Lålålålå! København ligger, som København har redt.

Søvnløse København

I dansk film findes en fast figur: den sure kone med tørklæde om håret og rengøringsvanvid. Hun banker gulvskrubben op i loftet, når livsglad ung familie i lejligheden ovenpå larmer og springer rundt, så hendes fisefornemme, småborgerlige lysekrone og nips skælver og klirrer. Sympatien er ikke på konens side. Hun står i vejen for fremtiden, for festen og spontaniteten, så de ignorerer hende bare.

Hun spiller også en rolle i København. Her lever et fast modsætningspar, der består af den sure kone på den ene side og de unge mennesker på den anden, og mellem dem er rejst en høj mur af soundboxes, drukbrølen og takeaway-affald.

»Kan vi så få ro!« er det mest latterligt reaktionære, man kan sige i en by, der over de sidste 25 år har forvandlet sig fra de gamles til de unges København.

»Kan vi så få ro!« er et råb fra gamle dage med autoriteter og skolelærere på hævet podium, med parkbetjente, Græsset maa ikke betrædes og lukkede forretninger om søndagen. Dengang der ikke skete noget særligt.

Siden byen gled fra industriby til uddannelsesby og ind i en international metropolkonkurrence om at være fed, er det blevet en vedtaget sandhed, at unge mennesker altid er garant for liv, selvom de larmer og hærger og holder den sure kone vågen om natten. Og børnefamilierne. Og dem, der skal op på arbejde om morgenen. Og dem, der ikke selv går i byen, men tillader sig at bo i den alligevel. Og de få gamle mennesker, der er tilbage, og som jeg vender mig efter på gaden, fordi de er så sjældne.

Til alle de søvnløse siger »man« – den moralske majoritet, unge mennesker, meningsdannere, eventmagere og det i egen selvforståelse progressive flertal på Rådhuset – to ting:

»Man kan sove, når man bliver gammel.«

Og: »Når man bor i byen, må man finde sig i det.«

Søvnforskere slår uden videre det første argument til jorden. Storbyen kan ikke benægte eksistensen af almindelig fysiologi. Ikke engang verdensberømte København kan. Sundhedseksperten Chris MacDonalds hierarki for kroppens og hjernens behov ser sådan ud:

En jævn tilførsel af ilt, vand og glukose.

Søvn.

Positive og meningsfyldte relationer.

Bevægelse.

MacDonald sover med ørepropper, white noise og mørklægningsgardiner. Han bor ikke i København, for som alle andre mennesker mellem 18 og 64 år har han brug for syv-ni timers søvn, »uanset hvad vi selv tror«. Søvn er en forudsætning for alt, der er betydningsfuldt for os som mennesker, skriver han i Ikke til forhandling (2020). Tabt søvn er tabt søvn. Med andre ord kan vi ikke sove, når vi bliver gamle. Vi skal sove nu, og vi skal gøre det hver nat for ikke at blive trætte, uoplagte, irriterede, deprimerede, utålmodige, hjernelamme. Søvn er ikke noget, den sure kone har fundet på. Søvn er indlagt i os som det fundament, alle står på.

Alligevel messer det insisterende kor: »Når man bor i byen, må man finde sig i det.«

Beskeden er, at man må underlægge sig byen, ellers er der dømt ligusterfascist fra forstæderne, en nostalgisk biedermeierfigur, og hvem vil indrømme de karaktertræk? Men »byen« er ikke en fast størrelse. Den kan godt være anderledes. Den forandrer sig hele tiden, fordi nogen skubber den i en særlig retning.

Efter årtiers papirnusseri og bureaukrati, gråmelerede gader, gæld og nej! til folks sjove forslag ville Rådhuset fra årtusindskiftet helst sige ja! Penge og tilflyttere væltede ind, og Rådhuset sagde ja! til festivaler og koncerter, løb, ræs, gadefester, »aktiverende byrum«, natbevillinger, udeservering, grillpladser.

Ja! til byen som »oplevelsesmaskine«, byen fuld af muligheder for skæv og snæver streetsport som parkour eller skate, rebklatring, arkitekturløb, Urban Evolution Race (selv om fodbold, svømning og gymnastik topper listen for børn og unge). Ja! til et højere støjniveau under Tivolis årlige 20 udendørskoncerter. Ja, ja, ja! Og når Indre bys lokaludvalg skriver til Rådhuset, at »bassen fra koncerterne er det værste«, får de svaret: »Det er korrekt, at bassen fra musik ofte er markant. Det er dog subjektivt, om bassen opfattes som mest generende.«

Det er klart, at alt dét larmer. Rådhusets egen forestilling om, at mest muligt byliv er bedst, larmer. Stadsarkitektens mål om at få flere mennesker ud i gaderne længere tid larmer. At flere og flere flytter til København larmer. Et stort, generelt autoritetstab i samfundet larmer. Et mistet hensyn til andre mennesker larmer.

Det er ikke byen som sådan, man må finde sig i, men en ganske bestemt udgave af en by, båret igennem med vilje og åbne øjne. København ligger, som København har redt: festlig og søvnløs, nu kombineret med corona-nedlukningen af barer klokken 24, der sender gæsterne udenfor, at mange bliver hjemme denne sommer, plus en europæisk ungdomsrekord i promille. Fulde mennesker i flok larmer.

Det underlige er, at de samme mennesker, der driver den larmende by fremad mod nye decibel, altid siger, at en mangfoldig by er det vigtigste af alt. Der skal være plads til alle mulige slags mennesker. Et helligt, men tomt begreb, som man spidsvinkler til at handle om billige lejligheder. Hvem skal bo i de billige lejligheder? Nogle, der har samme partypræferencer som dem selv. Det er ikke mangfoldighed, men ensretning.

I spørgeskema efter spørgeskema fra Københavns Kommune svarer borgere, at de savner det stille liv, rolige parker, ikke-begivenheder og muligheden for at leve et hverdagsliv, men det virker som upassende svar, irriterende ønsker. Politikere og planlæggere tænker elitært og ungt og glemmer kedelige befolkningsgrupper. Den kreative klasse og venner har vundet byen og vil bevæge og more sig konstant, spontant, skævt. Den folkelige by er ikke lige oppe over. Heller ikke de dovnes by. De stilles by. De gamles by. De traditionelles by. De sovendes by.

Når Søren Pind klager over for lavt vandtryk, opfattes det som latterligt, en vittighed, for emnet er ikke stort og spektakulært nok, ikke lækkert nok til at få opmærksomhed, selvom det er en daglig plage for indbyggerne – for mig – at forsøge at vaske hår under en tynd stråle. Jeg glæder mig altid til brusebadet på hoteller, i sommerhuset og i udlandet. København risikerer at blive offer for sin egen succes, hvis den udvikler sig til arrogance. Problemer som vanvidskørsel, larm, skrald og druk i særlige, okkuperede gader regnes for små i en rød by, for det er nostalgisk, småtskårent og borgerligt at hænge sig i den slags. Lov og orden, ha, ha. Byens selvforståelse som oprørsk forbyder den slags tænkning.

Man skal kun ti kilometer væk, til Herlev for eksempel, for at finde en borgmester, Thomas Gyldal Petersen, også socialdemokrat, der tager sig af folks bekymringer over graffiti, en udbrændt knallert, der bliver ved med at ligge i vejsiden, eller grupper af unge, der samles, hvor de ikke har været før. Jeg sad til et borgermøde derude i 2017 og var forbløffet over at høre ham sige: »Tilliden til politiet er høj i Herlev og stigende. Det er godt. Vi skal have de unge mennesker til at elske politiet.« Han sagde det uden mumlen fra salen. Den udbredte københavnske politi-skepsis eksisterede ikke i Herlev. Vi skal have de unge mennesker til at elske politiet. Sådan noget siger man ikke i et medborgerhus på Christianshavn. Eller på Nørrebro.

Hvem skal stoppe det? Hvem skal sige, at folk skal gå hjem? Hvem er byens autoritet?

Folk er overladt til sig selv. De ringer til politiet, der ikke har tid. De ringer til støjvagten, der ikke tager sig af spontane fester, kun planlagte arrangementer. De sender klager til Rådhuset, skriver direkte til overborgmesteren, de råber på en autoritet, som ingen vil være. Og der sker heller ingenting.

Frank Jensen, overborgmesteren, er endnu ikke parat til at påtage sig den upopulære og uncool rolle som autoritet. »Jeg er også̊ selv vågnet om natten de seneste uger på̊ grund af støj. Det bliver jeg også̊ vred over,« skriver han på Facebook. »Lad mig opfordre til almindelig god opførsel i København.«

Byens borgmester henstiller, mens dens støjplagede indbyggere beder om konkrete handlinger som alkoholforbud, politivagter, afspærring af gader, forbud mod soundboxes (salgsmaterialet lover: »Lydniveauet kan blive op til 126 dB, som kan sammenlignes med at stå helt foran til en koncert« / »your balcony can be a dance floor«) og bøder for at efterlade skrald. Borgmesteren vil nødig skubbe nogen fra sig.

På Facebook svarer Kenneth Darre, en ung mand: »Man bliver helt træt, når en overborgmester blæser til kamp mod soundbokse og affald, men kun har positive aktiviteter i våbenarsenalet. Det er useriøst og vidner om en komplet mangel på indsigt i den virkelighed, vi andre lever i. Ingen lytter til opråb fra elfenbenstårnet, og ingen ændrer adfærd, fordi Teknik- og Miljøforvaltningen skilter med det på en ligegyldig plakat. Hvis alt og alle skal involveres i udviklingen af brugbare tiltag, rammer vi efteråret, før nogen får skyggen af en idé.«

Sagen er, at overborgmesteren og hans parti sammen med et flertal på Rådhuset har opmuntret og forlænget festen i årtier, og så er det svært pludselig at være lyseslukker eller værre endnu: at stå inde for og udtale sig på vegne af magten.

Nu har København endelig fået det leben langs havnefronten, som man glemte på Kalvebod Brygge. Som man begræd fraværet af. Men det ligner ikke arkitekternes delikate modeltegninger af byliv med cyklister og barnevogne, legende børn og skatere, slanke par, der stilfærdigt går rundt med hinanden i hånden under høje træer. Islands Brygge på den modsatte side af havneløbet fik park og havnebad, fik slagsmål og vild kørsel, stofhandel og råben – og er ødelagt for beboerne om sommeren. Som lokalt kvarter må man begynde at frygte kommunens lækre planer, for de kan ende med en invasion af gatecrashere, der aldrig går hjem og heller ikke nærer særlig omsorg for stedet ellers dets beboere. Nordhavn det samme. Men dér er det jo bare rige mennesker i projektlejligheder, og de kan slet ikke tillade sig at forlange noget i København, for de roder rundt nederst i hierarkiet med deres penge og ønsker om afstand, ro og orden. Sammen med jyske tilflyttere har de velhavende traditionelt fået skylden for at promovere forstadskulturen i København. Det viser sig nu, at de var en følsom avantgarde, der mærkede rystelserne før andre. Selv Sydhavnen – det historisk muntre, altfavnende og højtråbende kvarter – har fået nok af ølbrølerne og tumult, stoffer, lugten og utrygheden på Anker Jørgensens Plads. Balancen er ved at tippe, når selv de vedtaget tolerante ikke kan klare det længere.

»I år har det været så voldsomt. Folk betragter Nørrebroparken som deres private festlokale. De opsætter pavilloner og borde og stole og musikanlæg og pynter op med flag og det hele,« siger Charlotte Urne til Berlingske. Hun er ung! Den sure kone er ung. Men hun kan mærke bassen på sin hovedpude og har flyttet en madras ud i køkkenet, så hendes mindste barn på ti år kan få lidt søvn.

Måske er det ved at vende. Måske er det faste modsætningspar ved at gå i opløsning. Kunne der være en fælles interesse i at sove? At kunne koncentrere sig? Høre fuglene? Coronatidens korte, ubegribelige fred vækkede en drøm om en anden by, skubbede til bortgemte ønsker og erindringer. Noget godt var der alligevel ved byen, før den blev omdannet til metropolzone og internationalt konkurrenceparameter. Af klimahensyn er den sammenpressede by og tætheden stadig et ideal, men hvis folk ikke sover om natten, bliver de vanvittige og finder på utrolige ting – som igen at forelske sig i livet i parcelhuskvartererne.

Læs også om Ørstedsparken, der er en anden civilisation: vildere, friere, ulovlig. Og pludselig for lille.