Anmeldelse: Vores løfte. Pernille Fischer Christensens comeback til dansk film afdækker samtlige gråzoner i en overgrebssag. Måske er vi stadig ikke færdige med at snakke om MeToo.
Anmeldelse: Disclosure Day. Hvad skal der blive af mennesket i en verden, hvor vi ikke længere er i centrum? Steven Spielberg stiller tidens mest presserende spørgsmål i sin triumferende tilbagevenden til sci-fi-filmen.
Robotnatur. Kan man skildre kunstig intelligens på film? Steven Spielberg kunne for 25 år siden. Men nutidens film har vanskeligt ved at vise AI, som teknologien faktisk tager sig ud.
Anmeldelse: Propeller One-Way Night Coach. John Travolta debuterer som instruktør med en af filmårets overraskelser. En lillebitte, kuriøs og bedårende film om en otteårig drengs flyvetur tværs over USA.
Anmelselse: Urchin. De fleste skuespillere knækker halsen, når de debuterer som instruktører. Harris Dickinsons socialrealistiske Urchin cementerer dog blot hans status af vidunderbarn.
Anmeldelse: Brevfilmen. Tæt på livets afslutning sender en dansk og en svensk instruktør små filmbreve til hinanden. Brevfilmen er et klart, rodet, dybt, banalt og smukt vidnesbyrd fra en generation, der snart ikke er her længere.
Anmeldelse: Hjem. I sin debut som instruktør fortæller Marijana Jankovic om jugoslaviske indvandreres møde med et dybt fremmed Danmark. Selv når filmen ikke fungerer, brænder materialet klart.
Anmeldelse: The Devil Wears Prada 2. Filmen er en kitschet fantasi, hvor magasiner og journalister kæmper mod sjælløse milliardærer i dårlige dyneveste.
Anmeldelse: Michael. Man skal have elsket Michael Jackson for at forstå, hvorfor den svinedyre og dårlige biopic Michael med sin uskyldiggørelse og musikberuselse gør det godt.
Anmeldelse: Romería. Spanske Carla Simón bruger spillefilmen til at forstå sig selv. I processen gør hun anonyme afkroge af fortiden spillevende, eksempelvis atlanterhavsbyen Vigo anno 2004.
Anmeldelse: Father Mother Sister Brother. Jim Jarmusch er amerikansk filmkunsts cool, langsomme outsiderikon. Hans prisvindende nye film skærer så mange tilsætningsstoffer fra hans udtryk, at der næsten ikke er noget tilbage.
Dødskæde. Paradise Hotel kører for tiden i sin 22. sæson og er efterhånden langt mere end et realityprogram. Det er en levende tv-subkultur med et eget sprog, som det tager mange år at lære.
Anmeldelse: The Testament of Ann Lee. Med sang, knyttede næver og vild ekstase skildrer norske Mona Fastvold en religiøs sekt og dens kvindelige leder. Det er, som hvis en Disney-film var en ud af kroppen-oplevelse.
Et undseeligt tv-program, der kan ændre valgets udfald
Anmeldelse: Højskolen - 24 timer. Hvorfor føles det egentlig ikke vildere, at samtlige danske partiledere, som en del af valgkampen, deltager i et realityprogram?
Anmeldelse: Hamnet. Chloé Zhaos oscarnominerede Shakespeare-fantasi drukner fra første scene i chokerende banale forestillinger om mænd, kvinder, kunst og følelser.
Anmeldelse. BDSM-fortællingen Pillion giver et bud på, hvad den posthomofobiske homofilm kan handle om. Desværre ender den med at trække følehornene til sig.
Anmeldelse: It Was Just an Accident. Jafar Panahis guldpalmevinder er båret af politisk indignation, dybe eksistentielle overvejelser og et ufatteligt mod. Den er blandt de senere års største filmoplevelser.
Anmeldelse. Superprovokatøren Emerald Fennells popfilmatisering af Wuthering Heights skal nok skabe ravage. Men faktisk måtte den gerne have været endnu mere ekstrem og overfladisk.
Anmeldelse: Die My Love. Jennifer Lawrence går planken ud i Lynne Ramsays æstetisk udsøgte skildring af en fødselsdepression. Men filmen omkring hende mangler form og substans.
Anmeldelse: Hind Rajabs stemme. Et opsigtsvækkende tunesisk drama skildrer en palæstinensisk piges sidste timer. Men filmens chokerende brug af en autentisk tragedie føles manipulerende og retningsløs.
Anmeldelse. Begyndelser er et lettere forudsigeligt og bagstræberisk parforholdsdrama. Men i hovedrollen cementerer Trine Dyrholm sin status som tidens mest interessante danske skuespiller.
