Læserbreve. Stram Kurs. Selvmord. Mugabe. Grønland. Norden. Børnerim. Rettelse.

Debat

Stram Kurs

Anitta Johansen
Folketingskandidat for Stram Kurs i Østjyllands Storkreds

Jeg går til bekendelse. Ja, jeg stemmer Stram Kurs. Ja, jeg er medlem af Stram Kurs. Og ja, jeg stillede op som folketingskandidat for Stram Kurs ved sidste valg. Jeg fik 350 personlige stemmer, uden at mæle ét ord og uden at føre valgkamp. Tak for det.

Jeg er blot en simpel borger, der er dybt bekymret for den tid, vi lever i, og som ser varslerne for fremtiden. Jeg har røntgensyn, der ser igennem den herskende konsensus og den elitære ordensmagt. At flere borgere i vores samfund ikke kan se faren ved islam, er mig ubegribeligt og gør mig trist. Mennesker med almindelig intelligens eller endda med høj intelligens, der har gode jobs, formår familielivet på godt og ondt … at de ikke har indsigten til at forstå truslen fra islam, er mig et mysterium. Måske er deres sansefilter fra omverdenen til deres hjerne totalt blokeret og uigennemtrængeligt? Eller er det ren og skær benægtelse?

Måske mener de virkelig, at islam ikke er et problem og aldrig vil få indflydelse på deres hverdag. Måske ønsker folk at blive muslimer, hvis ikke forandringen er for markant i deres hverdag?

Nogle mennesker i vores samfund har direkte fordele ved islam. Politikerne. Dem på Christiansborg. Økonomisk velbjærgede venstrefløjspartier, sågar Socialdemokratiet, har magt og position, der er afhængige af de muslimske stemmer. Snart er det kun akademikere og familiedynastier, der regerer vores land.

Jeg køber ikke længere kyllingekød eller oksekød, da jeg ikke vil støtte halal og muslimske organisationer. Det er faktisk min grundlovsret ikke at støtte andre religiøse bevægelser, men i dag gør man det helt automatisk, hver gang man køber kylling eller okse-/kalvekød. Der betales halalafgift til muslimske organisationer.

Danpo skriver i en mail til mig: »Vi forholder os ikke til religion.«

Mit valg om kun at købe svinekød bliver hånet og latterliggjort selv ind i mine familiære kredse. Men ikke et ondt ord om muslimers afsky for svinekød, deres fravalg af medicin, vitaminer og mineraler indeholdende gelatine fra svin. Det er jo af religiøse årsager, så det er helt legitimt, mener de fleste.

Men det er ikke svage valg, muslimerne træffer. De ved lige, hvor de kan trumfe deres vilje igennem. Modsat når det eksempelvis handler om alkohol, tatoveringer eller deres ramadan, hvor de bekvemt nok har indført spisning efter solnedgang. Det er forståeligt nok, at de ønsker mad og drikke og sex, hvis ikke det forholdt sig sådan, at de på andre punkter var så insisterende med deres religion og bruger religionen til fremme for sig selv.

For mig er islam indoktrinering og undertrykkelse. Der findes ingen selvstændig tænkning eller agtelse for det enkelte individ. Alt forklares og argumenteres på baggrund af en oldsag af en bog, og den personlige udvikling er låst fast.

Personligt har det store omkostninger for mig at udtrykke disse synspunkter, og jeg skal finde mig i at blive kaldt racist fra gæster udefra. Men jeg smiler blot og prøver at forklare mig, men det sætter sig alligevel og nager.

Jeg hører folk sige: »De er jo også mennesker.« Gud fader bevares. Det er jo et grundvilkår for os alle og ikke et argument for noget som helst. Alt er ikke lige godt. Eller lige skidt. De europæiske kulturværdier er unikke og findes ikke andre steder i verden. Menneskerettigheder, velfærd, frihed til den enkelte og et velfungerende retssystem burde være et forbillede for alle nationer.

Professionelt har mine synspunkter også konsekvenser. Man skal gå på listefødder for ikke at blive udskammet, og i yderste konsekvens kan man være den, der bliver fyret ved næste sparerunde. Eller en arbejdsgiver kan bruge andre undskyldninger for at komme af med en.

Jeg anser ikke mig selv som højre- eller venstreorienteret politisk set. Jeg er blot klarsynet omkring, hvilke katastrofer det danske folk står over for, hvad folk udsættes for, og hvilke konsekvenser det har for det enkelte menneske at ytre sådanne holdninger og yde modstand.

I 2006 påbegyndte jeg min elevuddannelse som farmakonom. Dette indebar hvert semester 2-4 ugers skoleophold på i Hillerød. I begyndelsen var der ganske få muslimske elever i hver klasse. Vi havde en fin kommunikation og berøring med hverandre. Så en dag var frikadellerne lavet af oksekød. Dette til trods for en velassorteret buffet med fisk, kylling, oksekød, svinekød, frugt og grønt, ost og nødder.

Som følge af flere muslimske elever opstod kravet om rene muslimske klasser, vel at mærke et krav fra muslimernes side. Dernæst krævede muslimerne al svinekød væk fra buffeten og sidst, men ikke mindst, måtte der ikke pyntes til jul. Alt sammen noget, skolen efterkom. Ingen modstand. Hermed ikke sagt, at de »danske« elever syntes, at forholdene var rimelige, men hvem tør stikke snuden frem?

Forholdene i vores samfund i dag er kun toppen af isbjerget. Jeg tør ikke tage chancen og tro på, at andre ordner problemerne, eller at det ikke udvikler sig katastrofalt i en nær fremtid.

Selvmord

Svend Lings Fhv. overlæge, forfatter, ph.d.
Læger for aktiv Dødshjælp

September 2018 idømtes lægerne Frits Schjøtt og Svend Lings (overtegnede) ved Retten i Svendborg 14 hhv. 40 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord. Østre Landsret skærpede januar 2019 dommene til 20 hhv. 60 dages betinget fængsel. Både jeg og senere anklagemyndigheden (men ikke Frits Schjøtt) ankede dommen til Højesteret.

Retshandlingen tager sin begyndelse mandag den 16. september 2019 kl. 09.

Dommen er i mine øjne forkert, fordi jeg ikke har gjort andet end at benytte mig af ytringsfriheden, nemlig lagt en lovlig selvmordsvejledning ud på internettet og i princippet bare citeret fra denne lovlige vejledning, når jeg har talt med håbløst syge mennesker. Hvis det er lovligt at skrive noget på internettet, hvordan kan det så være ulovligt at sige det samme direkte til folk?

Anken handler således om det, juristerne kalder straffelovens ”anvendelsesområde”, altså spørgsmålet om, hvornår loven kan tages i anvendelse. Hvad vil det sige ”at medvirke”? Er det i forbindelse med selvmord for eksempel strafbart, at man fortæller folk, hvordan de kan gå ud på en bro eller op i et tårn og springe ud? Eller skal man køre dem derhen? Skal man være til stede og for eksempel hjælpe en, der hænger sig, med at binde et reb om halsen eller holde geværet for en, der skyder sig? Skal man udlevere piller, eller er det nok at fortælle, hvilke piller man kan tage, som jeg har gjort? Har to voksne mennesker i et frit demokratisk samfund ikke lov til privat at diskutere hvad som helst, inklusive selvmord, hvis formålet ikke er at skade hverken andre eller samfundet? Hvad angår det ”Big Brother”? Falder det ikke ind under privatlivets fred?

Jeg oplever situationen som utålelig. Dagligt bliver jeg kontaktet af syge og lidende mennesker, der trygler om rådgivning. Hvilken medicin kan bruges, hvilken er bedst, hvor meget skal man tage og hvordan? De vil gerne være ”sikre”. Som sagen står nu, er jeg tvunget til at afvise dem, da jeg ellers risikerer at blive varetægtsfængslet.

Mugabe

Peter Sander, sognepræst i Brøndby Strand Kirke

Robert Mugabe er død, og hans nekrolog er ved at blive skrevet. De kommentarer til hans død, jeg har set indtil videre, udelader dog alle sammen en vigtig detalje. Mugabe var erklæret marxistisk-leninistisk og socialist, og et af målene med de katastrofale reformer, som landet gennemgik, mens han var ved magten, var lige netop at skabe et socialistisk samfund.

Selv om Mugabe blev overtalt til at fjerne alle henvisninger til marxistisk-leninistisk ideologi og ”videnskabelig socialisme” fra forfatningen, vedblev han dog at være en svoren tilhænger af en ret så ekstrem udgave af denne ideologi hele vejen igennem.

Selvfølgelig skal en ideologi først og fremmest bedømmes ud fra de ideer, den indeholder. Enkeltindividers brug/misbrug af disse ideer må nødvendigvis komme i anden række. Det kan dog alligevel undre, hvorfor så mange kommentatorer vælger ikke at gøre noget ud af mandens ideologiske ståsted.

Grønland

Kjeld Krageskov
Klosterbanken 18
Slagelse

Stor tak til avisen for optagelsen af indlæg under overskriften: Trump, Grønland og de intellektuelle!

Indlæg skrevet af underkendte historiker dr.phil. Thorkild Kjærgaard.

Thorkild Kjærgaard skriver, igen, om den historiske virkelighed vedrørende skæbnefællesskabet mellem inuitter, Danmark/Norge og Grønland.

Tænk om DR, for én gangs skyld, ville gøre sig nyttige med et samtaleportræt af/med denne mand.

Men det er vel utænkeligt – den barske virkelighed efterstræbes jo ikke voldsomt på DR.

Norden

Tomas Larsson
Stockholm

Diverse opinionsundersøgelser om det nordiske samarbejde ser jævnligt dagens lys. Selvom det officielle nordiske samarbejde de facto ikke eksisterer mere, er interessen for et tæt samarbejde dog stadig stor. Billedet kompliceres dog af det faktum, at der i stadig stigende grad ses en dyb kulturel og politisk splittelse mellem den skandinavisktalende blok (= Danmark, Norge, Island og Sverige) og Finland. Her er spørgsmålet, hvordan man overhovedet definerer begrebet nordisk samarbejde i dag?

Geografisk, økonomisk, politisk og ikke mindst kulturelt har de fire skandinavisktalende lande Danmark, Norge, Island og Sverige meget til fælles. Samtidig står landene over for de samme alvorlige udefrakommende trusler. Grænsekontrollerne er for længst borte med den begrundelse, at EU nu varetager beskyttelsen af unionens ydre grænser. Denne indsats har vist sig alt andet end vellykket, og det forfærdelige terrorangreb i Stockholm i april 2017 var en konsekvens af netop denne ansvarsløse politik. Narkotika flyder frit hen over grænserne, akkurat som våben og terrorister. Her taler de gentagne dødsskyderier og eksplosioner i Sverige deres alt for tydelige sprog.

Sandsynligheden for, at EU lykkes med en effektiv overvågning af de ydre grænser, er beskeden. Så hvorfor ikke gå sammen om at sikre vores ydre grænser i Skandinavien? Genindfør en fælles grænsebeskyttelse efter amerikansk forbillede. Grænsebeskyttelsen ved landegrænserne mod Tyskland, Rusland og Finland skal forstærkes. Overvågningen af færgetrafikken i først og fremmest Østersøen skal intensiveres.

Den dag i dag er handlen over de skandinaviske grænser omfattende, det samme gælder grænsetrafikken mellem Sverige og Norge, for slet ikke at tale om Øresund. På de svenske gymnasier undervises der ivrigt i centraleuropæiske sprog, mens undervisningen i dansk og norsk er noget nær ikke-eksisterende. Det svenske erhvervsliv er dog for længst holdt op med at efterspørge centraleuropæiske sprogkundskaber. Hvorfor ikke tage konsekvensen og erstatte denne forældede undervisning med skandinaviske sprog?

En hurtig genindførelse af den fælles skandinaviske krone kendt fra 1873 (indgået i samarbejde mellem Danmark og Sverige, Norge kom til i 1875) er et andet eksempel på et nyttigt samarbejde, der ville kunne bidrage til en mere stabil økonomi. Havde vi haft en fælles skandinavisk valuta, ville den svenske centralbanks ødelæggende pengepolitik for eksempel kunne være blevet stoppet i tide.

Liberale EU-debattører har siden starten af 1990erne haft travlt med at udråbe nationalstatens død. Udviklingen i Schweiz og store dele af EØS-området viser dog den stik modsatte tendens. Befolkningen er tydeligvis ikke klar til at opgive ideen om nationalstaten. Et så homogent område som Skandinavien skulle kunne indgå i et meget tæt samarbejde uden at måtte give afkald på nationalfølelsen af den grund.

Børnerim

Stig Wørmer
København S

Den rige, vestlige verden beskæftiger sig i stigende grad med ord. Ord forener, og ord deler. De fleste mangler ikke de basale fornødenheder. I denne rige verden betyder ord mere og mere.

Cand.mag. i litteraturvidenskab Mina Riishøj Gierahn beviser det i sit indlæg med rubrikken »Børnerim«, der forsvarer »politisk opdatering« af gamle begreber (fx. neger). Artiklen vrimler med de kendte ord og begreber – konservativ højrefløj, feminisme, sexisme, racisme, kønsstereotyper, retfærdighed, ligeværdighed. Det virker, som om hun taler til en menighed.

Vi er i en god sags tjeneste, når børnelitteraturen skal under lup.

Litteraturvidenskabspersonen skriver: »Ingen heteronormativitet, ingen kønsstereotyper, ingen etnocentrisme, andocentrisme (sorry, dén kender jeg ikke, sw), eurocentrisme og alle andre -centrismer derude«. Det er »mål for intersektionelle feminister«.

Hun har i 2019, beretter hun, indledt et arbejde med »nye, inkluderende eventyradaptioner«.

Skal alle eventyr/folkeeventyr skrives om?

»Det ligger i eventyrets væsen at være foranderligt og ubestandigt. Det er et heldigt genrevalg, et ubrydeligt skjold mod antifeminister, højrefløjsnationalister og deslige.«

Man hører jubelen bryde løs på den 14. sovjetiske partikongres: Langvarige ovationer møder kammerat Stalin i kampen imod diversanter, sabotører, agenter, trotskister, kontrarevolutionære og folkefjender!

Et enkelt spørgsmål: Er kampen imod antifeminister, højrefløjsnationalister (gælder det også grundtvigianere og højskolefolk?) og deslige en del af litteraturstudiets beskrivelse på dette eller hint universitet, eller er det en politisk opfattelse, som hun blot håber at påtvinge alle? (Men sikken en sprogbrug. Det er en hel analyse i sig selv.)

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

Rettelse

På baggrund af en henvendelse fra Enhedslisten København er vi blevet opmærksomme på to fejl i vores dækning af borgmester Ninna Hedeager Olsens voldtægtssag. I artiklen »Politik i dobbeltsengen« skrev vi, at borgmesteren var »sygemeldt på snart femte måned med fuld løn – et politikerprivilegium, som partiet selv kritiserer«.

Politikerprivilegiet består retteligt i, at hun har modtaget fuld løn uden fremvisning af en lægeerklæring.

I sidste uges kommentar »Dyneløft« brugte vi formuleringen »påstået samleje« om den mulige voldtægt. Der er imidlertid ingen tvivl om, at et samleje har fundet sted, da alle parter i sagen erkender dette forhold. Så ordet »påstået« burde ikke have været anvendt.

Vi beklager fejlene, red.