Da jeg sidste år anmeldte den charmerende danske debutfilm Se gennem Aske, bed jeg mærke i dens selvfølgelige og helt afslappede omgang med en homoseksuel hovedperson og en fortælling fuld af homoseksuel sex. Filmen er blandt eksponenterne for en trend, man kan kalde posthomofobiske homofilm: Film, der spejler en mere tolerant virkelighed, hvor omverdenens diskrimination og karakterernes springen ud af skabet ikke længere fungerer som dramatiske motorer, hvis de da overhovedet spiller en rolle i fortællingen.

Britiske Harry Lightons Pillion er et slående eksempler på fænomenet. Den giver samtidig et bud på, hvad filmiske skildringer af homoseksuel sex og kærlighed i stedet kan handle om, når de ikke længere er nødsaget til at berøre de spørgsmål om diskrimination og accept, der har domineret, lige så længe der er blevet lavet film om homoseksuelle.