I lørdags kunne man i Berlingske læse en større bredside mod Københavns største gågade, Strøget, leveret af avisens kulturredaktør Anne Sophia Hermansen. Denne centrale gade i København – som stort set ingen københavnere besøger – er ifølge Hermansen et stort spild af potentiale ikke blot for byen, men for hele landet. Som hun skriver:
»Strøget burde være den vigtigste gade i København og faktisk også Danmark. Den fineste handelsgade og det sted, hvor byen for alvor viser sig frem med design, gastronomi og håndværk. Men ak nej. Sådan er det ikke. Det er tværtimod sådan, at man skal kæmpe sig vej gennem friture, plattenslagere, gøgl og grimme butiksfacader.«
Ifølge Hermansen er der brug for politisk handling fra Rådhusets side. Særligt over for den del af Strøget, der slutter ved Rådhuspladsen med en Burger King på den ene side og en 7-Eleven på den anden. Her kommer mange turister ifølge Hermansen op fra metroen på Rådhuspladsen blot for at møde en pinlig gågade med et underlødigt butiksudvalg.
»I årevis har den såkaldt ’billige’ ende af Strøget været et problem og et smertensbarn, og man kan undre sig over, at politikerne på Københavns Rådhus ikke for længst har taget hånd om det. Har de ikke øjne i hovedet? De har ellers deres daglige gang 200 meter derfra,« skriver hun.
Herefter fremlægger hun en politisk handlingsplan i punktform. Frank Jensen skal som en art enevældig bykonge gennemtvinge, at lejere, hvis butikker ikke »klæder Strøget«, skal opsiges og eventuelt flyttes til andre steder i kommunen, hvis de da ikke bare skal lukkes helt. Der skal indføres et forbud mod gademusikfestivalen Distortion i hele Indre By. At den ikke har været afholdt i den del af København siden 2012, nævner hun ikke. Elløbehjul og soundboxes og alt, der minder om »Sunny Beach-stemning«, skal også forbydes.
I stedet skal turister, der kommer op af metroen på Rådhuspladsen, møde en gade bestående af det fineste, Danmark har at byde på: butikker som Royal Copenhagen, Georg Jensen og B&O. For ifølge Hermansen er det næppe et sted som »Shawarma Palace«, der skal profilere København. At der ikke findes et sted med det navn på Strøget, nævner hun heller ikke.
Afledt af denne tirade drager jeg mod Strøget en tirsdag eftermiddag for at undersøge, om Hermansens kritik holder vand.
Det første, jeg må bemærke, da jeg står ved begyndelsen af Strøget, er, at den jo befinder sig i modsatte ende af der, hvor Hermansen har set sig sur. Den såkaldt »billige ende« af Strøget er netop enden, begyndelsen er ved Kongens Nytorv. Det er egentlig hele byens begyndelse. Som de fleste københavnere ved, starter alle byens gadenumre i den ende af gaden, der ligger tættest mod pladsen, som Christian V fik opført i 1670. Dette er centrum af Kongens København, mens Rådhuspladsen er en senere tilføjelse til byen, noget, der først kom med folkestyret og andre nyere opfindelser.
Ifølge Hermansen kommer mange turister op fra metroen på Rådhuspladsen og bliver her præsenteret for handelsgaden. Men metrostationen på Rådhuspladsen åbnede først sidste år som led i den nye cityring og har grundet corona endnu ikke oplevet en turistsæson. Her ved Strøgets begyndelse er der ingen Burger King eller 7-Eleven. I stedet finder man på hjørnet et efterhånden sjældent, men umiskendeligt dansk og klassisk syn: en Skjold Burne – den hæderkronede danske vinimportør, der siden 1928 har solgt alkohol og tobak til de danske forbrugere. Bevæger man sig blot få meter længere ned ad Strøget, begynder der at dukke præcis de butikker op, som Hermansen har efterlyst. Eksklusive specialister som eksempelvis Ole Mathiesen, der på tredje generation sælger ure og smykker for de købestærke kunder. Hvelplund Ure & Smykker med sit velrenommerede værksted. Luksusmodebutikker som Birger Christensen.
Det er sjældent, at jeg tilbringer tid på Strøget og er normalt ikke særlig opmærksom på butiksudvalget. Men i dag er anderledes, og jeg får derfor straks øje på både Georg Jensen, Royal Copenhagen og B&O – tre af de butikker, Hermansen krævede placeret på netop denne gade af hensyn til vores nationale renommé, ligger her allerede.
Disse butikker befinder sig side om side med store, internationale kæder med dyre mærkevarer. Og dermed er Strøget endt akkurat som lignende handelsgader i andre europæiske storbyer. Her ligger de samme butikker, og der hersker den samme turistkultur, som man finder på lignende strækninger i Paris, Barcelona og London. Lokale beboere er et sjældent syn i gadebilledet, og der høres primært fremmedsprog fra de forbipasserende. Gader som disse er primært til for et globalt segment af turister på gennemrejse og har for længst mistet den lokale stemning, der for mange årtier siden gjorde stederne specielle. At Strøget tilmed er en gågade, gør det per automatik til en magnet for slentrende horder af softice-mennesker. Det kan ikke være anderledes. Vis mig én centralt beliggende gågade i nogen større by, der ikke har lidt samme skæbne.
Der er dog en enkelt undtagelse på Strøget, som rent faktisk får mange københavnere til loyalt at vende tilbage hertil årti efter årti. Det er normalt den eneste grund til, at jeg selv kommer her. Shawarma Grill-House Nr. 1 ligger i Hermansens »billige ende« og er med sine 40 år ikke bare Danmarks, men Skandinaviens ældste shawarmabiks. Her er tale om en kronjuvel i det danske grill-landskab, der altid er at finde blandt kandidaterne i enhver seriøs diskussion om Danmarks bedste shawarma. Her er jeg kommet, siden jeg var 14 år. Det var det eneste, der kunne lokke min far og mig ud af fjerde sal og ned mod Strøget. Jeg holdt min 18-års fødselsdagsfest deroppe på første sal under Stormen i ‘99. Det var her, Anders Fogh Rasmussen spiste sit sidste måltid inden valgdagen i 2001. Det er en ægte københavnerinstitution med dybe lokale rødder, men åbenbart ifølge Hermansen en kilde til skam. Men hvis en turist skulle lade sig lokke ind på dette sted af den søde lugt af friture og brændt kød, ville jeg være stolt af det, de vil blive budt på: en shawarma i absolut verdensklasse.
Det leder alt sammen til det store spørgsmål: Hvilke byer har deres centrale handelsgade som lokkemad for tilrejsende? Det har provinsbyer. Hvad har storbyer? De har kvarterer. At ønske sig Strøget som ikke bare Københavns, men hele Danmarks vigtigste handelsgade, er meget provinsielt.
Måske kunne Hermansen tage sin handlingsplan med tilbage til Aarhus, hvor hun kommer fra? Her har det i årevis været lokalpolitikernes bundne hovedopgave at sætte byen på et internationalt landkort sammen med (i deres øjne ligeværdige) metropoler som London og Berlin. Man har prøvet med »Danish for progress«-sloganet, Kulturby 2017 og ikke mindst afskaffelsen af bolle-å’et.
Men har det løst opgaven? Mon en interventionistisk, centralistisk styring af handelslivet i byens gågade kunne blive næste tiltag? Det er ikke utænkeligt, at bystyret vil være lydhøre for Hermansens provinsielle ideer.
Læs også om København, der ligger, som København har redt.
Læs også, hvordan København i lyntempo har forvandlet sig fra fattigby til sin egen modsætning.
