, hvis de straffes med isolation i de danske fængsler. Det kan man læse i en temarapport om strafceller for 2019 fra Folketingets Ombudsmand. Ligeledes viser forskning, at isolation både kan forværre og forårsage angst, depression, andre psykiske lidelser og i værste fald føre til selvmord.

Sverige afskaffede strafcelle i ’75

Emil Engel blev i 2019 efter narkokriminalitet idømt ti måneders afsoning i et åbent fængsel. Men efter at to stikprøvekontroller viste positive urinprøver for hash, og en razzia havde afsløret ham i at være i besiddelse af en mobiltelefon, røg han i isolationsafdelingen, hvor han i fem dage i 23 af døgnets 24 timer var låst inde i en strafcelle. De fem dage satte spor.

»Jeg blev panisk og angst og kunne hverken spise, falde i søvn eller helt til ro, fordi jeg var vant til at bevæge mig rundt på afdelingen,« siger 30-årige Emil Engel, der nu er pædagogstuderende.

»I strafcellen var jeg afskåret fra al social kontakt. Da jeg kom ud fra isolation, blev jeg opgivende og mistede helt lysten til at opføre mig ordentligt. Det havde også den helt modsatte effekt på mit stofmisbrug.«

Det tog Emil Engel næsten et halvt år at bearbejde isolationen, efter at han blev løsladt. I månedsvis vågnede han flere gange om natten for at vippe med dørhåndtaget. Sikker skulle han være på, at døren ikke var låst.

Det tog også lang tid for ham at kunne kapere mange mennesker på samme tid igen. Han turde slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis han havde siddet i isolation i længere tid, siger han. Selvskade eller en form for afreagerende adfærd havde været en mulighed.

»Selvfølgelig skal jeg følge reglerne, men det er efter min mening et overgreb at ryge i en strafcelle, når jeg hverken har udøvet vold eller er kommet med trusler,« siger Emil Engel, der stadig har det svært med at høre lyden af raslende nøgler.

Danmarks omstridte brug af strafcelle kolliderer med de internationale standarder for fængsler, siger Hans Jørgen Engbo, der er tidligere ekstern lektor i strafferet på Københavns Universitet, tidligere fængselsinspektør ved Anstalten ved Herstedvester og tidligere direktør for Kriminalforsorgen i Grønland.

»Det er pinligt, at Danmark, som det eneste land ud af Europarådets 47 medlemslande, har taget en række forbehold, når det gælder anbefalinger om isolation,« siger han.

Danmark har flere gange fået kritiske bemærkninger om brugen af langvarig isolation fra Europarådets Torturkomité. Nogle af anbefalingerne kan endda spores tilbage til 2008.

I maj blev det Danmarks tur blandt FNs medlemslande til at blive eksamineret i menneskerettigheder. Det sker hvert femte år. Her stod det danske fængselsvæsen for skud, og konklusionen var, at især brugen af isolation som disciplinærstraf i mere end 14 dage i fængslerne var under al kritik. Bag kritikken står lande som Norge, Sverige, Polen, Rusland, Slovenien og Irland.

Anbefalingen lyder, at den danske lovgivning og retspraksis bør følge FNs internationale fængselsstandarder fra 2015, der også bliver kaldt for Mandela-reglerne. Her fremgår det, at alle stater forbydes brugen af isolation som straf i mere end 15 sammenhængende dage.

Stater er dog ikke juridisk forpligtet til at efterleve Mandela-reglerne.

Ikke desto mindre er Danmark dét land i Norden, som benytter isolation som disciplinærstraf i fængslerne mest. Sverige sløjfede denne strafform helt tilbage i 1975. I Norge blev isolationsfængsling på mere end 24 timer afskaffet som disciplinærstraf i 2001. I Finland isoleres indsatte stadig, men ikke mere end ti døgn.

Fængselsbetjentflugt

»Jeg er helt indforstået med, at mit arbejde også består i at straffe de indsatte, hvis de bryder reglerne. Men problemet er, når det bliver det altoverskyggende,« siger Steen Iversen.

»Hver eneste gang der bliver lavet politiske stramninger, som gør mit arbejde mindre fleksibelt, øger det faktisk ikke min sikkerhed. Jeg mister følingen med de indsatte, de mister følingen med mig, mens mit arbejde bliver mere krævende.«

Rationalet er ganske enkelt. En bedre relation mellem de indsatte og ansatte fremmer sikkerheden for alle parter. Hvis de ansatte fremstår som mennesker i de indsattes øjne, er der i sidste ende en mindre sandsynlighed for, at indsatte gør ansatte ondt.

»Som fængselsbetjent kan det være svært at håndhæve nogle regler, som på nogle områder føles meget uproportionelle i forhold til den begåede forseelse,« siger Steen Iversen, der ønsker, at den enkelte fængselsbetjent eller den lokale ledelse får mulighed for at anvende skøn i flere situationer.

Flere indsatte og færre fængselsbetjente lægger et stort pres på fængselsvæsenet. Der er nu færre end 2.000 betjente til at tage sig af 4.200 indsatte. Værre er det, at fængselsbetjente var den dyreste erhvervsgruppe at forsikre i 2019.

Kort sagt arbejder fængselsbetjente i landets farligste branche. Helt præcist er hver femte fængselsbetjent forsvundet fra fængslerne i de seneste otte år. 450 færre fængselsbetjente end i 2013, viser tal fra Kriminalforsorgen. Hvorfor?

Det kunne Berlingske løfte noget af sløret for sidste år, da avisen kom i besiddelse af Kriminalforsorgens »Afgangsanalyse for fængselsbetjente 2017-2018«.

Fællesnævneren for personaleflugten var, at man sådan set bare ville væk. I takt med at fængslerne blev fyldt til randen med indsatte, forsvandt tiden ligeledes med de indsatte. Over halvdelen (56 procent) af de i alt 103 fratrådte fængselsbetjente, som medvirkede i undersøgelsen, svarede for eksempel, at de led under den »manglende tid til det relationelle arbejde«.

Spørger man Bo Yde Sørensen, formand i Fængselsforbundet, der repræsenterer alle ansatte i landets fængsler, er Kriminalforsorgen de facto »gået konkurs«. Han siger, at måden, man bruger strafcelle på i Danmark, skal gentænkes. Det skal benyttes i mindre grad, siger Bo Yde Sørensen, men dog ikke afskaffes.

»Det er vigtigt at beholde strafcelle som sanktionsmulighed, når indsatte opfører sig uhensigtsmæssigt over for andre indsatte og ansatte. Men politikerne skal lade være med at detailstyre Kriminalforsorgen. De skal fastsætte de overordnede rammer, men lade fagfolkene foretage de faglige skøn, for det er vi med al ære og respekt bedre til at vurdere end dem,« siger han.

Hvis man skærer antallet af »besynderlige« politiske måltal for visitationer af celler ned til det halve, vil man stadig opnå samme effekt, siger Bo Yde Sørensen.

»Hvorfor visitere celler til højre og venstre, når vi godt ved, hvem der sidder med narkoen eller hashen? Man får ikke indsatte til at holde op med at være afhængige ved at smide dem i en strafcelle. Sådan er verden ikke skruet sammen,« siger Bo Yde Sørensen.

Justitsminister Nick Hækkerup har ikke ønsket at lade sig interviewe til denne artikel, men har sendt en skriftlig kommentar.

»Det er min opfattelse, at der er brug for at kunne slå ned på dem, der ikke overholder de regler, der gælder for indsatte i fængslerne. Her er eksempelvis brug af strafcelle en hård, men nødvendig reaktion over for visse indsatte,« skriver han.

Og videre: »Men jeg er åben over for at diskutere, hvordan disciplinærstraffesystemet kan forbedres, for eksempel i forbindelse med de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen.«

Side 1