For fem år siden holdt den amerikanske læge James Hamblin op med at gå i bad. Ingen shampoo, ingen balsam, ingen sæbe, ingen deodorant, ingen skrubbecremer eller fugtighedscremer. Alt, hvad han før forbandt med at være ren.
Han gjorde det ikke af ædle grunde. Ikke for at spare på kostbart rent vand, skåne miljøet for flodbølger af sæbe og shampoo og sløjfe den almindelige hudplejes plastiktuber, flasker og bøtter, men fordi han interesserede sig for »minimalistiske regimer« og var ved at lægge sit liv om. Han hang og dinglede mellem sin sikre tilværelse som læge og et usikkert liv som journalist og forfatter.
Alt måtte skæres ned, koffein og alkohol, han solgte bilen, stod af kabel og internet og sparede også den tid, han ellers stod i badet og foran spejlet. Som teenager med den typiske plage, »problemhud«, kunne hans acne være så slem, at den bredte sig til hans øjenlåg og næsten lukkede det. Som alle andre teenagere gjorde han det forkerte, vaskede og skrubbede aggressivt. Det hjalp ikke. Først som voksen spekulerede han over, hvorfor man først bruger sæbe for at fjerne hudens egne olier og straks bagefter smører den ind i fremmede?
Han går stadig ikke i bad, benytter sig af »målrettet hygiejne«, og påstår, at han ikke lugter. Over tid blev hans hud bedre af det, mindre fedtet, færre pletter med eksem, armhulerne lugtede ikke længere af rå løg. Om morgenen stak han hovedet ind under hanen for at få håret til at sidde, og med sit velsiddende tøj og slanke statur, sin ungdom, sit pæne sprog og sin selvsikkerhed opfattede folk ham som velsoigneret. »Jeg behøver næsten ikke gøre noget for at se ren ud,« skriver han i Clean. The New Science of Skin (2020). Selvfølgelig måtte hans tilsyneladende bizarre og uhygiejniske eksperimenter resultere i en kritisk bog.
Hver gang han stødte på en ekspert, spurgte han om vedkommendes personlige hygiejne og fik nogenlunde samme svar. Folk, der vidste noget om hud og hudproblemer, gik sjældent eller aldrig i bad, brugte ingen eller mild sæbe, fordi huden renser og fornyer sig selv, og dyrkede i det hele taget et minimalistisk – og billigt – regimente. Især mikrobiologer holdt sig tilbage i respekt for hudens egen biodiversitet. De talte om den som en frodig skov eller artsrigt vådområde og ville hellere »fodre« dens »økosystem«, bevare dens fine balance og hjælpe dens naturlige mikroorganismer end forsøge at udrydde dem ved at rense, skrubbe og tilføre fremmede materialer, der aldrig virkede lige så godt som dens egne.
Mikrobiologer lyder som biologer. De deler en trang til at gå tilbage, rulle en udvikling baglæns og ramme en fredeligere alliance med omgivelserne i stedet for kamp og kontrol. Om det er natur eller hud. Biologer længes efter urørt skov, mikrobiologer efter urørt hud. Lad den være, fingrene væk, naturen kan selv. Der er noget vi-er-ikke-alene og jublende du-er-en-superorganisme over den nye videnskabelige tilgang til huden. De mikrobielle økosystemer beskrives som forlængelser af os selv, og ligesom mikroorganismerne i mave og tarm afstedkommer dem på huden sjældent sygdom. Hvis noget, hjælper de med at forhindre sygdom. Derfor er det dumt at vaske livsgrundlaget for uundværlige bakterier af sig.
En canadisk læge og mikrobiolog fortalte James Hamblin, at hun hver oktober, når vejret bliver tørt, har kløende mænd stående i sin konsultation, og hun trygler dem om ikke at gå i bad. Slet ikke to gange om dagen og slet ikke med total indsæbning, kun klatvask: under armene, skridtet, fødderne. Varmt vand alene fjerner langsomt de olier, kirtlerne udskiller for at holde på fugtigheden. Alt, hvad der efterlader huden mere tør og porøs, forhøjer risikoen for irritation og allergener. Men mændene kom i forventning om at få et eller andet nyt produkt af hende, og det er svært for læger at ordinere ingenting, så hun kaldte sin anbefaling en »total produktdiæt«. Den gik ud på at holde op med alt og se, hvad der skete. Psykologisk kunne det være værdifuldt at opdage, hvor lidt man behøvede.
Huden danner ikke en barriere til at adskille os fra den ydre verden, som man hidtil har sagt, men en dynamisk kontaktflade til vores omgivelser.
»Vi mennesker er ikke biologisk selvforsynende organismer, men dækket af og omgivet af andre organismer, som vi er afhængige af,« skriver Hamblin.
Et nyt, nænsomt sprog dukker frem i omsorgen for de trillioner af mikroorganismer, der lever i og på os. Under læsning af Clean får man først respekt for, så ondt af den fantastiske, elastiske, modstandsdygtige og selvforsynende hud, der bare prøver at bevare sin ligevægt, mens den bliver angrebet fra alle sider – af den gigantiske hudplejeindustri, af videnskab med antibiotika og andre bakteriedræbere, af kvaksalvere med indieprodukter uden virkning, af indendørsliv med lukkede vinduer og aircondition, af Det Moderne Liv fjernt fra dyrene og jorden.
Mennesker lever længere, og hygiejne har en enorm andel i det, men huden får det værre og værre med store stigninger i allergier og eksem. Over få hundrede år har sociale og personlige standarder for hygiejne og renlighed i det meste af verden ændret sig fra at hoppe i floden eller havet en gang imellem til daglige brusebade med det hele. Fra for lidt til for meget. Et eller andet sted i spændet mellem den minimalistiske og den maksimalistiske orden må den ideelle balance findes.
Man skal have sin portion snavs og bakterier og helst allerede fra fødslen, hvor børn, der glider naturligt ud i livet og smøres ind i morens bakterier på vejen, får færre problemer med huden end dem, der tages med kejsersnit. Og børn, der vokser op på landet, har færre allergier og mindre eksem end indendørs børn i byerne. Selv hunde på landet har færre allergier end hunde i byerne.
I første omgang virker det sært at promovere brusebad-tabu og dejlige bakterier, når hele verden er sæbe- og afspritningsfikseret, og vuggestuebørn går rundt med ildrøde, kløende hænder efter hyppig håndvask. Alles hud er p.t. udsat for den hårdeste kur, og den vil sætte sig besværlige og måske blivende spor som håndeksem. James Hamblins ærinde er ikke at forhindre håndvask. Dét, han kalder den nye videnskab om hud, taler om risikoen ved at forrykke hudens balance ved kroppens totale indsæbning, afvaskning og påsmøring hver eneste dag.
Han er efter hudplejeindustrien – også den frelste indiehudpleje med dens glow og purify og detoxify, dens »serum« og Pure Beam Luxe Oil, dens blå agave og matcha. Alle er øjeblikkelige eksperter på Instagram, især anti-establishment-hudplejen, ingen fører ordentligt bevis for noget som helst. Og man kan lige så godt lade være.
Efter at have interviewet mikrobiologer og dermatologer, talt med folk, der aldrig eller sjældent bader, og læst sig til bunds i forskningsresultater, når Hamblin frem til, at hudens økosystem ikke behøver at blive vedligeholdt på nogen kunstfærdig måde andet end dét, vi allerede ved virker: Sov godt, spis ordentligt, minimer dagligdagens ængstelse, gå udenfor, og bliv ude længst muligt for at få frisk luft og bakterier. Fysisk kontakt med omgivelserne gør folk modstandsdygtige og solide. Mikrobiologerne er så optaget af mikroorganismernes genialitet, at de forsker i at tilføre huden dem, hvor de mangler. Eller endnu bedre: præventivt at styrke dem, der allerede er der.
I stedet for Goops kostbare bakteriespray til huden: åbn vinduet! I stedet for luftrensere: åbn vinduet! Også på de hermetisk lukkede hospitaler, hvor Hamblin selv færdes som læge. Verdens første hygiejneinfluencer, Florence Nightingale, slog vinduerne op på hospitalerne, og dødstallet styrtdykkede.
I stedet for dyre cremer med døde, uduelige mælkesyrebakterier: spis yoghurt med levende. Det skal de være for at virke.
I stedet for vådservietter, der tilstopper kloakken og ødelægger miljøet, fugt et stykke toiletpapir, og brug det efter toiletbesøg. Hamblin mener ikke, at tørt toiletpapir er nok. Ikke engang efter havearbejde ville man forsøge at gøre sine hænder rene med tørt papir.
Han kan gå ind for de nye lerbaserede deodoranter, simpelthen fordi de er blidere, og mere vil komme: Kemiingeniøren David Whitlock, berømt for ikke at have badet i mere end 15 år, står i spidsen for en kapitalstærk virksomhed rettet mod at ændre måden, vi betragter bakterier på kroppen. Tilbage til naturen. På med bakterierne. Deres første probiotika (bakterie) produkt er en spray til at »genkolonisere« huden. Den hedder Mother Dirt.
Efter antibakterielle, sæbeindsmurte og parfumerede århundreder kommer nu nogen og siger, at vi skal lade huden være vild igen. Den ved selv bedst, og kunsten bliver ikke at komme rendende med korrektioner. Sværest for milliardforretningen hudpleje bliver at udvikle, promovere og sælge ingenting eller meget mindre.
Et coronaliv kalder på eventyr. Dyk ned i Pernille Stensgaards mikroeventyr her.
