Går pressen over stregen, når hver en detalje fra den igangværende straffesag om mulig voldtægt begået i trafik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsens dobbeltseng vendes og drejes i offentligheden?
Det er der mange, der mener. Eksempelvis var mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg citeret for følgende i Fagbladet Journalisten mandag:
»Man må ikke overskride grænserne for privatlivets fred som medie, medmindre dét, man beretter, har offentlig interesse og er knyttet til personens professionelle virke. Ingen af de to kriterier er opfyldt her.«
Et lignende synspunkt har forfatter og kommentator Rune Engelbreth også udtrykt på Twitter:
»Ingen kan fælde dom før domstolen, men ét er stensikkert – der foregår en smagløs medievoldtægt af Ninna Hedeager Olsen i slibrigt dyneløfteri og svælgen i intime privatforhold, som er af NUL relevans for sagen om, hvorvidt der er begået overgreb eller ej.«
Nu er hverken mediejurister ved Journalisthøjskolen eller Engelbreth normalt nogle, den øvrige presse retter sig efter, men det er alligevel fascinerende, hvor langt fra skiven de begge rammer her.
Sagen om den mulige voldtægt af Ninna Hedeagers lesbiske veninde er nemlig politisk fra start til slut, og hver en lille detalje er vigtig for at forstå ikke blot skyldsspørgsmålet, men også det politiske indhold i sagen, og hvorfor den er relevant for omverdenen.
Til at starte med er det naturligvis afgørende for pressens dækning, at Ninna Hedeager Olsen selv var drivende kraft bag at gøre det til en politisag, den første til at omtale den offentligt og i øvrigt lægge den til grund for, at hun tager sygeorlov fra sin borgmesterpost. Hun har selv inviteret alle indenfor i dobbeltsengen. Således det formelle, der i sig selv frikender pressens interesse i de intime detaljer. Dermed er Borbergs kritik åbenlyst forkert. Mere interessant er sagens politiske karakter.
Denne voldtægtssag rammer nemlig midt ned i tidens politiske debat om samtykke og sex. Enhedslisten har selv gjort sig til fortaler for, at den danske voldtægtslovgivning bør ændres og i stedet være samtykkebaseret. Det har de tidligere fremlagt som lovforslag og siden haft succes med at overbevise den øvrige røde blok og flere borgerlige partier om fornuften i.
Hvad der måske ikke står klart for de fleste, er, at det centrale fokus i en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er kvindens adfærd og de signaler, hun sender, og ikke mindst mandens fortolkning af disse. Inviterede hun til sex? Eller burde det have været tydeligt for manden, at hun hverken havde lyst eller givet ham sit samtykke?
I den verserende straffesag, der blev beskrevet i sidste uges avis, vil det med stor sandsynlighed ende med at være den forurettedes vejrtrækning under det samleje, der kommer til at spille en afgørende rolle i vurderingen af skyldsspørgsmålet. Sov hun, eller var hun vågen, da manden indledte et samleje med hende? Var der samtykke?
Uanset udfaldet vil Ninna Hedeager Olsen kunne komme ud af sagen politisk med oprejst pande. Jovist, det er da pinligt at få sit private sex- og festliv eksponeret for omverdenen. Men hvis gerningsmanden frifindes, vil det for borgmesteren kun understrege nødvendigheden af en opdateret voldtægtslovgivning. Hvis en mand kunne have sex med hendes lesbiske veninde, mens hun sov, og slippe af sted med det, understreger det behovet for at gøre op med den eksisterende lovgivning. Hedeager Olsens anmeldelse og den efterfølgende straffesag er den logiske konsekvens af hendes eget og hendes partis politiske standpunkt.
Men samtidig viser sagen også, hvorfor der er god grund til at være skeptisk over for en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Vil det i sidste ende gøre nogen forskel for vurderingen af skyldsspørgsmålet, når det alligevel ender med at være et spørgsmål om ord mod ord? Og hvor betryggende er det for den forurettede, at hver en detalje ved hendes adfærd bliver fokus for bevisførelsen?
De mange slibrige informationer fra Ninna Hedeager Olsens dobbeltseng er således politiske og har offentlighedens interesse, uanset hvor man står i voldtægtsdebatten.
Rettelse:
I den oprindelige udgave af denne kommentar brugte vi formuleringen »påstået samleje« om den mulige voldtægt. Der er imidlertid ingen tvivl om, at et samleje har fundet sted, da alle parter i sagen erkender dette forhold. Så ordet »påstået« burde ikke have været anvendt.
Læs også sidste uges retsretportage: »Politik i dobbeltsengen«
