DEBAT. Hvorfor udviklede en af giganterne blandt Afrikas frihedskæmpere sig til en levende karikatur på en despot?

En paria

En paria

 

Af Erik Boel, tidligere dansk diplomat i Zimbabwe

Igennem 37 år spillede præsident Robert Mugabe et kynisk spil for at bevare magten i Zimbabwe. Mugabe døde forleden i en alder af 95 år. Ofrene for Mugabes spil siden 1980 har været både de hvide, der er blevet fordrevet fra deres hjem, og det store sorte befolkningsflertal, der i dag frister en kummerlig tilværelse på et eksistensminimum i det, der engang var Afrikas kornkammer.

Da Zimbabwe blev uafhængigt i 1980, sagde Tanzanias præsident Nyerere til Mugabe. »Du har arvet en juvel – pas godt på den.« Et løfte, Mugabe som Zimbabwes enehersker siden 1980 ikke levede op til: Allerede i 1982 fik han den 5. brigade trænet, så den kunne slå ned på en opstand blandt minoritetsstammen ndebelerne i provinsen Matabeleland.

Operationen kostede 20.000 mennesker livet og omfattede etnisk udrensning og talrige massakrer. Mugabes højre hånd i denne operation er Emmerson Mnangagwe, som i dag er Zimbabwes præsident. Vesten vendte det blinde øje til – Europa og USA var mere optaget af handels- og investeringsmulighederne i det nyligt selvstændige land.

Hvorfor udviklede en af giganterne blandt Afrikas frihedskæmpere, en intellektuel og en usædvanlig begavelse, som lagde op til forsoning, længe før Nelson Mandela kom ud af fængslet, sig til en levende karikatur på en despot?

Robert Mugabe voksede op på katolske missions­skoler. Blandt jesuitterne udviklede han en høj grad af selvdisciplin og en forkærlighed for boglige studier; præsidenten har syv akademiske grader.

De hvide i Rhodesia så ned på de sorte, lagde ikke skjul på, at de betragtede dem som en underlegen race og forventede ubetinget lydighed. Mugabe tilbringer 11 år i fængsel, og her hærdes hans opfattelse af, at det kun er gennem en væbnet kamp, at det hvide mindretalsstyre kan nedkæmpes. Mens han er i fængsel, dør hans treårige søn, og han nægtes udgang, så han kan deltage i begravelsen – et afslag, Mugabe hverken glemmer eller tilgiver.

Hvor et langvarigt fængselsophold beredte Nelson Mandela til dialog og forståelse, gjorde det Mugabe bitter og uforsonlig. »Jeg har taget en eksamen i vold,« udtaler han selv.

Han skulle trækkes til forhandlingsbordet i Lancaster House i 1979 og havde så langt foretrukket en militær sejr, der mere umiddelbart kunne have banet vejen for hans étpartistat. For Mugabe var det fra 1980 magten, der tiltrak ham. Vist var hans stat gennemkorrupt, en ny elite ragede til sig, og Mugabe så gennem fingrene med det – fordi det sikrede ham den nødvendige loyalitet. Men snarere end personlig berigelse var det vigtigste for Mugabe den totale kontrol og ambitionen om at fastholde den for næsten enhver pris – først over ndebelerne, så over de hvide farmere, så industrien, så oppositionspartiet MDC, dernæst medierne og sluttelig kontrollen med retsvæsenet.

Da Mugabes hustru Sally dør i 1992, går det helt grassat for ham. Der stod respekt omkring Sally, og i kritiske situationer sørgede hun for, at Robert Mugabe ikke helt mistede jordforbindelsen.

Vesten kom i stigende grad til at se Mugabe som en diktator og international paria. Men i landsbyerne og slumkvartererne på det afrikanske kontinent vil Robert Mugabe blive mindet som frihedshelten og høvdingen. En høvding, der som få andre vovede at tale de vestlige, »kolonialistiske« magter midt imod.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.

 

Læs også Jesper Strudsholms portræt fra 2017 af Robert Mugabe: »Otte faser af en herskers liv«

Side 14