Anmeldelse. Den ambitiøse Se mod solen er som et levende fotoalbum med snapshots fra Tysklands moderne historie. Filmen er dybt imponerende, men også vanskelig at få greb om.
Det 20. århundrede som genfærd
Det er sjældent, at en ny film føles helt ulig noget andet, man kan se i biograferne. Men sådan er det med tyske Mascha Schilinskis Se mod solen. Den kan ikke rigtig genrebestemmes, og man må i stedet forsøge at kategorisere den ved at famle sig frem gennem selvmodsigelser: En fremstilling af moderne tysk historie som horror, men uden chok og uhygge? En coming of age-film, der ikke har nogen egentlige hovedpersoner, men i stedet dækker fire forskellige epoker på det samme sted, fra begyndelsen af det 20. århundrede og frem til i dag?
Det lyder dog mere tungt og plotladet, end filmen faktisk fremstår. Se mod solen er to en halv time lang, men den rummer ikke nogen egentlig fortælling. At se den er snarere som at opleve private fotoalbum fra Tysklands 20. århundrede blive vakt til live, hvorefter de enkelte snapshots udfolder sig som tilfældige episoder, der flyder ind og ud mellem hinanden.
Del:
