Den 16. januar i år udsendte Forfatterskolens bestyrelse en pressemeddelelse om resultatet af den whistleblowerundersøgelse, man havde igangsat i efteråret 2018. Bestyrelsen kunne oplyse, at der var indkommet 43 indberetninger, og heraf vedrørte 27 indberetninger personer, der har haft en ledelsesfunktion på skolen. Af pressemeddelelsen fremgik det desuden, at indberetningerne vedrørte i alt 11 personer.
Konklusionen i pressemeddelelsen lød, at undersøgelsen bidrog til »bestyrelsens samlede billede af en kultur på Forfatterskolen, der historisk har set gennem fingre med grænse-overskridende adfærd«. Efter bestyrelsens fyring af den seneste rektor på skolen kunne man ikke undgå at høre en svag triumferende tone i konklusionen. For whistleblowerundersøgelsen bekræftede jo blot, at bestyrelsen havde handlet rigtigt – der foregik virkelig noget råddent på skolen, og det havde foregået lige siden skolens oprettelse i 1987.
Bestyrelsesformanden var endog så tilfreds med det hele, at hun lod sig interviewe til en avis, som hun kunne fortælle, at resultatet af undersøgelsen forekom hende at være intet mindre end »bestyrtende«. Men nu, kunne man forstå, havde en klarhovedet og handlekraftig bestyrelse endelig fået bugt med råddenskaben.
For mit eget vedkommende forekom ideen om en whistleblowerundersøgelse at være udmærket, bortset fra at jeg havde svært ved at forstå, at det skulle være så svært for skolens administration og bestyrelse at formulere nogle nye adfærdsregler uden at behøve betale et advokatfirma styrtende for at aflevere fem forkølede forslag, heriblandt at ledelsen burde overveje, om der overhovedet må indtages alkohol på skolen, og om undervisere og elever må indgå i forhold.
Til gengæld undrede det mig, at bestyrelsen valgte at sende en pressemeddelelse ud om en intern undersøgelse. Det ville man næppe have gjort i en større statsinstitution eller en privat virksomhed. Men tanken var vel, at nu var sandheden endelig kommet frem, og den kunne belægges med tal så uangribelige som videnskabelige beviser. Så kunne bestyrelsesmedlemmerne også få æren af at være dem, der havde haft modet til at »rydde op«. Og kulturministeren kunne fremstå stålfast over for den »meget, meget dårlige kultur, der tilsyneladende har været på skolen«. Alle kunne give hinanden hånden på, at den næste rektor ville blive holdt »i kort snor«, som det forlød efter skolens møde med ministeren. Langt om længe var der kommet voksne til stede.
Bag whistleblowerundersøgelsen og den efterfølgende rapport stod advokatfirmaet Sirius, der var så venlige at anbefale bestyrelsen, at de berørte kunne få mulighed for at se, hvad der var indberettet om dem. Det gik op for mig i sidste uge, men ikke fordi bestyrelsen havde oplyst mig om min ret. Den har nemlig intet meddelt herom til de relevante personer. Det kom mig for øre ad omveje, og fredag den 25. januar troppede jeg op hos Sirius for at mødes med den ene af rapportens to forfattere, advokat Pernille Backhausen.
Jeg takkede for, at jeg havde fået lejlighed til at få aktindsigt. Men den formulering brød Backhausen sig ikke om. Der var ikke tale om aktindsigt, understregede hun, for Sirius havde ikke lavet en advokatundersøgelse med fokus på specifikke sager og med opfølgende interviews, ransagning af computere og mulige indberetninger til politiet om kriminelle forhold. Skolen havde ikke bedt om opfølgning på de enkelte indberetninger, og der var heller ikke tavshedspligt over for rapporten, så jeg måtte gerne notere undervejs.
Det lød selvfølgelig beroligende, men jeg undrede mig nu alligevel, for i bestyrelsens pressemeddelelse omtales Sirius’ arbejde netop som en »undersøgelse«. Det kunne Backhausen afvise, at det var. Det eneste, de havde haft til opgave fra Sirius’ side, var at gennemgå et skriftligt materiale og anbefale bestyrelsen nogle fremtidige tiltag.
Det havde aldrig været hensigten, fortsatte Backhausen, at gennemgangen skulle lede frem til politianmeldelser. Desuden var de fleste forhold faldet for forældelsesfristen. Og indberetningerne, kunne hun godt røbe, handlede mest om, at der var »en gal kultur dengang«, eller at dette og hint »burde tages med i overvejelserne« i den endelige udredning.
Hun kunne desuden oplyse, at alle indberet-ningerne handlede om enkelthændelser, som indberetteren havde observeret. Observeret? Det ord fik mig til at spørge, hvor mange af indberetningerne der handlede om hændelser, indberetteren selv var involveret i, og hvor mange der handlede om hændelser, han eller hun havde hørt om. Var der lavet en opgørelse over førstehånds- og andenhåndsindberetninger?
Det var der ikke, kunne Backhausen fortælle. Men var det dog ikke relevant, vedblev jeg, at det klart fremgik, hvornår en person havde følt sig krænket på egen hånd, og hvornår nogen havde hørt eller set noget om andre? Backhausen svarede, at hun ville skyde på, at omkring 95 procent af indberetningerne var førstehåndsindberetninger. Tallet beroligede mig, for så handlede det hele ikke bare om overleverede historier. Folk havde rent faktisk indberettet om hændelser, de selv havde været involveret i.
Men jeg ville også gerne høre, hvor mange personer der gemte sig bag de 43 indberetninger. Man kunne let få indtryk af, at det var 43 indberetninger fra 43 personer, men en person kunne i princippet have indberettet om flere hændelser, ja, teoretisk kunne én person stå bag alle indberetningerne. I så fald var resultatet måske knap så »bestyrtende«. Men heller ikke det kunne Backhausen svare på, dog mente hun, at en enkelt person havde lavet fire indberetninger, men det var vist det. Hvor mange personer, der stod bag de resterende 39 indberetninger, huskede hun ikke.
Ville det i disse #MeToo-tider ikke også være relevant at kende kønsfordelingen på indberetterne, spurgte jeg. Var det mænd, der indberettede om kvinder, eller kvinder om mænd? Backhausen mente, at kønsfordelingen absolut var relevant, men den opgørelse havde de ikke lavet. Hun mente dog, at intet tydede på, at det kun var kvinder, der havde indberettet om mænd. Men hvis hun fik min mailadresse, ville hun gerne sende mig svar på alle mine spørgsmål i næste uge.
Hvad angik mig personligt, kunne hun til gengæld oplyse, at der var indkommet tre indberetninger. De to handlede om »dårlig tone«, blandt andet skulle jeg have kaldt en elev for »en sur mokke«, og desuden havde jeg været »nedladende« over for en tekst, som en elev havde fremlagt til tekstlæsningen. Derudover kunne hun fortælle, at der var vedlagt den artikel, som havde været trykt i Weekendavisen. Det sidste henviste til Peter Højrups indlæg i Bøger den 9. november 2018, hvor han beskyldte mig for »magtmisbrug« og »psykisk terror«, som det hed på avisens forside.
Sirius havde lavet et skema over indberetningerne efter en række kategorier, alt fra »seksuel krænkelse« til »upassende opførsel«. I hvilke kategorier indgik Højrups indberetning om mig, ville jeg gerne høre. Backhausen kunne fortælle, at den indgik i to kategorier, den ene om »voldsomt alkoholmisbrug«, den anden om »seksuel tilnærmelse«.
Som jeg skrev i mit svar i Weekendavisen den 16. november, har jeg aldrig tilnærmet mig Højrup seksuelt, tværtimod måtte jeg ved to lejligheder afvise tilnærmelser fra ham. Så Backhausens svar gjorde mig virkelig vred. Det kan jeg godt forstå, sagde hun. Men jeg skulle huske på, at hvorvidt indberetningerne havnede i den ene eller den anden kategori byggede på en del skøn og subjektiv vurdering.
Ja, tak, tænkte jeg, men det er jo ikke sådan, rapporten er blevet præsenteret, og da slet ikke af Forfatterskolens bestyrelse, der ligesom nummerpiger har stået med de guldglitrende tal 43 og 27 og 11 over hovedet, så alle i offentligheden kunne se dem.
Backhausen mente nu nok, at rapporten ville kunne give mig svar på flere af mine spørgsmål, og opfordrede mig til at læse de 14 sider på stedet. I rapportens indledning hed det, at advokaterne var blevet »anmodet om at tilkendegive, hvorvidt der er omstændigheder, der bør undersøges nærmere«. Desuden forlød det, at whistleblowerordningen på Forfatterskolen var blevet igangsat for at lede frem til en »uvildig undersøgelse«.
Begge dele fik mig til at standse op. Den første formulering talte direkte mod Backhausens forsikring om, at der ikke var tale om en advokatundersøgelse med opfølgning af indberetningerne, eventuelt i form af politianmeldelse. Den anden viste, at whistleblowerordningen var sat i gang med det klare formål at lede frem til en nærmere undersøgelse. Men der var jo ingen undersøgelse, og der ville heller ikke komme en. Så var præmisserne for rapporten altså falske.
Indberetningerne ville hverken føre til kulegravning af enkelthændelser eller til kulegravning af skolens historie fra oprettelsen i 1987. Det eneste, rapporten indeholdt, var nogle udokumenterede historier, ofte på vegne af andre personer, om muligvis kritisable forhold på skolen. Ingen havde søgt at få historierne verificeret, ingen havde stillet indberetterne til ansvar for deres anklager. Det er rigtigt, svarede Backhausen, da jeg gjorde dette gældende. Hun tilføjede: Men ingen bliver jo heller sanktioneret.
Ingen bliver straffet for anklagerne, samstemmede jeg, men ingen bliver jo for syv søren heller renset for dem. Ikke mindst på grund af en forfjamsket bestyrelse er alle, der har undervist på Forfatterskolen, nu under anklage – også os, der kun har fået tre skaldede klager efter 15 års undervisning. Og skolen selv fremstår som syndens hule, hvor alt i årtier har sejlet rundt.
På side 2 i rapporten faldt jeg over følgende sætning: »En stor del af indberetningerne vedrører forhold, der ikke angår episoder, som beretteren selv har oplevet, men som beretteren har fået viderefortalt.«
Jeg bladrede i de efterhånden mange noter, jeg havde taget undervejs i mødet. For havde Backhausen dog ikke sagt, at det var hendes skøn, at 95 procent af alle indberetningerne var førstehånds? Jeg fandt det pågældende citat på min lille blok og nævnte uoverensstemmelsen. Så var det tal jo ikke retvisende, indvendte jeg. Men Backhausen henviste til den mail, hun ville sende til mig i næste uge, når hun havde været materialet igennem igen.
Efter de første par siders principielle indledning bestod resten af rapporten af persongennemgange med anonymiserede citater fra indberetningerne. Denne personfokus undrede mig, når rapporten jo netop ikke skulle følge op på enkeltsager. Jeg lagde også mærke til, at det blev nævnt, at flere indberetninger om diverse krænkelser ikke stammede fra den forurettede selv. Mange havde altså indgivet en klage over noget, der ikke vedrørte dem selv personligt. Om ét konkret tilfælde hed det ligefrem: »Ingen af indberetterne har indberettet krænkelser af dem selv.«
Det fremgik også af de forskellige persongennemgange, at der var indberettet om hændelser, der havde fundet sted uden for skolens regi, for eksempel hvis en tidligere lærer havde sagt noget grimt til en person en sen nat på en bar. Rapporten nævnte også en hændelse, hvor en elev var blevet krænket, muligvis endda alvorligt seksuelt forulempet, af en ven af en anden elev.
Det undrede mig, at den indberetning optrådte i materialet, når forulempelsen nu var foretaget af en, som ikke havde noget med skolen at gøre. Men den var medtaget, oplyste Backhausen, fordi hændelsen var foregået på skolen. Jeg kiggede undrende hen over bordet. Jo, uddybede hun, hændelsen kunne bidrage til det samlede billede af, hvilket sted Forfatterskolen var.
Men jeg havde ret, indrømmede hun, skellet mellem ansatte og ikke-ansatte og mellem fritid og arbejdstid var ofte uklare. Og jeg skulle vide, at der også var indberetninger eleverne imellem. Og at den samme hændelse kunne være indberettet hen over forskellige år, fordi indberetterne ikke kunne huske, hvilket år hændelsen var foregået.
Da jeg gik fra mødet hos Sirius, følte jeg mig også bestyrtet. Ikke over Pernille Backhausen, der havde været yderst hjælpsom og ærlig. Men jeg kom i tanker om, med hvilken entusiasme Poul Borum havde startet Forfatterskolen, og hvor ihærdigt alle vi, der var så heldige at være med, havde knoklet med tekster og ideer.
Dengang var skolen ikke en gylden stats-institution, mildest talt. Hvert år måtte vi søge om støtte fra tipsmidlerne til den fortsatte drift og leje af de forskellige kælderlokaler rundt om i byen, hvor skolen kunne finde husly. Poul var ikke »rektor«, der var ingen fastansatte lærere, ingen stillingsopslag, ingen ansættelseskontrakter. Der var ingen afgangseksaminer eller afgangsbeviser.
Det eksperimenterende værksted, som Forfatterskolen i sin tid var, er nu blevet en tung institution med åremålsansættelser og whistleblowerordning og en bestyrelse, der vil holde rektor i kort snor. Det er kreperligt, ikke blot for skolen, men også for litteraturen.
I gamle dage var man nærmest ugleset, hvis man havde gået på skolen. I dag er der så stor status i det, at alle maser sig frem for at få en Forfatterskolemedalje på brystet. I gamle dage fandtes der en fortrolighed på skolen, hvor vi alle fik lov at dumme os lige så meget, som det var kunstnerisk nødvendigt, uden at offentligheden lyttede med. I dag grines vi alle ud af den samme offentlighed, eller vi sidder på dens skafot.
I 1987, da Poul Borum oprettede Forfatterskolen, gav det god mening at skabe et nyt litterært fællesskab. I dag tjener skolen kun til splittelse. Derfor synes jeg, at vi skal lukke Forfatterskolen og sige til hinanden, at den skole har haft sin tid, og nu er det på tide at komme videre.
Hvorfor opbygge tunge, intrigante institutioner for litteraturen, når den nu bedst trives i uafhængighed og uforpligtethed? Hvorfor underkaste sig kulturministre og embedsmænd og bestyrelsesmedlemmer? Hvorfor opbygge litterære loger, som stræbsomme personer vil begå mord for at blive en del af, når en forfatter nu engang er en selvstændig skabning, og alt, hvad han eller hun foretager sig, er singulært og indimellem endda unikt?
Læs også Asger Juuls artikel om Niels Frank fra Weekendavisen #45, fredag 9. november 2018: »Den forelskede rektor«
Læs også Kristian Ditlev Jensens essay om Forfatterskolen fra Weekendavisen #44, fredag 2. november 2018: »Portræt af kunstneren som ungt menneske«
Læs også Peter Højrups essay som svar til Kristian Ditlev Jensen: »Kvalme« fra Weekendavisen #45, fredag 9. november 2018.
Læs også fem indlæg fra Weekendavisen #46, fredag 16. november 2018: »Forfatteskoledebatten fortsætter«
