Kapital. I lyntempo har København forvandlet sig fra fattigby til sin egen modsætning. To kritikere angriber byen med 50 års mellemrum, men længes efter det samme.

Lad os mødes

Lad os mødes Af Pernille Stensgaard

Når klokkerne fra Vor Frue Kirke ringer til morgenandagt klokken otte, og huse, brolagte gader og stille pladser i indre by ligger i gråt lys og støvregn, virker København tidløs og uskyldig. Som om den altid er sig selv og den samme. Stabil, smuk og solid. Sådan en mandag morgen, hvor det hele er ved at komme på benene, bliver jeg stolt over, hvor godt vi har indrettet os i det kollektiv, byen er. Hvordan vi glider af på hinandens skarpe kanter og i det store og hele overholder husreglerne, tager opvasken og ikke stjæler fra hinandens hylder i køleskabet.

I de 12 minutter, jeg i turisttempo slentrer fra lejligheden til avisen, gennem Ørstedsparken, over Nørreport, ad Nørregade, langs den kolossale bimlende domkirke, ad smågader, der næsten ser ud som for hundrede år siden, er jeg i stand til at opretholde billedet af en perfekt hovedstad. Men Karsten Ifversen har ret, når han dobbelttydigt kalder sin nye bog Kapitalen og både mener hovedstaden og pengene, de store penge, som er ved at kapre stedet. Ifversen er arkitekturredaktør på Politiken og forfatter til bøger om byer og arkitektur. Denne gang bevæger han sig ud i Nordhavn, Amager Strand, Islands Brygge, Ørestad, Carlsberg og Sydhavnen, hvor byen vokser eksplosivt, maser sig fremad og opad og gør det på en måde, der efterlader kollektivet blødende. I Kapitalen skriver han om et »nyopført klassesamfund« – den høje boligby, der i 2010erne har rejst sig ud mod Københavns Havn, hvor den dyrebare udsigt til vandet bogstaveligt talt blokerer for blikket til andre mennesker. Manglen på egentlig by under de nye lejligheder er påfaldende. Ingen parker, ingen plæner, ingen variation, ingen eksperimenter, intet beregnet på fællesskabet. Det går godt for forretningen København, alle byggegrunde er udnyttet til sidste centimeter og de fleste steder – Carlsberg, Sydhavnen og Amager Strand især – kedeligt, talentløst og så dyrt, at store grupper af mennesker ikke har råd til at bo der. Derfor er udviklingen dobbelt ærgerlig: Byen vokser sig både grim og uretfærdig.

Hvorfor? Hvor er Socialdemokratiet, byens herskende parti? Hvordan er arbejderbyen København endt som en rig by for de rige?

Først en omvej til Nørrebro, København, i 1968, tilfældigvis året, hvor Karsten Ifversen blev født og voksede op i et nybygget parcelhuskvarter i Humlebæk. Fordi hans forældre, som andre fornuftige mennesker, inklusive mine egne, forlod den stinkende, mørke hovedstad i 1960erne til fordel for det lyse, grønne og praktiske liv i forstæderne. Unge familier flygtede fra en by på vej ned. En by med nøjagtig de omvendte problemer af i dag. En fattig by for de fattige. Det er kun halvtreds år siden, København er alt andet end stabil! På så kort tid er den blevet sin egen modsætning og stadig et politisk problem. Sidst kunne de velhavende ikke være der, nu kan folk med gennemsnitslønninger ikke. Længslen efter den blandede by, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs som i tilsvarende idealforestillinger om folkeskolen og militæret, lider nederlag. Jeg er ikke sikker på, at den vidunderlige by nogensinde har eksisteret i virkeligheden, men drømmen om den er konstant.

For nogle år siden købte jeg i et antikvariat i Fiolstræde en tynd bog med et sort-hvidt fotografi af en baggård på forsiden: Nørrebro – igår, idag, imorgen (1968). Den blev udgivet i tilknytning til settlementet Askovgårdens 25-års jubilæum, grundlagt midt under Anden Verdenskrig på Nørrebro af elever fra Askov Højskole. De håbede, at lærere, sygeplejersker, kontorledere, bibliotekarer, læger, arkitekter og andre uddannede overskudsmennesker ikke bare ville arbejde i slumkvarteret, men også slå sig ned, settle, især i indre Nørrebro, den berygtede sorte firkant.

Hvis ikke de boede der, ville det gå ud over deres solidaritet med den befolkning, de betjente. »De føler ikke på kroppen, på deres egen krop, hvad det vil sige at bo i en sidegade på Nørrebro,« skrev Otto Krabbe (1910-94), forstander og teolog. »De kender ikke af selvoplevelse, hvad det betyder for en families trivsel aldrig at have solskin i sin stue, ikke at have varmt vand og badeværelse, i mange tilfælde end ikke eget wc. De har ikke oplevet, hvilket pres på en families børn og voksne det er, år ud og år ind at være tvunget til at leve så tæt på hinanden og så tæt på naboer og genboer. De ved ikke, hvor deprimerende det virker altid at have en trist og snavset mur som eneste udsigt fra sine vinduer, en snæver gård og en trafikfarlig gade som eneste legeplads for børnene. De kender ikke den oplevelse at skulle sende børnene på koloni eller sanatorium, fordi de vantrives eller bliver syge i den sundhedsfarlige lejlighed.«

Læs også om, at en million krydstogtturister besøger hovedstaden i år: »Hvad København lægger havn til« 

Krabbe beskrev det blandede nabolags og samfunds velsignelser, hvor man »så at sige tvinges« til at møde hinanden i skolen, på posthuset, i klubber, på jernbanestationen, og måske udvikler de små møder sig til et bekendtskab og i bedste fald et venskab, holder ensomheden nede og fællesskabet oppe.

Men i 1968 boede næsten ingen overskudsmennesker på Nørrebro. »De er ikke fordømt til at blive, ikke svinebundet. Det gør den helt afgørende forskel.«

I 1968 havde 100.000 af de rigeste borgere allerede forladt byen, siden den toppede med 750.000 indbyggere i begyndelsen af 1950erne. På udflugter virkede storbyen både skræmmende og forlokkende på barnet Karsten Ifversen med »dens efterladte beboere, alle de mærkelige skabninger, der ikke var nået ud af dens fugtige boliger, de ældre, de studerende, bohemerne, fallenterne, luderne og lommetyvene«.

Hvor Otto Krabbe bekymrede sig om slummens triste kendetegn – alkoholisme, selvmord, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed, børnedødelighed, sygelighed, apati og kort skolegang – frygter Ifversen konsekvenserne af egoisten i sin udsigtslejlighed med høretelefoner på og næsen i mobilen. En karikatur, der sidder på sin altan og tjekker likes og kun er her for at opbygge personlig kapital og styrke sig selv i kappestrid om karriere og social status på byens fælles arena, »hvor vi er vidner til hinandens individuelle præstationer«.

Det var nemmere i gamle dage, hvor den politiske kamp for brødet, brændslet og tøjet holdt fællesskabet oppe i arbejderkvarterne. Mente man i hvert fald. Da tre sociologer i Nørrebro – igår, idag, imorgen (1968) spurgte beboerne i en slumkarré, om de så noget til deres naboer, korsede et flertal sig. Nej, Vorherre bevares. Kun 24 procent kom selskabeligt sammen med deres naboer. Sociologerne gav velstand og fjernsynet skylden. »Folk er blevet rigere, og med øget velstand følger andre normer – man tilbringer fritiden på en anden måde. Måske er det også blevet almindeligt at holde sig mere for sig selv, og måske er det heller ikke så anset at komme sammen med sine naboer – det udlægges let som nabosladder. ’Næh, vi kommer rigtignok ikke sammen med naboerne, vi hilser på trappen, men ellers ...’ var en hyppig bemærkning.«

I 1980erne og 90erne stødte Otto Krabbes fattige København på bunden. Noget måtte ske. De efterladte beboere blev fattigere og fattigere og færre og færre til at betale for løsning af stadig større opgaver. Da begyndte forvandlingen til rig, international drømmeby – og lukket land for dem, der dagligt betjener den.

For det første besluttede overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og den konservative statsminister Poul Schlüter sig i slutningen af 1980erne for en metro, betalt ved salg af byggegrunde gennem By og Havn, som er 95 procent ejet af København og fem procent af staten. »Københavns udvikling er bundet på hænder og fødder af de dispositioner,« skriver Ifversen, for når byen vokser, må metroen følge med ud i de nye bydele, og så tager det endnu længere tid at betale den ud. »I øjeblikket er udviklingen låst frem til 2070.«

For det andet solgte København ud af sine ejendomme i 1990erne, hvor byen var presset helt i bund. Tusinder af billige lejelejligheder overgik til det private marked. Da også andelslejlighederne steg i pris og blev handlet på det sorte marked, slap Anders Fogh-regeringen prissætningen løs. I dag er priserne så tæt på ejermarkedet, at ideen næsten er død, og der opføres ikke nye andelsboliger.

For det tredje opkøber Blackstone, et selskab, der repræsenterer store amerikanske pensionskasser, lejelejligheder, sætter dem lidt i stand og lader huslejen stige voldsomt »til glæde alene for fondenes kunder«, skriver en tiltagende harm Ifversen, der frygter, at byen er ved at »forstene i middelklassens mondæne kedsommelighed«. Problemet er, at pensionskasser og kapitalfonde udelukkende skal forrente deres investeringer, vi andre skal bo i deres kostbare, kedsommelige kasser. Det er lykkedes overborgmester Frank Jensen at få et krav på 25 procent almene boliger i ethvert nybyggeri igennem, men byggegrunde er så dyre, at de almene selskaber har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. De har ikke råd til at betale så høj en pris – til København i skikkelse af vores alle sammens pengepresse, By og Havn. Tingene bider sig i halen.

»Måske er det på tide, at borgerne slår sig sammen og tager byens udvikling ud af hænderne på kapitalen.«

Det ville være nyt.

Byen har altid bevæget sig fremad i bølger eller bobler af optimistisk spekulation, hektisk byggeaktivitet og stejlt stigende priser, hvorefter boblen brister. Det skete i 1908, i 1922, i 1980erne og i 2008. Fire gange på hundrede år. Byen har op til hver krise befundet sig i en rus, hvor den har følt sig umådelig rig og international i formatet, og hvor bygherrer har forbygget sig, fordi de ikke kunne nå at standse i tide.

Fortidens kritikere af et fattigt København for fattige og de nye kritikere af et rigt København for rige mødes i ét punkt: håbet om, at rige og fattige vil gå ud og blande sig med hinanden og på den måde mirakuløst opløse forskellen mellem sig. Helst i en by med boliger hævet over penge og profit.

 

Læs også artiklen om, at mere burde være bedre i bydelen, der gav københavnerne en metro: »Metro City«

Side 21