Anmeldelse: The Devil Wears Prada 2. Filmen er en kitschet fantasi, hvor magasiner og journalister kæmper mod sjælløse milliardærer i dårlige dyneveste.
Anmeldelse: Michael. Man skal have elsket Michael Jackson for at forstå, hvorfor den svinedyre og dårlige biopic Michael med sin uskyldiggørelse og musikberuselse gør det godt.
Anmeldelse: Romería. Spanske Carla Simón bruger spillefilmen til at forstå sig selv. I processen gør hun anonyme afkroge af fortiden spillevende, eksempelvis atlanterhavsbyen Vigo anno 2004.
Anmeldelse: Father Mother Sister Brother. Jim Jarmusch er amerikansk filmkunsts cool, langsomme outsiderikon. Hans prisvindende nye film skærer så mange tilsætningsstoffer fra hans udtryk, at der næsten ikke er noget tilbage.
Dødskæde. Paradise Hotel kører for tiden i sin 22. sæson og er efterhånden langt mere end et realityprogram. Det er en levende tv-subkultur med et eget sprog, som det tager mange år at lære.
Anmeldelse: The Testament of Ann Lee. Med sang, knyttede næver og vild ekstase skildrer norske Mona Fastvold en religiøs sekt og dens kvindelige leder. Det er, som hvis en Disney-film var en ud af kroppen-oplevelse.
Et undseeligt tv-program, der kan ændre valgets udfald
Anmeldelse: Højskolen - 24 timer. Hvorfor føles det egentlig ikke vildere, at samtlige danske partiledere, som en del af valgkampen, deltager i et realityprogram?
Anmeldelse: Hamnet. Chloé Zhaos oscarnominerede Shakespeare-fantasi drukner fra første scene i chokerende banale forestillinger om mænd, kvinder, kunst og følelser.
Anmeldelse. BDSM-fortællingen Pillion giver et bud på, hvad den posthomofobiske homofilm kan handle om. Desværre ender den med at trække følehornene til sig.
Anmeldelse: It Was Just an Accident. Jafar Panahis guldpalmevinder er båret af politisk indignation, dybe eksistentielle overvejelser og et ufatteligt mod. Den er blandt de senere års største filmoplevelser.
Anmeldelse. Superprovokatøren Emerald Fennells popfilmatisering af Wuthering Heights skal nok skabe ravage. Men faktisk måtte den gerne have været endnu mere ekstrem og overfladisk.
Anmeldelse: Die My Love. Jennifer Lawrence går planken ud i Lynne Ramsays æstetisk udsøgte skildring af en fødselsdepression. Men filmen omkring hende mangler form og substans.
Anmeldelse: Hind Rajabs stemme. Et opsigtsvækkende tunesisk drama skildrer en palæstinensisk piges sidste timer. Men filmens chokerende brug af en autentisk tragedie føles manipulerende og retningsløs.
Anmeldelse. Begyndelser er et lettere forudsigeligt og bagstræberisk parforholdsdrama. Men i hovedrollen cementerer Trine Dyrholm sin status som tidens mest interessante danske skuespiller.
Anmeldelse: No Other Choice. Hovedpersonen i Park Chan-wooks nye klassekomedie vil bogstaveligt talt slå ihjel for at få et job. Instruktøren vakler som ofte før mellem det suveræne og det lidt for kontrollerede.
Anmeldelse. Den ambitiøse Se mod solen er som et levende fotoalbum med snapshots fra Tysklands moderne historie. Filmen er dybt imponerende, men også vanskelig at få greb om.
Anmeldelse: Peter Hujar’s Day. En lillebitte film om en tilfældig hverdag i den berømte fotograf Peter Hujars liv er et lige så kedeligt som vidunderligt ophold i eksistensens rutiner og trivialiteter.
Anmeldelse: Ingen kære mor. Kan man pakke alle spor fra sit liv ned, så ens død ikke bliver til besvær? I Charlotte Brodthagen har dansk film fået en talentfuld gransker af det svære næreste.
Anmeldelse: Legenden. I ny dansk serie skal en PET-agent gøre sig til bedste veninder med en pushers hustru. Det er – næsten – en spændende kvindevinkel på den gennemtærskede dyrkelse af den kriminelle underverden.
Anmeldelse: A House of Dynamite. Kathryn Bigelow formår som få andre instruktører at tage den politiske og kulturelle temperatur på USA. I hendes første film i årevis befinder landet sig på afgrundens rand.
Anmeldelse: After the Hunt. Spørgsmålene trænger sig på i den hippe mesterinstruktørs nye satire? Thriller? Drama? Og det bliver de ved og ved og ved med.
