Falsificeret. Californien er en grøn frontløber i USA – der er bare en enkelt drivhusgas, staten har overset. 

Californiens klimasynd

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Californien er en foregangsstat i kampen mod klimaforandringer i USA. Staten har indført en række love mod udledning af drivhusgasser, og i 2023 var Californien den første amerikanske stat, som pålagde større virksomheder at indberette deres CO₂-udledninger offentligt.

Staten har udarbejdet en omfattende plan for, hvordan den bliver klimaneutral i 2045. Men selvom målet er at blive helt grøn, tegner et nyt studie nu et andet billede.

Det, vi ved nu

Det viser sig nemlig, at Californien faktisk står for mellem 60 og 85 procent af hele USAs udledning af sulfurylfluorid. Det er et pesticid, som blandt andet bruges til at bekæmpe skadedyr som termitter. Stoffet er en potent drivhusgas, som kan forblive lang tid i atmosfæren.

I det nye studie i Communications Earth & Environment har et hold forskere analyseret mere end 15.000 amerikanske luftprøver indsamlet mellem 2015 og 2019. Californien adskiller sig tydeligt og står for langt størstedelen af landets udledning af drivhusgassen.

Det høje forbrug af sulfurylfluorid skyldes ifølge forskerne, at andre og mere aggressive pesticider, der ødelagde ozonlaget, er blevet udfaset.

En populær metode er at sætte lufttætte telte op i områder ramt af skadedyr, pumpe gassen ind i teltet og efterfølgende lukke gassen direkte ud i atmosfæren.

Selvom sulfurylfluorid er mindre klimaskadelig end andre pesticider, ligger gassen stadig i atmosfæren i mere end 40 år og bidrager til jordens CO₂-udledninger.

Men …

Angreb af for eksempel trætermitter er resistente over for mere naturlige former for skadedyrsbekæmpelse. Da Californien har store udfordringer med denne type skadedyr, er der på nuværende tidspunkt ikke andre løsninger end at bruge det klimaskadelige pesticid. frip

Communications Earth & Environment, 3. april