Hvis jeg mødte Ingo Zettler på gaden eller i en af gangene på Københavns Universitet, ville jeg aldrig kunne gætte, hvad han forsker i. Han er rolig, måske endda lidt forsagt og taler med en udpræget tysk accent. Han holder døren for én, spørger, om man vil have kaffe eller vand, og går fint, om end lidt gammeldags klædt. Bag brillerne er et par varme, tillidsvækkende øjne. Man skulle ikke tro, at denne venlige og belevne mand tænker mere end de fleste over menneskets værste sider.

Men det gør han.