Anmeldelse. Hvad den danske debutfilm Se gennem Aske mangler i dramatisk pondus, gør den op for i ungdommelig umiddelbarhed og en vidunderlig hovedrollepræstation.
Kødmarked og kærestesorger
2025 har ikke bare været et stærkt år for danske debutfilm, det har også været noget så sjældent som et stærkt år for danske debutfilm med homoseksuelle temaer. I april fik vi Mathias Broes Sauna, der med sin skildring af cismanden Johans forelskelse i den transkønnede William gør, hvad queerfilm til alle tider har gjort: skubber grænserne for visuelle portrætter af queersex, slår et slag for repræsentation af seksuelle minoriteter og minder os om, at filmkunsten stadig har meget virkelighed tilbage at udforske.
Filmbranchens infrastruktur er som bekendt sløv i optrækket, og det tager mange år at få repræsentationen af minoriteter indlejret i mainstreamen som noget selvfølgeligt. Ligesom det tog årtier for nydanske skuespillere at gå fra roller som kioskejere og gangstere til upåfaldende middelklassetyper, har seksuelle minoriteter gennemgået små milepæle fra gradvist mindre stereotype bipersoner til hovedroller i film, der ikke nødvendigvis behøver at have seksualitet som primært emne.
Del: