Det er muligt, at medlemmerne af Det Svenske Akademi har diskuteret det indgående: Hvordan kan vi, efter de beskæmmende blotlæggelser af økonomisk kammerateri og sexovergreb i vores kreds i 2017-2018, nå et nyt lavpunkt af nogenlunde samme katastrofale kvalitet?
Vanskeligt, ja, men man har virkelig gjort et godt forsøg. I april 2018 anmeldte organisationen Juridikfronten, som overvåger højreekstremistiske bevægelser i Sverige, den nazistiske Nordiska Motståndsrörelsen (NMR) til Akademiet. Siden 1960 har Akademiet nemlig haft til opgave, på vegne af regeringen, at håndhæve paragraf 51 i loven om ophavsret. Det er en bestemmelse, som kaldes Klassikerskyddet, klassikerværnet, og den indebærer, at Akademiet skal overvåge og gribe ind mod misbrug af klassisk svensk litteratur, som ingen længere ejer ophavsretten til.
I sin tid blev paragraffen indført for at beskytte de svenske klassikere mod kommerciel tarvelighed. Men nu blev nazisterne altså anmeldt for at citere stønnende patriotiske tekstbidder af en stribe nationalromantiske digtere, dels på NMRs hjemmeside, dels i organisationens hadfyldte netmagasin Nordfront. Det drejede sig om digtere som Esaias Tegnér (1782-1846), Viktor Rydberg (1828-1895) og Verner von Heidenstam (1856-1940), der i den danske kanon kunne svare til Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig og Christian Richardt. Kunne det virkelig passe, at nazisterne skulle have lov til at pryde deres voldsforherligende racehad med ord af disse svenske skjalde?
Blandt andet blev et von Heidenstam-digt lagt hen over en video fra terrorangrebet i Christchurch i New Zealand i marts 2019, da en højreekstremist angreb en moské og dræbte 49 mennesker.
Det Svenske Akademi gik i aktion og stævnede NMR. Man krævede fogedforbud og en bod på to gange en million svenske kroner. Torsdag i sidste uge blev der afsagt kendelse ved Stockholms Tingsrätt, og dommerne fandt ikke, at man kunne dømme nogen for at citere gamle digtere korrekt.
Kendelsen gav således NMRs sagfører, Henrik Johansson, medhold i, at klassikerparagraffen handler om, hvad og hvordan der citeres – ikke hvem der citerer. I en kommentar noterede dommer Tomas Nordström desuden, at »en så ekstensiv tolkning, som Akademiet har plæderet for, ville kunne få visse ytrings- og trykkefrihedsretslige konsekvenser«.
Akademiets nuværende sekretær, den noble litterat og oversætter Mats Malm, udtrykte over for TV4 skuffelse over kendelsen: »Vi mener, at intentionen med klassikerværnet er at forsvare forfattere, som ikke kan forsvare sig selv. En moderne forfatter, som citeres på en hjemmeside med tekster, der gang på gang er blevet dømt for hetz mod befolkningsgrupper, kan jo henvende sig til domstolen for at slippe for at blive udnyttet på den måde.«
Aha, svarende til Rolling Stones, der frabad sig, at Donald Trump anvendte You Can’t Always Get What You Want som kampagnesang? Her kunne man jo mene, at dette er en fordel ved at være død forfatter – man slipper for at tage sig af alle de dumme og forkerte læsere, som mæsker sig i ens værker.
TV4s reporter var også lidt konfus over Mats Malms melding om, at »Tingsrätten har foretaget en anden bedømmelse, end vi har«. Reporteren ville gerne vide, om Akademiet virkelig har en anden opfattelse end den, som blev udtrykt i kendelsen, nemlig at disse værker med over 100 år på bogryggen rent faktisk lever deres eget liv nu?
Mats Malm: »Vores udgangspunkt har været, at også hedengangne forfattere har ret til ikke bare at blive inddraget i hvad som helst.«
Så kan de 18 akademimedlemmer godt nok få travlt med sagsanlæg (og ja, Mats Malm anvendte faktisk udtrykket »hedengangne«).
Kommentatorer på de svenske kultursider har rystet på hovedet og trukket på skuldrene. I Dagens Nyheter skrev Jonas Thente: »Man kan blive så oprørt, man vil. I bund og grund er det en rimelig dom, og det er vel ikke nogen tilfældighed, at disse digtere havnede, hvor de gjorde.«
Nej, især Viktor Rydberg ville vel føle sig ganske hjemme i det nazistiske fakkelskær med duft af nyskænket had og mjød.
Thente fremførte en stilfærdig portion snusfornuft: »Klassikere er til, fordi de læses, og ikke alle læsere er blide humanister. Det er det samme med nationalsangen og flaget: Man kan ikke lovgive om, hvem der skal have lov at anvende dem.«
I Svenska Dagbladet anførte juraprofessor Mårten Schultz det forbavsende i, at samtlige landets aviser og nyhedssites et døgns tid i midten af april 2021 bragte rubrikker i stil med »Nordfront besejrede Det Svenske Akademi«. Og at der var fuld dækning for påstanden.
Juristen Schultz mente dog ikke, at afgørelsen er »selvklar«, og han udtrykte som fagmand en boblende forhåbning, grænsende til opfordring: »Det skulle ikke undre mig, om Det Svenske Akademi anser, at sagen fortjener at prøves ved Överrätten.«
Det håber nazisterne garanteret også på. Rubrikker, tv-tid, masser af klik i de forhadte mainstreammedier, spalteplads sågar på avisernes kultursider, hjemsted for »judeomarxismen«, som Nordfront gerne kalder almindeligt dannede kredse.
Det Svenska Akademi blev i øvrigt også pålagt at betale sagsomkostningerne for såvel Nordfront som Nordiska Motståndsrörelsen.
En helt igennem gratis omgang.
