Mens temperaturen i marts stadig kæmpede hårdt for at løfte sig over frysepunktet, kom den endelige dødsdom over »Kæmpe Eskimoen«, da isproducent efter isproducent meldte ud, at de ville sløjfe det klassiske navn. Ispinden fra barndommens isskilte, der havde levet et uanseeligt liv i skyggen af skiftende modeis med eksotiske ingredienser eller henvisninger til aktuelle kulturfænomener, havde ellers overlevet de fleste konkurrenter. Men med den stigende entusiasme over for identitetspolitik kom isen endelig tilbage i rampelyset som et feteret omdrejningspunkt i den umættelige jagt på næste anstødssten.
Personligt har jeg ikke de store følelser for navnet – jeg har altid været mere optaget af, at den diminutive is smykkede sig med ordet »kæmpe« – så i den identitetspolitiske navnestrid forbeholder jeg mig retten til at forblive neutral. Selve isen har jeg imidlertid følelser for. I feltet af konsumis har jeg altid ment, at den var den mest interessante med sit blødende hjerte af tyk solbærsirup, der løftede den over monokrom chokoladeovertrukken flødeis.
Nu er jeg imidlertid blevet i tvivl om, hvorvidt solbærret virkelig er et kardinalpunkt for isen, tidligere kendt som eskimo. Årsagen skal findes i den internationale ishistorieskrivning, hvor den amerikanske isklassiker »The Eskimo Pie« åbenbart står centralt.
Onlinemediet Slate fortalte i 2015 historien om, hvordan den blev opfundet og patenteret i årene omkring 1920 af danskfødte Christian Kent Nelson. Han havde efter eget udsagn fundet på isen efter mødet med en dreng i sin butik, der ikke kunne vælge, om han skulle købe en is eller en chokoladebar. Nelsons columbusæg var at kombinere is og chokoladebar, og han brugte uger på at få chokoladeovertrækket til at fæstne rigtigt på isen.
Navnet var imidlertid ikke mere hugget i sten, end at Nelson først kaldte sin opfindelse »I-Scream Bar«, og selvom han oprindeligt havde stukket en pind i isen, overbeviste hans driftige kompagnon ham om, at det lignede en slikkepind for meget. Efter alt at dømme var den oprindelige »Eskimo Pie« også bare en simpel klods flødeis med chokoladeovertræk. Det er faktisk ret usandsynligt, at den amerikanske udgave har indeholdt solbær, for det var forbudt at dyrke og importere bærret i hele USA fra 1911 og indtil 1966, fordi man mistænkte, at det kunne sprede en svampeart.
Den moderne amerikanske udgave af isen har da heller intet spor af solbær, men hvad med indlandsisene? Er det de hjemmeboende danske isfabrikanter, der har fundet på at lade den kridhvide flødeis gennemskære af det dybrøde solbær? Jeg har ikke svaret. Der er tale om eskimois i avisernes spalter helt tilbage til 1920erne, og der lader også til at have været en isproducent med navnet i Danmark. Men langt op i 1990erne averterer mange stadig med eskimois som en flødeis overtrukket med chokolade uden at nævne noget om solbær. Der er sågar et ismejeri, der reklamerer med eskimois med jordbæris.
Men i 1972 kan man på Friskos isskilt finde isen med solbær, som vi kender den i dag. Men spørgsmålet er, om ideen i virkeligheden kommer fra Hellerup Is, der umiddelbart inden var blevet opkøbt af Frisko? I en annonce fra foråret 1969 melder de med Dirch Passer som blikfang om to lækre isnyheder, og den ene af dem er en Kæmpe-Eskimo, der beskrives som en vaniljeis med solbærsyltetøj og chokoladeovertræk.
Uanset hvor ideen stammer fra, tyder noget altså på, at hverken eskimoisens navn eller indhold er tidsløst, og når alt på den måde er oppe i luften, kan man jo lige så godt se stort på konventionerne. Jeg besluttede mig i hvert fald for at forsøge mig med en udgave, hvor solbærrene, der jo lige knap er i sæson, var erstattet af sæsonens overflod af rabarber.
Først fyldet: Vælg gerne højrøde vinrabarber og brug kun den mest røde del af stænglerne. Skær 300 gram rabarber i ganske små tern for at få brudt så mange tråde som muligt, og lad så 240 gram sukker få lidt varme i en gryde. Så snart man kan lugte den varme sukker, tilsættes rabarberne og korn og bælg af en halv vaniljestang. Det hele koges godt sammen til en sovs, der undervejs justeres med vand, så man til sidst opnår en konsistens, der ikke er helt så tyk, som den man ønsker i den færdige is.
Hvad flødeisen angår, sværger jeg til en lidt nedjusteret udgave af en gammel Camilla Plum-opskrift. Her flækkes en halv vaniljestang, og kornene blandes med 100 gram sukker. Stangen koges med en deciliter vand i otte minutter og køles af. Så piskes en halv liter piskefløde til blødt skum, og derefter piskes tre æggeblommer med sukkeret. Til slut vendes de tre dele forsigtigt sammen og hældes i en ismaskine. Når ismassen næsten er frosset, hældes den i en beholder, og smeltet chokolade vendes forsigtigt i. Nu drejes den afkølede rabarbersovs forsigtigt rundt i den næsten frosne iscreme, så den efterlader sig fine striber i den flødehvide is.
Kæmpeinuit, rarbarbertornado, rød invasion af Arktis? Kald den, hvad De vil, men kald for guds skyld på en ekstra portion.
Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.
