Fredag var på mange måder en historisk dag. Den sidste store bededag nogensinde, medmindre det usandsynlige skulle ske, at et folketingsflertal en dag vælger at genindføre helligdagen.
Reportagerne fra selve dagen tyder på, at denne sidste bededag først og fremmest adskilte sig fra de tidligere ved et markant øget salg af de tørre, triste, næringsforladte krydderboller, der lige denne særlige dag tager navneforandring til hveder. En bagermester fortalte i Radioavisen, at folk ligefrem har været skrevet på venteliste i ugevis.
Gøres det politiske bo op, er det uomgængeligt, at regeringen har tabt, selvom den fik gennemført sin politik. Flertalsregeringens lyksaligheder, der i forhandlingslokalet på Marienborg i december voksede som hvedemel tilsat lidt for rigeligt gær, mættede nogenlunde lige så flygtigt som en varm hvede på en blæsende fredag.
38,2 procent af stemmerne ville den nuværende flertalsregering ifølge mandagens Voxmeter få, hvis der var valg i morgen. Det er der som bekendt ikke, og alene målingerne kan anspore regeringen til at gå tiden ud.
Men trods manglen på umiddelbar konsekvens har affæren allerede sat sig politiske spor. Forestillingen om, at regeringen med sit flertal bare kan gennemføre samfundsreformer af hidtil uset karakter, døde med bededagen. Der søges kompromis, når det gælder reform af universiteterne, og planen om at aflive seniorpensionen er opgivet.
Dermed bliver regeringen ikke uden egen skyld offer for den kommentatorlogik, der tilsiger, at den er magtfuldkommen, hvis den gennemfører sin politik, og svag, hvis den søger kompromis.
Den massive modvind, der åbenlyst kom bag på regeringen, blev skabt af en særegen alliance mellem fagbevægelsen og Folketingets blå og røde partier med Fagbevægelsens Hovedorganisation og dens formand, Lizette Risgaard, som uofficiel oprørsleder.
Sidstnævnte er som bekendt fortid. Faldet for en spektakulær sag om upassende berøringer af unge ansatte i bevægelsen. Faldet netop op til 1. maj, der skulle have markeret sejren i kampen for bevarelsen af seniorpensionen og ydmygelsen af de socialdemokrater, der var forment taleadgang. Nu skal Fagbevægelsens Hovedorganisation i gang med at finde en ny formand, der er ubesmittet nok af sagen.
For de blå partier i Folketinget er der heller ikke nogen stor pokal at stille i skabet. Den borgerlige del af oppositionen til SVM-regeringen er ganske vist vokset et par procentpoint, men udsigten til en blå regering er, selv hvis Venstre skulle vende hjem, ikke tættere på end ved valget i november. Og det vil sige ret langt væk, medmindre man kan forestille sig et flertal, hvor Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Moderaterne og De Radikale sidder i samme stue. Og kan man det?
Heller ikke oppositionen til venstre kan samle noget flertal. I runde tal er billedet, at regeringen har 40 procent og de to oppositioner hver omkring 30. Til gengæld er der et stadig svagt stigende flertal for det, der inden valget var rød blok.
Ved valget i november fik Socialdemokratiet, SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet lidt under halvdelen af stemmerne og lidt over halvdelen af mandaterne. Det bliver flere næste gang, skal man tro målingerne. Forskydningen foregår først og fremmest mellem Socialdemokratiet og SF, men sidstnævnte vinder ifølge Voxmeter mere, end Socialdemokratiet taber.
Omsætter vi målingen til et valgresultat – og det skal man være forsigtig med – betyder det, at den nuværende regering vil tabe og blive afløst af en regering med ... Ja, såmænd med Mette Frederiksen som statsminister, men med markant større indflydelse til venstrefløjen.
Det næstmest sandsynlige scenario er en regering bygget på en ny gruppering omkring midten, fordi Moderaterne hen ad vejen har skaffet sig de afgørende mandater.
Summa summarum er det foreløbige facit på balladen om bededagen, at regeringen taber, og enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen vinder.
