LEDER

Kunstens pris

Kunstens pris Af Synne Rifbjerg

Hurra endnu engang for #MeToo, der betyder, at vi har fået bedre briller og kan se klarere på, hvordan folk, der er tildelt ansvar og magt, forvalter samme. Det gælder alle samfundets institutioner, hvor der foregår magtmisbrug, men man kan få en følelse af, at især kunstverdenen er af lave i denne tid. Der er netop fyret en rektor for Forfatterskolen, og en professor fra Det Kgl. Danske Kunstakademi har forladt sin post med en sexchikaneanklage hængende over hovedet.

I sidste uge kunne man her i avisen læse Kristian Ditlev Jensens beretning om sin tid på Forfatterskolen, der mere lød som et forlænget kursus i druk og ydmygelser, end som en uddannelsesinstitution med fagligheden forrest. I denne uge kan man læse Peter Højrups tvillingeberetning fra samme tid på Forfatterskolen, men denne gang ikke med Ditlev Jensens klichéfyldte konklusion: For at forløse sit kunstneriske potentiale som elev må man finde sig i grænseoverskridende adfærd. For sådan er det med kunst. Den bliver til på små loftsværelser med træk ind ad vinduet og en skælvende hånd, der rækker ud efter absintflasken, og skal en kunstnerisk sjæl give sin erfaring videre, er det med krabask og sprut som pult og pegepind.

NEJ. Den kunstneriske praksis kan være grænseoverskridende i sin form, men mennesker, der underviser i kunst – og i alt mulig andet – skal naturligvis opføre sig ansvarligt. Som Peter Højrup skriver: »Det er problematisk, at en underviser ikke vedkender sig sin magt og tager sit ansvar på sig, fordi vedkommende derved bliver ansvarsfri: Hvordan kan man udøve magtmisbrug, hvis man ikke ved, man har magt?« Naturligvis har en underviser magt, og det er, som det skal være, for man er elev for at blive klogere på det, man gerne vil beskæftige sig med: at skrive, at male, bygge huse eller passe de syge. Voksne mennesker skal opføre sig som voksne mennesker, også på Kunstakademiet og Forfatterskolen, hvad jo sandelig også mange har gjort. Ellers er det ud.

Nu ligger det så lige for at rive institutionerne fra hinanden og ad den vej sørge for, at den slags aldrig kan ske mere. Slut med »professorvældet«, væk med hierarkierne, lyder det.

Men måske skulle man bruge de samme lutrende briller, som #MeToo-bevægelsen har givet os til at se klarere på grænseoverskridende adfærd, til også at holde blikket fast på en løsning, der ikke drager forhastede konklusioner. Det er helt afgørende, at der skabes trygge miljøer på landets kunstneriske uddannelsesinstitutioner. Men det er også vigtigt, at man bevarer et levende kredsløb mellem studerende og de udøvende kunstnere. Lad klicheen om den grænseoverskridende undervisningsmodel dø en stille død, men gør ikke Kunstakademierne og Forfatterskolen til universiteter med kun teori og læseplaner. For det er fortsat afgørende at have dygtige, udøvende kunstnere at spille op ad, lade sig inspirere af, tage afstand fra, så man kan finde sin egen vej og få lavet noget god og banebrydende kunst – til glæde for alle os andre. Syn

Læs også Kristian Ditlev Jensens: »Portræt af kunstneren som ungt menneske« fra weekendavisen #44, fredag 2.november 2018, og Peter Højrups modessay til Kristian Ditlev Jensen: »Kvalme« og Niels Franks forklaring: »Den forelskede rektor«

Side 14