Anmeldelse. Jeppe Røndes Kærlighedens gerninger er årets mest dristige danske film. Den er langt fra lydefri, men den tør stille store og forbudte spørgsmål om tro, kærlighed og traumer.
Månens jagt på solen
I den centrale scene i første halvdel af Jeppe Røndes Kærlighedens gerninger spiller en gruppe børn bold med hinanden. Eller det gør de ret beset ikke, for der er ikke nogen bold. De lader bare som om, mens de kaster en usynlig kugle frem og tilbage mellem hinanden. De bor i et kristent fællesskab i Vestjylland, og det er sådan, man leger her.
Pludselig »lander« bolden hos Jakob. Han er murer, og han er kommet for at opføre et anneks på grunden. Han tager den usynlige bold og kaster den over taget, langt væk fra børnene. Samme nat løber en af dem ud for at finde den og pådrager sig en alvorlig forkølelse. Jakobs usynlige handling sætter altså gang i en kæde af konkrete hændelser. Så kan man ikke med en vis ret sige, at der rent faktisk er en bold?
Del: