»Jeg skammer mig ikke over noget. Jeg går ikke rundt med gedulgte historier. Jeg siger ikke noget nu, som jeg ikke har sagt til min kæreste og mine venner. Jeg blev smaskhamrende forelsket i en elev på Forfatterskolen. Det er dybt problematisk, og det var ulyksaligt for os begge to.«
Rektorens forelskelse er en tilståelsessag. Til gengæld tilstår han hverken den psykiske terror eller magtmisbruget, som Peter Højrup fortæller om i essayet »Kvalme« på de foregående sider, der er et modsvar til Kristian Ditlev Jensens beskrivelser »Portræt af kunstneren som ungt menneske« af Forfatterskolen i 1990erne, som blev bragt i sidste uge.
»Jeg husker ikke, at det var psykisk terror på nogen som helst måde. Man skal også huske, at der altid har været to undervisere til tekstlæsning, så jeg har enten siddet sammen med Poul Borum eller Per Aage Brandt. De var jo virkelig kapaciteter. Og de havde næppe tilladt mig at udvirke psykisk terror over for en elev,« siger Niels Frank, der var rektor på Forfatterskolen 1996-2002.
I sensommeren 1995 begyndte Peter Højrup på skolen. Niels Frank var en af skolens toneangivende lærere og tog imod de nye studerende. Han var umiddelbart tiltrukket af Peter Højrup og mener, at det var gensidigt. Han fortæller også, at de efter en bytur med skolen endte på dansegulvet og kyssede. Senere på natten opfordrede Peter Højrup ifølge Niels Frank til sex, men rektoren afviste sin elev.
– Tænkte du dengang, at det var forkert at kysse med ham i forhold til jeres lærer-elevrelation?
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så nej. Det tænkte jeg ikke.«
– Tænker du det nu?
»Ved du, hvad jeg tænker? Jeg tænker, at vi er nødt til at have lov at være mennesker. Vi er nødt til at indrømme over for hinanden, at når vi mødes på kryds og tværs, så sker der ting og sager, og to personer kan blive vildt interesserede i hinanden. Og det gjorde der så også den aften og herregud, der blev ikke begået overgreb, der var ikke nogen, der gik hjem og tænkte: Åh fuck, jeg har gjort noget, jeg ikke ville have gjort. Det er i hvert fald ikke min fornemmelse.«
To år senere er Forfatterskolen på studietur i New York. Her kulminerer det anspændte forhold mellem rektor og elev efter et besøg på en homoklub, og næste dag opstår en konflikt mellem de to. Niels Frank får et raserianfald, som Peter Højrup opfatter som meget grænseoverskridende. Ifølge Højrup ender det med, at den daværende rektor i ophidsede vendinger fortæller, at hans elev ikke længere er velkommen på skolen.
»Det kan jeg ikke huske, men det tror jeg på, hvis han siger det. Det er jo ikke i orden af mig. Det er slet ikke i orden. Og den der beskrivelse i essayet af, at nogen har slået hans hoved ned i bordet, det kan jeg slet ikke huske. Hvis det er mig, så har jeg virkelig svært ved at tilgive mig selv, og det er klokkeklar fyringsgrund. Men jeg kan som sagt ikke huske det.«
Peter Højrups beskrivelser af Niels Franks grænseoverskridende opførsel er kun den seneste af en række sager, der involverer Forfatterskolens ledelse; således er de to seneste rektorer blevet tvunget til at gå fra borde i utide.
For to uger siden måtte Jeppe Brixvold stoppe som rektor, da skolens bestyrelse fyrede ham uden nogen officiel begrundelse. Kort forinden havde den dog modtaget et brev fra 55 bekymrede forfattere og tidligere elever, der fortalte bestyrelsen om »mange og vedholdende rygter« om miljøet på skolen. Ingen konkrete anklager er blevet rettet mod Brixvold, men han er sat fra bestillingen »for at få skabt ro og for at arbejde for den rette ånd og kultur«, som det hedder i en pressemeddelelse fra bestyrelsesformand Bodil Marie Stavning Thomsen. Samtidig har man lavet en whistleblowerordning, der »kan benyttes af alle med informationer om hændelser eller episoder, hvor Forfatterskolens nuværende eller tidligere ledelse eller ansatte har udvist uacceptabel adfærd eller medvirket til krænkelser eller chikane af anden art«.
Også Brixvolds forgænger, Pablo Llambías, måtte stoppe i utide. I 2015 gik han dog selv – kort efter at have forlænget sin kontrakt. Ifølge eget udsagn for at få mere tid til egne skriverier. Den forklaring kunne godt tåle et supplement, viste det sig, for flere medier kunne siden fortælle, at afgangen skete som følge af en sag om sexchikane mod en af skolens elever.
Går man længere tilbage, bliver det ikke kønnere. To år efter oprettelsen af skolen, i forsommeren 1989, rejste en håbefuld 20-årig digter fra Aabenraa til København for at aflevere sin ansøgning til stifter og daværende rektor Poul Borum. Janus Kodal blev optaget og udviklede snart et nært forhold til Poul Borum. Kort efter at være blevet indskrevet fejrede han sin 21-års fødselsdag i Borums lejlighed, hvor de unge gæster tog LSD under rektors kyndige opsyn.
»Det var en enorm stærk oplevelse. Meget skræmmende og meget smuk på samme tid. Og jeg havde talt med Poul om det forinden. Og jeg dyrkede selv andre forfattere, der havde arbejdet med meskalin – for eksempel Henri Michaux,« siger Janus Kodal.
Mange år senere skrev han om episoden i en hallucinerende tekst, som han kaldte »Optagelsesritual anno 1989«. Heri kan man læse, at Forfatterskolens lærere dengang havde »fri adgang til elevernes underliv«. Man læser også, at den unge fødselar i sin rus mødte den bebrillede frø Poul, der lagde sin visne orm i fødselarens hånd, så den kunne blive vakt til live.
– Betyder det, at Poul Borum blottede sit lem for dig, da du var på LSD i hans lejlighed?
»Ja. Han lagde det i min hånd. Og som jeg skriver, så trak jeg hånden væk. Og så lagde han det der igen, og så trak jeg hånden væk og vendte ryggen til. Det er der, hvor man kan sige, at min noget ældre ven tog et skridt, der overskred mine grænser.«
Janus Kodal var påvirket af LSD, da hans 54-årige rektor blottede sig for ham, men føler sig sikker på, at det skete i virkeligheden. Han kender dog ikke til andre episoder, hvor hans eller andres seksuelle grænser blev overtrådt af Forfatterskolens litterære autoriteter.
»Vi er inde i kærlighedens sfære. Og ikke mindst manglen på kærlighed. Og hvis man så anvender den her magt og ikke er tilstrækkelig bevidst om, hvor ødelæggende den kan være for den anden, ja, så er det jo også en meget billig version af kærligheden. Og det kan jo også være i afmagt, at man udøver magt, hvis man har mulighed for det. Og hvis jeg skal forstå Pouls handling nu, så er det den afmagt, som der ligger i ikke at have fået kærlighed igennem længere tid,« siger Janus Kodal.
Forfatterskolen har haft fem rektorer, hvoraf de fire har været indblandet i sager om grænseoverskridende adfærd. Niels Frank mener, at der er noget, der binder alle sagerne sammen.
»Man kan jo se, at det er et sted, som har ligget uden for samfundet, uden for de allermest genkendelige regler og normer. Netop fordi opfattelsen har været, at normerne er til for at blive udfordret, er det det, vi gør her hele vejen rundt – ikke kun i vores arbejde, men også i vores liv, fordi liv og kunst hænger sammen.«
– Men hvorfor har så mange af rektorerne på Forfatterskolen været erotisk interesserede i deres elever?
»Hahaha. Hold da op. Ja, det var virkelig insinuerende. For det lyder, som om andre mennesker overhovedet ikke er erotisk interesserede i yngre mennesker eller andre mennesker i det hele taget. Jeg tror ikke, at rektorerne er mere erotisk interesserede i nogen, end andre mennesker er, men man kommer bare meget tæt på hinanden. Og det er også det, man skal på de her skoler. Man kommer så tæt på hinanden, at du slet ikke fatter det, og selvfølgelig opstår der de her ting på kryds og på tværs,« siger Niels Frank.
»Min fornemmelse er, at der opstår så stor angst og frygt i det politiske, at man får skabt nogle institutioner med så snærende bånd, at kun de mest renskurede personer tør tage de stillinger. Og ingen tør udfordre hinanden, og ingen tør kritisere hinanden. Og så sker der intet som helst. Så kommer alt det spændende til at ske alle mulige andre steder, og så får vi sådan en slags litteraturfabrikker. Men fine with me, hvis det er det, I vil.«
Læs også Kristian Ditliv Jensens: »Portræt af kunstneren som ungt menneske« fra Weekendavisen #44, 2. november 2018, Peter Højrups modessay: »Kvalme« og Synne Rifbjergs leder: »Kunstens pris«.
Læs også den fortsatte debat om Forfatterskolen i Weekendavisen #46, fredag 16. november 2018.
