Efter 35 år som fængselsbetjent på Herstedvester bilder John Rasmussen sig ind, at han ved, hvornår en fange er farlig.
»Og den her gang var jeg ikke i tvivl,« siger han. Derfor opfordrede Rasmussen i maj fængselsledelsen til at placere en ekstra betjent på hans afdeling for at holde en bestemt fange i skak. Anmodningen blev afvist. Den første tirsdag i juni blev fangen voldelig.
»Han tager fat i min kollega og ryster ham, og så tager han min kvindelige kollega og kaster hende ned, så hun slår baghovedet i gulvet og får hjernerystelse,« siger John Rasmussen.
Alle, der har trukket i Kriminalforsorgens lyseblå uniform, oplever utrygge situationer. Det kan man leve med, siger Rasmussen, så længe man ved, at forstærkningen altid er lige om hjørnet, når du trykker på alarmknappen. Den vished er væk i dag:
»Du kan ikke leve med, at du tænker: ’Det her klarer vi ikke, vi kommer alvorligt til skade nu.’ Det er det, der gør, at du vågner midt om natten med mareridt om fire måneder – eller fire år.«
Krisestemningen er mærkbar i de danske fængsler fra Renbæk i Sønderjylland til Herstedvester på Sjælland. Næste år vil de i forvejen overfyldte fængsler blive ramt af en overbelægning på 108 procent, fremgår det af et nyt folketingssvar fra justitsminister Nick Hækkerup. Særligt slemt står det til i landets åbne fængsler, hvor der vil være 16 procent flere indsatte, end der er plads til.
Tallene er historisk høje og kommer for dagen efter en årrække, hvor flere og flere fanger vogtes af en skrumpende stand af fængselsbetjente, der forlader deres stillinger forbitrede eller førtidspensionerede. Mange års skærpelser af straffelovgivningen har sendt antallet af fanger i vejret, og nu råder uorden ifølge folketingssvaret i alarmerende grad bag murene.
Hvad systemet forventer
Hvordan virkeligheden helt konkret ser ud i de overfyldte fængsler, fremgår af et andet folketingssvar af nyere dato:
Over en treårig periode har fængsler og arrester set sig nødsaget til at omdanne rengøringsrum, gamle kontorer og »øvrige fællesfaciliteter« til over to hundrede cellepladser.
Ifølge Fængselsforbundet drejer det sig også om telefonbokse, lokaler beregnet til familiebesøg og opholdsrum. I et nu lukket arresthus på Lolland er et bordtennisbord blevet brugt som soveplads.
Justitsministeren er ikke bleg for at indrømme, at der er nok at tage fat på: »Det tror jeg, at selv en blind kan se,« konstaterer Nick Hækkerup over for Weekendavisen.
John Rasmussen har båret rundt på sit nøglebundt i Herstedvester Fængsel, siden han var 21 år. Første arbejdsdag var i april 1986. Institutionen var også dengang målrettet personer med forvaringsdomme og behov for psykiatrisk hjælp, og flere af fangerne genkendte han fra avisernes spisesedler. Nu gik han op og ned ad dem hver dag.
»Det var spændende at arbejde med mennesker, der havde en ekstrem livserfaring og en fortid ulig alle andres,« siger han. De første år handlede jobbet mest om at sikre ro og orden, men snart mærkede Rasmussen og hans kolleger, hvordan nye ideer sivede ind gennem tremmerne og føjede til jobbeskrivelsen:
»Vi skulle skabe tætte relationer til de indsatte for at give dem en bedre afsoning og mulighed for resocialisering. Det handlede om at gøre dem klar til at komme ud på den anden side,« fortæller han. Rasmussen fortsætter:
»De indsatte kunne godt lide, at vi som betjente ikke havde bagtanker, når vi havde samtaler med dem. Når de sad over for en psykolog, blev alting skrevet ned og kunne få betydning for deres afsoning. De kunne tale fortroligt med os om at have et hustrudrab på samvittigheden. Det kan tage flere år at åbne dem op. Det var et frirum for de indsatte, men det kræver betjente, der har tid til det. Det ser vi ikke så meget mere.«
På Herstedvester var der i år 2000 185 betjente til at passe på 127 fanger, men sidste år var tallene næsten vendt på hovedet; nu skulle 126 betjente tage sig af 164 fanger.
Besparelserne sætter spor. Nogle psykisk syge indsatte har en særlig evne til at krybe ind under huden på en, siger John Rasmussen, og der er ikke længere tid til at tage fem minutters pause og puste ud. Rasmussen ser flere og flere kolleger blive ramt af posttraumatisk stress. Selv mærker han også presset. Der er dage, hvor det eneste, han gør, er at slukke brande:
»Så har du gjort, hvad systemet forventer,« siger han.
Verden udenfor
I årtier hvilede det danske fængselssystem først og fremmest på det grundprincip, at forbrydelser skulle afføde straf: Straffens længde og last sikrede i sig selv den passende genopdragelse af fangen. Men fra slutningen af 1960erne vandt nye progressive ideer indpas, og tanker om pædagogik og resocialisering trængte ind bag ringmurene.
Kriminalforsorgens principprogram fra 1993 blev et vendepunkt med kongstanken om »normalisering«: Nu skulle fængslerne så vidt muligt afspejle dagligdagen i verden udenfor. Der blev lagt vægt på, at fangerne klædte sig i deres eget tøj, tilberedte egne måltider og havde ret og pligt til at arbejde, tage uddannelse eller gennemgå behandling. Tanken var, at ved straffens udløb skulle mere hele mennesker træde ud ad porten. Senere blev det indskrevet i loven, at straf skal gennemføres for »at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse«.
Den hjørnesten i nyere retspolitik er udfordret, lyder kritikken. Over de sidste knap ti år er antallet af fængselsbetjente faldet fra mere end 2.500 til godt 2.000 i dag. Samtidig har de danske fængsler og arresthuse nu over 4.000 fanger, det højeste antal over det sidste årti.
Det er en direkte konsekvens af den herskende tendens i dansk retspolitik siden årtusindeskiftet, hvor skiftende justitsministre har slået sig op på at være tough on crime. Ifølge en opgørelse fra Jyllands-Posten foretog Folketinget fra 2002 til 2017 mindst 67 skærpelser af straffeloven.
Amerikanske tilstande
Tilstrømningen af fanger har ifølge kritikerne overrumplet systemet og skabt en negativ spiral, der får flere og flere fængselsbetjente til at forlade jobbet, mens færre kommer til. Sidste år havde forbundets medlemmer i gennemsnit 22 sygedage; det tilsvarende tal for andre statsansatte er otte.
Ingen anden erhvervsgruppe er dyrere at forsikre: Risikoen for overfald er overhængende. Ifølge en rapport fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – fra 2020 har omkring fem procent af betjente og andre ansatte i systemet fået tildelt en diagnose for svær belastning, der kan indebære posttraumatisk stress.
Sidste år forlod 70 betjente jobbet på grund af dårligt helbred, mens mange andre siger op i utilfredshed. Manglen på fængselsbetjente er så stor, at prøvebetjente i dag er nødsaget til at uddanne andre prøvebetjente, fortæller formand for Fængselsforbundet Bo Yde Sørensen:
»Det er at spille hasard med andre mennesker,« siger han. »Vi står der, hvor vi efter ti års misrøgt af Kriminalforsorgen ikke længere har det job, vi havde for ti år siden. Vi har udsultet indholdet for både indsatte og ansatte i en sådan grad, at folk ikke har lyst til at være i jobbet længere.«
De danske fængsler står i dag ved en korsvej, siger han:
»Får vi ikke snart noget kærlighed, er vi om ganske få år et sted, hvor vi som fængselsbetjente ikke længere er i stand til at drive fængslerne. Så må vi begynde at gøre ligesom i USA, hvor folk smides ind i nogle celler og må klare sig selv. Vores job bliver alene at sørge for, at de ikke slår hinanden til plukfisk eller flygter over ringmuren.«
Yde Sørensen fortsætter:
»Vi er allerede ved at nærme os den situation i nogle fængsler. I Horserød Fængsel er der mange timer hver dag, hvor nogle af de fanger, vi bryder os allermindst om, sidder fuldstændig på magten.«
I Kriminalforsorgen bekræfter direktør Ina Eliasen, at »vi står i en krise«, men afviser, at der er tale om amerikanske tilstande.
»Når man er så presset som fængselsbetjent, er det svært at nå det hele. På den måde genkender jeg en lille del af billedet, men vi har jo en kæmpe indsats med beskæftigelse, uddannelse, kognitive programmer og misbrugsbehandling,« siger hun og fortsætter:
»I de danske fængsler har vi misbrugsbehandlingsgaranti, og det er ret unikt. Er behandlingen under pres? Ja, det er den måske nok, for det kan være svært at nå det hele, men vi har den, og vi lever op til de ting, vi skal.«
Ingen garantier
På Christiansborg udstikkes politikken for landets fængsler hvert fjerde år med såkaldte flerårsaftaler. Til efteråret skal justitsminister Nick Hækkerup forsøge at rette skuden op med en ny aftale. Han erkender, at vi står med et problem.
»Vi skal blive bedre til at sikre, at folk, der kommer ud af vores fængsler, kan blive en aktiv del af samfundet uden kriminalitet bagefter. Jeg tror i virkeligheden, at den tilgang, vi skal have, skal basere sig på ret og pligt, så de indsatte, som gerne vil finde en vej tilbage, skal have bedre muligheder for det. Og omvendt, at vi ikke skylder de forhærdede kriminelle, som er ligeglade, særlig meget.«
– Lige nu er der ikke ressourcer til at sikre det?
»Det er jeg enig i. For det første skal vi skaffe flere fængselspladser, arrestpladser og andre afsoningsformer. Og så skal vi sikre, at der bliver uddannet mere personale. Det er nogle ting, som det tager tid at implementere, men som er uhyre vigtige, og som vi gerne skal have fat i med den nye flerårsaftale for Kriminalforsorgen.«
– I et folketingssvar har du selv udspecificeret, at Kriminalforsorgen må bruge gamle kontorer og rengøringsrum som celler. Kan du leve med det som minister?
»Jeg vil jo hellere have, det så anderledes ud. Vi skal have fremskaffet flere pladser. Der er nogle, vi kan fremskaffe på den kortere bane, og nogle, som det kommer til at tage længere tid at fremskaffe,« siger han og fortsætter:
»Over de seneste år er der skabt 521 pladser, men vi forventer at åbne yderligere 94 pladser i 2021. Men selvom det er sket, står vi stadig et meget svært sted.«
– Betyder det så, at man ikke længere vil bruge rengøringsrum som celler inden for et par år?
»Det er svært at garantere. Det er selvfølgelig ambitionen. Det kommer an på, hvordan udviklingen i kriminaliteten bliver – der er en lang række faktorer. Nogle af dem har jeg indflydelse på, andre har jeg ikke.«
– En kritik af politikerne går på, at I har hævet straffene, så der kommer flere indsatte, uden at give Kriminalforsorgen bevillinger til at følge med. Er du enig i det?
»Det har man i hvert fald set eksempler på. De seneste par år har vi prøvet at sikre, at når vi var med i lovforslag, som gav yderligere belastning af vores kriminalforsorg, har vi arbejdet med, hvor mange midler der skulle tilføjes Kriminalforsorgen.«
