Jeg vil ikke gøre mig dummere, end jeg er, men så meget ved jeg heller ikke om fisk. Under havets overflade lever de skjult for blikket i en uindtagelig, iltfattig verden, ti tusinde gange mere tyktflydende end luft. De skal arbejde på at komme frem, hvilket man selv kan mærke, når man bevæger sig i slowmotion gennem det tunge vand. Værst i drømme.

Rødspætten, Danmarks nykårede nationalfisk, ligger på bunden af havet, helst i god strøm, så den kan få vejret. Vores atmosfæriske luft er fuld af ilt, det er let for os at trække vejret. Fisk er – og her støder man på et smukt ord – vandåndende dyr. De pumper vand hen over gællerne via en pumpe i mundhulen og en anden lige bag gællerne og trækker ilt ud af vandet omkring sig. Ind i kroppen, ud igen, ind i kroppen, ud igen: vandåndende. Nogle supplerer med hudåndedræt.