Da jeg afsluttede mine studier i vores klasseværelse i kælderen på Strandgade, hvor Forfatterskolen lå i 1997, skrev jeg et skuespil i samarbejde med mit lyriske side piece, Martin Larsen. Vores afgangsværk var, replik for replik, helt ens forfra og bagfra, og det hed Palindrama. Det var originalt – syntes vi selv – og især på scenen, hvor vi fik tre professionelle skuespillere til både at gå og tale baglæns, fungerede det, hvis man skulle tro publikums krampelatter. Hvis jeg ikke husker helt forkert, kaldte en anmelder fra nærværende avis det trykte stykke for »åndssvagt«.
Den slags hænger man sig heldigvis ikke synderligt i, når man er 26 år, for længst har fået udgivet sin første novelle på et rigtigt forlag – og i øvrigt allerede har været litteraturkritiker på Politiken i over et år. Og man hænger sig da slet ikke i det, når man har gået på Forfatterskolen. For dér måtte man stadig gerne slå eleverne – i hvert fald verbalt. Var man elev fra Forfatterskolen, var man hærdet. Vi havde i hvert fald lært at græde, når det alligevel regnede.
Da vi endelig var færdige på skolen, holdt jeg en fest hjemme i mit lillebitte kollegieværelse på Sofiegården. Opskriften var den sædvanlige. Folks egne poser med øl og vin, en margretheskål med chips, og så så mange mennesker som overhovedet muligt presset sammen på de 27 kvadratmeter i værelse nummer 18. Der kunne sagtens være 30 unge mennesker, hvis en håndfuld stuvede sig lidt sammen på radiatoren. Så meget fylder lyrikere jo heller ikke.
Og så var der ellers smøger. I massevis. Dengang røg jeg 20-30-40 Prince Light om dagen – og at vores rektor, Poul Borum, der selv røg 80 North State om dagen i en stor del af sit liv, var død af kronisk bronkitis midt i vores studieforløb, ændrede sådan set ikke noget ved dét. Herregud, vi røg jo i timerne, selv om det allerede dengang var skandaløst.
Men sådan var Forfatterskolen altså. Alting var lidt vildere dér end på andre studier og akademier. Det var faktisk en del af vores brand. Jeg var i hvert fald stolt af det. Man kunne stort set ikke komme ind. Og når man først var inde, så var det en bizar boot camp. Det startede allerede ved optagelsen, hvor man kunne blive udsat for hvad som helst. En elev skulle skrige et digt stående på et bord. En anden blev krydsforhørt i en time om sin baggrund som adopteret.
Jeg oplevede selv samtalen som totalt grænseoverskridende. Poul Borum lignede en nærmest udtværet børnetegning af Clement Kjersgaard. Han var i nøgen overkrop, lædervest og med en messingpatron i en kæde om halsen. Han lagde hovedet på skrå.
»Tror du egentlig, du skriver så dårligt, som du gør, fordi du har så store psykiske problemer?«
Min bedste ven fejrede mig den dag i 1997 ved at forære mig jazzsaxofonisten Julian »Cannonball« Adderleys fantastiske Somethin’ Else. Inde i cd-æsken lå der et brunt stykke papir, han havde revet af, og på dét havde han med en tømrerblyant skrevet: »Tillykke med, at du har bestået to års druk på Forfatterskolen, Kristian. Måske er det tid til Somethin’ Else?«
Cirka 15 år senere havde jeg, som mere eller mindre hjemløs, sovet i en udtjent barneseng i hans hjem i et par måneder, inden jeg endelig kom i alkoholbehandling. Jeg drak allerede massivt, da jeg startede på Forfatterskolen. Men den vilde kultur på skolen fik mig i hvert fald ikke til at skære ned. Vi drak os simpelthen fra sans og samling ved enhver given lejlighed. Og jeg kan huske, at jeg blev glad, da jeg for et par år siden læste, at man nu havde lavet en slags alkoholpolitik på stedet. Det gav god mening.
Jeg synes ikke, at Forfatterskolen skal være et bornert eller sippet sted, og jeg havde, sammen med mine medstuderende, udelukkende fantastiske oplevelser i de to år, festen varede. Ved sammenkomsterne blev man rystet ti gange mere sammen – og måske også på grund af en promille på cirka to en halv? – end man gjorde andre steder. Og på studieturene gav vi den rigtig gas.
Lærerne gik gerne forrest og viste vejen. Jeg kan stadig huske, hvordan vi på en rejse i USA konstant endte på homoklubber og mande-stripbarer, når vi »bare« skulle i byen. Simpelthen, fordi en af lærerne var til mænd. Det tog vi bare som en oplevelse. Det var vildt spændende. Og jeg fik også lært at sætte en femdollarseddel i en tangatrusse til sidst. Så havde jeg prøvet det med. Dagen efter lærte jeg, at den bedste reparation efter en vanvittig druktur i byen på ti forskellige barer og natklubber, og muligvis med noget coke ind over, var to-tre Bloody Maryer klokken 12 på den lokale diner sammen med spejlæg og bacon. Det var en af skolens kommende rektorer, der lærte mig dét.
Sexklubberne var der ingen af os, der for alvor studsede over. Og vi var bedøvende ligeglade med, at det var homosteder. Stofferne kunne man tage eller lade være. Vi hyggede os bare helt vildt. Vi lærte en masse om Amerika og om undergrundsmiljøer. Og nu var vi jo sådan set også i forvejen indlogeret på et luderhotel i et af storbyens mere, skal vi sige, sjuskede kvarterer. Simpelthen, fordi det var billigere. Vi var jo studerende. Jeg kan huske, at der faktisk var værelser uden vinduer. Da en af kunderne havde udbedt sig brutal spanking den halve nat, skreg vi af grin over morgenmaden næste dag. Fremtidens prisbelønnede forfattere – og der var en fem-seks stykker af de i dag helt kendte ved morgenbordet, nu jeg tæller efter – havde ikke lukket et øje. Vi syntes vist alle sammen mest, at det var ret fedt. Det var autentisk. Vi var kommet igennem nåleøjet til Forfatterskolen, nu sad vi på The Main Street Diner, og sidemanden havde lige købt en helt ny discman.
Man er cirka mellem 17 og 30 år gammel, når man går på Forfatterskolen – de fleste er nok omkring 25 år. Og man bruger tiden på at læse skønlitteratur, på at nærlæse hinandens ting – og på at diskutere hvert et komma i plenum.
Da filminstruktøren Ole Bornedal sidste år her i avisen latterliggjorde #MeToo-kampagnen – med henvisning til, at alle kreative processer og miljøer simpelthen er grænseoverskridende – blev han buhet ud. Måske også, fordi han kaldte fænomenet for »sociofascisme«. Jeg tror personligt, at han gik for vidt. Men alligevel havde han også fat i noget. For på Forfatterskolen var indstillingen i hvert fald ret klar. Man bliver simpelthen ikke nogen stor kunstner ved at lægge sig midt på vejen. Man skal ud i rabatten, muligvis helt ned i grøften. Kunstsynet var med andre ord ren avantgarde. Og de store gennembrud kom, forstod man, når man overskred normer og grænser – allerhelst sine egne og meget gerne også de moralske.
Kristian Ditlev Jensen om kulturen på Forfatterskolen – og #Metoo-kulturen i kulturlivet:
Videoen er tilrettelagt af Birgit Nissen Pedersen
Langt de fleste på skolen genopfandt også ganske rigtigt sig selv i løbet af de to år, de gik der. Og de blev undervejs tværet fuldstændigt ud af underviserne og klassekammeraterne i timerne. »Sådan ville jeg ikke engang skrive i et brev,« sagde Poul Borum engang til en lyriker, der prøvede kræfter med prosakunsten. Da eleven kiggede rystet på rektor, tilføjede han: »Til én, jeg ikke kunne lide.« En anden lærer sagde, mere frapperende, at en elevs tekst var »en bladløs kniv uden skaft«. Den slags var helt almindelig mandag. Men sommetider blev kritikken faktisk næsten grov. Engang skændtes jeg med Poul Borum i en time foran hele klassen om en tekst. Jeg mente, at jeg havde lavet to tekster, der talte sammen. Han mente, at de lige netop var adskilt – og en eklatant fiasko. Jeg endte med, nærmest grådlabil, at insistere på, at jeg vel for fanden ikke var blevet optaget, hvis jeg ikke kunne skrive? Det var sgu da Poul Borum selv, der havde optaget mig!? Han rystede opgivende på hovedet. Og dér stoppede vi. Men to uger senere indledte min rektor så en time med at tage den op igen. »Jeg skylder Kristian en undskyldning. Selvfølgelig er det mig, der har fået ham ind på Forfatterskolen,« sagde han. »Fordi jeg troede, at jeg kunne lære ham at skrive,« tilføjede han så.
Borum var en provo. Han var gammel punker. Og han holdt aldrig fri fra en ædende sarkasme, der var noget nær hæmningsløs. Han kaldte os alt muligt. Og der gik lidt tid, inden vi lærte at give igen. Men det gjorde vi så. Jeg husker det som grænseløst krænkende. Vi taler om en mand, der foran hele klassen pludselig erklærer, at et pædofilioffer »er sprunget ud som pædofil i Politiken i dag«. Eller som gør nar ad et ungt menneske, der har skrevet om et selvmordsforsøg i familien, fordi måden, det er skrevet på, er noget sentimentalt fis. Eller som kaster et manuskript fra sig, nærmest som var det noget fysisk ækelt, og simpelthen kalder det for »dååårligt«.
Problemet med Poul Borum var bare, at han altid – faktisk næsten uden undtagelse – havde ret. Min egen kronik om pædofili kunne faktisk misforstås, fordi jeg ikke turde skrive mig selv helt ud endnu. Jeg turde ikke. Som menneske. Jeg turde ikke satse alt. Ikke endnu. Og det kunne han mærke. Forfatteren, der skrev om et selvmordsforsøg, måtte vente 15 år på at smadre igennem til offentligheden med sit første rædselsvækkende skønlitterære værk. Men så sad det også lige i bogskabet. Digteren, der skrev så dårlig prosa, at det ikke engang egnede sig til et brev, skulle bruge årevis på at finmejsle sig til seks stjerner i Berlingske. For en roman. For den kom til sidst, kunsten. Og jeg tror selv på, at den kom, netop fordi vi blev presset, provokeret og irriteret – ud over alle grænser. Poul Borum curlede ikke. Han lavede benspænd.
Og jeg ville i hvert fald aldrig have været det foruden. Hele den proces, jeg selv gennemgik på to år på Forfatterskolen, er – helt uden sammenligning – den mest eksplosive udvikling i hele mit samlede snart 25 år lange uddannelsesforløb.
Sagen er, at vi lærte at tage os selv alvorligt. Fordi vi blev taget alvorligt. Vi var voksne mennesker. Vi skulle levere varen. Og hvis vi kom med noget lort, så blev det muget ud. Samtidig skulle vi lære at leve. Mange af os var arrede, sårede, nedbrudte – på 117 forskellige måder. På Forfatterskolen lærte vi, at kunsten koster. Altid. Som vores næste rektor, Niels Frank, sagde engang, så skal man altid undvære noget, når man skriver. Man skal undvære familie, penge, sommerferie, nattesøvn, sex, fritid. Kunst koster altid kunstneren noget. Kunsten har en pris.
Netop det med at være voksen viste sig også i relationerne på Forfatterskolen. Jeg var flere gange vidne til ret ekstreme ting. Jeg var også selv med til nogle af dem. Ved én fest udbrød der korporligt slagsmål, da en elev slog en anden ned. Og det var, inden Yahya Hassan gik der. Andre gange var der mere eller mindre fuldbyrdet sex i et hjørne ved en fest. Og det var ikke helt unormalt, at der var relationer, herunder seksuelle, mellem elever og lærere.
Både da #MeToo-kampagnen var på sit højeste, og nu, da snakken for nylig også kom til Forfatterskolen, fordi skolens rektor Jeppe Brixvold blev gået på den mest underlige måde, kom jeg til at tænke på en oplevelse, jeg selv havde, mens jeg gik på skolen. Jeg var til en fest på Vesterbro i en eller anden filmkunstners lejlighed. Han lavede blandt andet en del pornofilm, vistnok målrettet til kvinder. Det var skidesmart dengang. Vi var resterne af en fest, der sad og drak og røg i køkkenet. Solen var for længst stået op igen. Og jeg endte med at tage min lærerinde fra Forfatterskolen med hjem på kollegieværelset. Efterfølgende havde vi i et par måneder en affære, der blandt andet omfattede, at jeg besøgte hende i udlandet, hvor hun var på et refugium for at skrive. Det opfattede jeg ikke som noget mærkeligt eller underligt. Jeg var 26 år gammel. Hun var vist ti år ældre. Og selv om det aldrig blev til mere, så var i hvert fald jeg mere end bare lidt forelsket.
Andre gange blev det til mere endnu. Der er kendte forfattere, der i dag er gift med hinanden, og som har mødt hinanden på Forfatterskolen. Der er også nogle, der allerede er skilt igen. Måske var de lærerkolleger? Måske var de elever og lærere?
»Elever og lærere«?
Sådan var terminologien konsekvent. Det var en forfatter-skole. Men sandheden var jo, at det er voksne mennesker. Og måske er det derfor, de kan finde på at have, uha, sex? For mig minder det påfaldende meget om, da min underviser på Det Teologiske Fakultet nogle årtier senere fik et barn med en førsteårsstuderende. De har formentlig kendt hinanden i bibelsk forstand. Herregud. Det sker jo hele tiden på en arbejdsplads, at folk bliver forelskede. Det sker i Mærsk, i en hip pladebutik, på de røvsyge kontorgange i en eller anden kommune.
Faktisk kan jeg kun komme i tanke om én episode på Forfatterskolen, der var virkelig grænseoverskridende. Selv for mig. Og selv i dag ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om den. Men da jeg forleden læste, at Forfatterskolen havde fået en whistleblowerordning, overvejede jeg faktisk at tippe en gammel forfatterskoleelev, jeg vidste havde oplevet noget, der havde gjort vedkommende rigtig ked af det. En af de mange fester havde udviklet sig. Nogen var endt i massiv druk på et værelse. Der var sket ting. For meget, viste det sig. Men jeg fandt aldrig ud af, om nogen skulle afprøve nogle ting, nogle grænser, måske også spille bold op ad en autoritet, måske nedlægge et forbillede? Eller om det snarere var en forførelse, sådan, oppefra og ned? Jeg kunne aldrig afgøre, om det var fair play? For var det på en måde en slags sexchikane? Jeg var faktisk så meget i tvivl om det hele, at jeg endte med ikke at sende mailen til min gamle ven. For måske var det ikke en klam oplevelse, da først den var rumineret godt og grundigt igennem af tiden? Måske var det – men man overlevede også dét? Måske var det noget, der burde have været gjort noget ved? Måske var det noget, man stadig burde gøre noget ved. Nu.
Vi fik aldrig hele historien, tror jeg. Det var bare brudstykker hvisket fra ét orange rygersæde til et andet, dernede bagerst i SAS-flyveren hjem til København. Det var en halv forklaring, vist også en halv undskyldning, ved morgenmaden. Underligt nok, nærmest i plenum. Af en virkelig brødebetynget lærer.
Måske var det faktisk en forbrydelse, i hvert fald en slags? Måske var det levet liv? Måske var det kærlighed? Fascination? Begær? Leg? Måske kan vi en dag læse hele historien, modnet og smuk, i en prisbelønnet roman?
Baggrund
I sidste uge udsendte Forfatterskolens bestyrelsesformand, Bodil Marie Stavning Thomsen, en pressemeddelelse, hvor hun annoncerede en whistleblowerordning, der kan »benyttes af alle med informationer om hændelser eller episoder, hvor Forfatterskolens nuværende eller tidligere ledelse eller ansatte har udvist uacceptabel adfærd eller medvirket til krænkelser eller chikane af anden art«. Forud havde 55 forfattere bedt bestyrelsen iværksætte en undersøge af skolens miljø. Af pressemeddelelsen fremgik desuden, at rektor Jeppe Brixvold er opsagt for »at få skabt ro og for at arbejde for den rette ånd og kultur«. joba
Læs også Peter Højrups svar til Kristian Ditlev Jensens essay, hvor Højrup fortæller om to års magtmisbrug og ydmygelser fra den daværende rektor: »Kvalme«
Læs også daværende rektor Niels Franks reaktion: »Den forelskede rektor«
Læs også den fortsatte debat om Forfatterskolen i Weekendavisen #46, fredag 16. november 2018.
