Bogdebat. Tidligere rektor og flere tidligere elever fortsætter debatten om de meget forskellige erindringer om, hvad der er gået for sig på skolen.

Forfatterskole-debatten fortsætter

Forfatterskole-debatten fortsætter

Forfatterskolen 1

Niels Frank Forfatter, tidligere rektor for Forfatterskolen

Jeg har mildest talt svært ved at genkende mig selv i Peter Højrups anklage mod mig i sidste uges Bøger (9/11). Derfor føler jeg mig nødsaget til at fortælle min version af historien. Og jeg kan lige så godt allerede advare om, at det bliver pinagtigt konkret, for jeg vil hellere smide alle kort på bordet end blive ramt i nakken af løse rygter.

Jeg mødte Peter Højrup i september 1995 på skolens introduktionstur til Viborg. På det tidspunkt var jeg hverken rektor eller ansat på Forfatterskolen, jeg var timebetalt vikar, hvis en af de andre undervisere var forhindret. Højrup kan derfor næppe hævde, at jeg misbrugte en stilling, jeg endnu ikke havde.

I sin beskrivelse af min »aggressive« fremfærd undlader Højrup også at nævne, at jeg allerede på introduktionsturen måtte afvise hans tilnærmelser, da han den sidste aften ville hive mig ud på dansegulvet, selv om flere af de ældre elever advarede ham om, at jeg var bøsse. Lad det gælde som første eksempel på, at historien er mere kompleks, end det fremgår af Højrups indlæg.

Et andet eksempel kunne være, da jeg mødte ham en måned senere. Sammen med nogle andre elever på skolen endte vi på et sted på Nørrebrogade. Ud på natten var de andre elever gået, kun han og jeg sad tilbage sammen med et par andre gæster i baren. Vi begyndte at småkysse, og jeg undrede mig over, at han ville kysse i fuld offentlighed, hvis han var heteroseksuel. Senere gik vi ned i kælderen, hvor der var et lille dansegulv. Vi var de eneste på gulvet og dansede tæt, og denne gang kyssede vi mere intenst.

Bagefter drak vi ud i baren, og jeg sagde til ham, at jeg ville gå. Han foreslog, at han kunne følge mig hjem, hvad der igen undrede mig, for han boede på Frederiksberg og jeg på Østerbro. Men det endte med, at han gik med helt op til remisen på Trianglen. Her skulle han ind at tisse, og da han kom tilbage, pegede han ned mod remisen og sagde: »Skal vi ikke gå derned og gøre det?« Jeg svarede: »Jeg skal hjem nu, og det skal du også.«

Det møde fandt altså sted, inden jeg blev ansat på skolen. Siden havde jeg intet intimt med ham at gøre. Det er derfor omsonst at spekulere i seksuelt overgreb, voldtægt, gramseri eller andre grimme ting. Ligesom jeg hverken før eller efter mødet med Højrup har haft sex med en eneste elev på skolen. For nu at komme løse rygter i forkøbet.

Højrup glemmer også at nævne, at han i månederne derefter mødtes med mig adskillige gange rundt om i byen. Vi drak kaffe og øl i parker, på cafeer, på værtshuse og også på homobarer. Det var ikke mit indtryk, at han havde noget imod at gå på steder for homoseksuelle. Jeg ringede ikke til ham for at aftale møder, og det behøvede jeg heller ikke, for han havde for vane at ringe mig op i hvert fald en gang om ugen.

Efter de ugentlige tekstlæsninger stod han ofte i gården i Strandgade, hvor skolen dengang lå, og ventede på mig for at spørge, om vi skulle gå ned til Christianshavns Kanal eller et andet sted og drikke en øl sammen. Efter fester kunne han finde på at ringe og spørge, om vi skulle tage en »reparationsøl« sammen. Han inviterede mig også hjem til sig og lavede mad for mig, og vi sad og snakkede hele natten.

Alt sammen ganske frivilligt. Alt sammen lige så meget på hans initiativ som på mit. Det rimer i mit hoved hverken med magtmisbrug eller chikane eller alt det andet, hans indlæg beskylder mig for.

Undervejs undrede jeg mig selvfølgelig over hans seksualitet og fornemmede, at han var meget uafklaret. Noget af det første, han fortalte mig, var eksempelvis, at han havde været sammen med en anden fyr, mens han gik i gymnasiet. Selv har jeg muligvis nævnt Poul Borum som en person, der først sprang sent ud, men jeg husker ikke, at jeg skulle have været hånligt aggressiv eller på nogen måde forsøgt at få Højrup til at gøre noget, han ikke brød sig om. Derimod var jeg i tvivl om hans signaler, og jeg undrede mig over, at han altid, også når han var sammen med de andre elever, sad og stirrede direkte på mig, som om han ikke ænsede andet.

Først på foråret 1996, altså inden jeg blev rektor, inviterede jeg ham til at besøge mig hjemme. På det tidspunkt var vores forhold blevet venskabeligt, og det ville jeg gerne understrege ved at præsentere ham for min kæreste. Men invitationen blev åbenbart helt misforstået, kan jeg se af hans indlæg.

Her bliver det beskrevet som en slags stævnemøde, hvor jeg prøver at drikke ham fuld i whisky. Det strider mod min erindring, og det strider lodret mod den kendsgerning, at min kæreste var til stede, hvad Højrup undlader at nævne. Ligeledes undrer det mig, at han beskriver min lille treværelses lejlighed som en »herskabslejlighed«. Jeg synes, det lugter af, at han gerne vil fremstille sig selv som uskylden, der blev misbrugt i magtens inderste gemakker. Men min hensigt med invitationen var altså en helt anden.

 

Læs også Kristian Ditlev Jensens essay om Forfatterskolen fra Weekendavisen #44, fredag 2. november 2018 »Portræt af kunstneren som ungt menneske«.

 

Jeg bliver også nødt til at korrigere hans beskrivelse af tekstlæsningerne på skolen. Selvfølgelig er det mægtig trist, hvis han oplevede, at der blev drevet »psykisk terror« mod ham, men for mit eget vedkommende oplevede jeg kun, at alle bestræbte sig på at arbejde sagligt med elevteksterne. Det har jeg i indeværende uge fået bekræftet af en af Højrups medstuderende, som skriver til mig, at hun overhovedet ikke kan genkende hans beskrivelse af, at nogen skulle have fået hårdere og mere perfid tekstkritik end andre.

Desuden glemmer Højrup at nævne, at jeg altid læste tekster sammen med enten Poul Borum eller Per Aage Brandt. Ingen af dem ville have tilladt, tør jeg godt love, at jeg terroriserede en enkelt elev. Per Aage Brandt har endog i en nylig besked til mig skrevet, at han og jeg har undervist side om side i årevis, »og jeg har aldrig nogensinde set en dyt af det, Peter skriver om«.

Endelig undlader Højrup at fortælle, at jeg havde min kæreste med på studieturen til New York (for egne penge!) netop for at lægge afstand til ham og undgå konflikt. Det lykkedes desværre alligevel ikke. Flere gange på turen oplevede jeg, at han forsøgte at fange mit blik på tværs af rummet, også selv om jeg talte med andre eller med min kæreste. Jeg opfattede det som heftig flirten. Min kæreste bemærkede det også og spurgte mig: »Hvorfor gør han det?«

Netop det spørgsmål stillede jeg Højrup en af de sidste aftener, og hans svar lød: »Jeg vil bare have din opmærksomhed.« Det svar gjorde mig meget vred. Handlede det hele virkelig bare om OPMÆRKSOMHED!? Jamen, for fanden i helvede da.

Til sidst vil jeg blot nævne, at Janus Kodals bidrag til Forfatterskolens festskrift blev afvist, fordi hændelsen, det beskriver, fandt sted i privat regi og ikke havde noget med skolen at gøre. Det har Kodal også bekræftet over for mig siden Højrups indlæg. Der er altså ikke tale om, at vi skulle have censureret et bidrag, fordi sandheden ikke måtte komme frem.

Jeg er oprigtig ked af, at Peter Højrup har oplevet sin tid på Forfatterskolen som så problematisk. Selv husker jeg ham som en livfuld og engageret elev, og jeg har haft mange sjove og dybe samtaler med ham. Siden har han skrevet speciale om mit forfatterskab og modtaget støtte fra Kunstfonden til at skrive en monografi om mig. Vi har arrangeret poesifestival sammen, og han har redigeret en af mine oversættelser. Uge efter uge har jeg spillet fodbold med ham, jeg har også spillet med hans søn, og vi har rejst til Norge sammen for at spille. Derfor overrasker hans historie mig meget. Det havde jeg ikke set komme.

Peter Højrup svarer:

Der er åbenbart mange ting, Niels Frank og jeg husker forskelligt. Måske ville det være mere oplysende for Weekendavisens læsere at høre, hvad Niels Frank tænker om den grænseløse kultur og det problematiske i, at han var forelsket i en elev, end at blive præsenteret for hans forestillinger om, i hvilken retning min seksualitet går. Flere tidligere elever på Forfatterskolen har i den forløbne uge bekræftet min beskrivelse af skolen på den tid – senest i mandags, hvor Kim Blæsbjerg, som gik på samme årgang som Kristian Ditlev Jensen og jeg, skriver på Facebook:

»Det er rigtigt, at tekstlæsningerne på skolen kunne være præget af perfiditeter og latterliggørelse, men for mig var denne ukonstruktive tilgang til teksterne aldrig det værste ved at gå på Forfatterskolen. Det værste var opdelingen i et A- og et B-hold. Det var selvfølgelig ikke noget, der nogensinde blev udtalt direkte, men i løbet af kort tid samlede Niels Frank nogle af eleverne om sig – dem, han så noget særligt i, dem, der interesserede ham. De hang ud sammen med ham og de andre lærere efter undervisningen, til tider opslugte af litterære diskussioner, andre gange bare opkørte af en feststemning, men altid lukket om sig selv. Resten af os havde især Niels Frank ikke øje for.«

Forhåbentlig melder flere stemmer sig på banen i den kommende tid, så vi kan få et retvisende billede af, hvad der foregik, og så man ikke ser noget tilsvarende gentage sig.

Måske skylder jeg også at sige, at mit ærinde med min tekst i sidste uge ikke var at hævne mig på Niels Frank, men at gå i rette med Kristian Ditlev Jensens beskrivelse af en kultur, som jeg finder dybt problematisk.

Forfatterskolen 2

Janus Kodal Digter

Peter Højrup har i Bøger 9/11 trukket min tekst »Optagelsesritual anno 1989« ind i sit essay »Kvalme«, og journalist Asger Juhl har forståeligt nok ringet til mig for at afklare, hvordan teksten forholder sig til det skete. Forståeligt nok, fordi teksten bruger af det skete, men også er i krig mod dets virkelighed.

Jeg gjorde mig umage med at forklare Asger Juhl, at min 21-års fødselsdag var en privat fest, og at det LSD, jeg tog, ikke var Pouls. Jeg gjorde mig umage med at forklare, at festen ikke var min optagelse på Forfatterskolen, men for mig en slags optagelsesritual i en kunstnerisk verden.

Jeg er med på, at avismediets vilkår er, at de mange hakkende ord fra et telefoninterview munder ud i en bruttotekst, som redigeres og sættes ind i en sammenhæng, som den interviewede ikke behøver kende fuldstændigt på forhånd. Men jeg synes, at den indramning og beskæring, som mine ord fremstår i, sætter det skete i et ensidigt lys. Det er selvfølgelig kun et problem, hvis læseren går ud fra, at Weekendavisen gør sig umage med at forklare sagens kompleksitet.

Forfatterskolen 3

Paul Smith Forfatter

Har netop modtaget bibliotekernes lektørudtalelse for min femte roman, Lille land, hva’ nu?. Det er den til dato bedste: »En fremragende roman som alle med interesse i besættelsestiden bør unde sig selv at læse.«

Skal man tro Kristian Ditlev Jensen (Bøger 2/11), skyldes de pæne ord, at jeg er »blevet presset, provokeret og irriteret – ud over alle grænser«.

Forfattere skal åbenbart presses – gerne på en »forfatterskole« – selvom der har været forfattere siden Oldtiden. Hvem pressede den tids digtere? Det gjorde publikum. I Senantikkens Rom stod digterne på torvepladserne og læste digte op i håb om, at der faldt mønter af til et værtshus- eller bordelbesøg. Som romerske borgere var de sikret »borgerløn«, det vil sige brød og skuespil. Der var tid til at grifle.

Var digtene ikke gode nok, smed folk rådden frugt og tørrede ekskrementer efter forfatterne. Var poesien helt elendig, kastede publikum med sten. I dag er denne funktion overtaget af anmelderne.

 

Læs også Peter Højrups essay som svar til Kristian Ditlev Jensen: »Kvalme« fra Weekendavisen #45, fredag 9. november 2018.

 

De pæne ord fra Bibliotekscentralen skyldes altså ikke en rektor på en skole, som jeg aldrig har betrådt. I Peter Højrups beskrivelse (Bøger 9/11) minder hans rektor mest om en ikke-befrugtet hunedderkop på speed.

De rosende ord skyldtes snarere min læsning af især to bøger. Den ene er Oliver Hilmes’ Berlin 1936. Seksten dage i august, hvor han anvender samme fortællerteknik, som jeg gjorde i min foregående roman, Kampen om Staunings stol, men Hilmes er blot bedre. Altså huggede jeg skamløst hans metode: flere »skæve« og overraskende facts, find de farverige nuancer frem for kun at bruge Hans Scherfigs malertuber med sort og hvid.

Lige så vigtig var Stefan Zweigs Verden af i går, hvor han gør sig nogle betragtninger over sin egen – og andre – forfatteres måde at skrive på. Hans råd: Kast ballast over bord, så den indre arkitektur bliver klarere og mere fortættet.

Selvom min nye roman er den til dato længste, er det også den, hvor der er kastet mest »ballast over bord«, altså strøget mest.

»Presset ud over alle grænser«? Ovenikøbet af en … rektor?

Må jeg være fri!

Forfatterskolen 4

Kristian Ditlev Jensen, forfatter, præst og anmelder

Den seneste uge har været psykedelisk. Mit essay om Forfatterskolen, »Portræt af kunstneren som ungt menneske« (Bøger 2/11), er blevet fejlfortolket, som var folk på lim. Teksten er blevet taget som gidsel.

På de sociale medier kan jeg læse, at jeg mener, at man er nødt til at drikke sig halvt ihjel for at kunne lære at skrive. På lederplads i Weekendavisen kan jeg se, at jeg er ellevild tilhænger af, at »for at forløse sit kunstneriske potentiale som elev må man finde sig i grænseoverskridende adfærd«. Ifølge Radio24syv mener jeg, at man skal udsættes for egentlige seksuelle overgreb – for ellers kan man slet ikke lave kunst. Og i Peter Højrups essay »Kvalme« (Bøger 9/11) ænser jeg overhovedet ikke uretfærdighed – heller ikke lige for næsen af mig.

Udlægningen af min tekst er i sig selv et overgreb.

Især når man tænker på, at jeg skriver selvbiografisk om alkohol i sætninger, der indeholder ord som »hjemløs« og »alkoholbehandling«. Eller hvis man bemærker, at jeg skriver, at traumer måske kan omsættes til kunst. Men ellers er der jo også bare common sense. Skulle jeg, der professionelt har beskæftiget mig med konsekvenserne af seksuelle overgreb i snart 20 år, pludselig være fortaler for dem – under nogen som helst form? Hvor pervers kan en fordrejning egentlig blive?

Jeg skelner i mit essay imellem tre typer overskridelse. For det første er der nådesløs tekstkritik, som langsomt internaliseres og bliver en hjørnesten i ethvert vellykket forfatterskab. Hemingway kaldte det for »the shit detector«. For det andet er der en tekstkritik, der bliver for personlig (»Jeg husker det som grænseløst krænkende,« som jeg skrev). For det tredje er der en udartet seksualiseret adfærd over for en elev – nemlig Peter Højrup, der siden selv gav sig til kende – som jeg sagtens kunne få øje på under en studierejse, og som jeg fandt, og finder, decideret uacceptabel. I mit essay fremhæver jeg den derfor også. Jeg skriver, at den var »virkelig grænseoverskridende«, og jeg spørger tilmed, om det måske faktisk ikke var »en forbrydelse«.

 

Læs også Asger Juuls artikel om Niels Frank fra Weekendavisen #45, fredag 9. november 2018 »Den forelskede rektor«.

 

Jeg må sige, at jeg er rystet over debatten om grænserne for Forfatterskolens helt vildt fede, kreative miljø. I bagklogskabens pinagtige neon og nutidens ærligt talt fesne snerpethed kædes det sammen med den mest evnesvage ende af #MeToo-kampagnen. Og pludselig slås Forfatterskolens skørlevned i 1990erne i hartkorn med rå voldtægter i nobelprismiljøet i Sverige eller en komplet sindssyg overgrebskultur i filmbranchen i USA. Den sammenligning holder, efter min bedste overbevisning, ikke en meter. En syngende lussing gør virkelig nas, men den er altså ikke en atomkrig.

Men et forbehold i rimelighedens navn betyder altså under ingen omstændigheder, at jeg »holder med bødlerne« – som én havde den frækhed at skrive på Facebook. Og mit essay er heller ikke »en skrøne,« som Peter Højrup får sagt. Min oplevelse er bare en anden end hans. Fordi jeg ikke var udsat for en personlig forfølgelse. Men faktisk åbnede jeg jo dansegulvet ved at inklinere – for netop ham.

Endelig er der så de litterære kvaliteter i Peter Højrups lange essay. De lever helt op til Poul Borums ubønhørlige krav: En tekst må have æstetik – og så skal den have nødvendighed. Og dét må jeg sgu sige: Så indlevet, så flinthårdt, så kvalmende, så rørende ville jeg aldrig nogensinde have kunnet skrive selv. Ikke engang i et brev … til en rektor, jeg ikke kunne lide.

Forfatterskolen 5

Torben Herrig Kirkevej 7, st. 9550 Mariager

Det er jo rystende, hvad man som abonnent på den gode avis må erfare om Forfatterskolen.

Senest og navnlig Peter Højrups beretning (Bøger 9/11), men også Kristian Ditlev Jensens forudgående rapport (Bøger 2/11).

Niels Franks genmæle (9/11) er ikke så interessant. Minder mest om en forsvarers bemærkninger i en håbløs sag/tilståelsessag, hvor der henstilles til rettens mildeste dom.

Hvad enten Højrups eller Jensens indlæg – eller begge – har noget med virkeligheden at gøre, er det bydende nødvendigt, at hver sten vendes.

For Højrups vedkommende må det undersøges, om Niels Frank har udført noget strafbart krænkende eller voldeligt over for Højrup, og en sådan undersøgelse foregår i Danmark sædvanligvis ved politiets efterforskning, som jo så også passende kunne undersøge Poul Borums del af løjerne, men da denne aktør jo er afgået ved døden, er der sikkert ikke juridisk belæg for en sådan undersøgelse.

Enten er skolen jo at betegne som et børnehjem fra begyndelsen af forrige århundrede (Højrups version), alternativt et toårigt bakkanal (Ditlev Jensens version) eller muligvis et sammenkog af begge versioner. Alle tre versioner er under alle omstændigheder utilstedelige.

Men forinden sagen overgives til Københavns Politis efterforskning, kunne det for læserne af avisen være interessant, om Lars Bukdahl kunne bidrage med sine erfaringer fra sit lærerjob på skolen og bestyrelsesarbejdet samme sted, ligesom han jo i kraft af sit ægteskab må have førstehåndskendskab til en elev.

Om hr. Bukdahl også har været elev på skolen, ved jeg ikke, men det kunne jo kun forøge interessen for hans opfattelse af, hvorledes de pædagogiske principper eller mangel på samme forvaltes på anstalten.

Hr. Bukdahl plejer jo ikke at pakke tingene ind eller lægge fingre imellem, når der debatteres/anmeldes, og jeg tror, vi læsere kunne få et rigtigt godt indblik i dagligdagens/nattens forløb på stedet.

Jeg glæder mig allerede til at læse hr. Bukdahls rapport.

Lars Bukdahl svarer:

Som medlem af Forfatterskolens bestyrelse er jeg underlagt en behørigt streng tavshedspligt; det er bestyrelsens formand, der udtaler sig på bestyrelsens vegne. Selv har jeg ikke været elev på skolen, men har undervist for år tilbage og så igen i dette efterår, er formand for FOFU (skolens støtteforening) og har i to omgange tidligere været bestyrelsesmedlem.

Præcisering

Af artiklen »Den forelskede rektor« (Bøger 9/11) fremgik det, at »Forfatterskolen har haft fem rektorer, hvoraf de fire har været indblandet i sager om grænseoverskridende adfærd«. Weekendavisen præciserer, at der ikke er rettet konkrete mistanker imod Forfatterskolens seneste rektor, Jeppe Brixvold, og at både skolens bestyrelsesformand, Bodil Marie Stavning Thomsen, og han selv til Politiken har sagt, at der ikke har været sager på skolen om sexchikane eller krænkelser i hans tre år som rektor.

 

 

Læs også Peter Højrups essay som svar til Kristian Ditlev Jensen: »Kvalme« fra Weekendavisen #45, fredag 9. november 2018.

Læs også Asger Juuls artikel om Niels Frank fra Weekendavisen #45, fredag 9. november 2018 »Den forelskede rektor«.

Læs også Kristian Ditlev Jensens essay om Forfatterskolen fra Weekendavisen #44, fredag 2. november 2018 »Portræt af kunstneren som ungt menneske«.

Side 50