HBO-serien I love LA begynder med et knald. Maia har fødselsdag, og hun har liderlig sex med sin kæreste, Dylan. Hun er højrøstet, det er ren slapstick, og så komisk tidsåndstypisk, da hun hvæser sin kommando til manden under hende: »Kan du lige tage et hurtigt kvælertag på mig, baby? Jeg er tæt på at komme.« Maia skælver, huset skælver, og Dylans fornuftige jordskælvsapp bimler – ren slapstick, som sagt – men Maia er ligeglad, det her er LA, jordskælv er nærmest hverdag, og: »Hvis vi alligevel skal dø, vil jeg bare komme.«

I love LA er en komedie om unge mennesker, Generation Z, en betegnelse for »personer, der er født i årene mellem 1997 og 2012. Kendetegnende for Generation Z er, at de er vokset op med internettet og er blevet unge i takt med de sociale mediers udbredelse«, som der står på lex.dk. Det er også en generation, der tilbragte flere formative år indespærret under corona, alene med sig selv og internettet. En generation, for hvem Obama-årene er et fjernt minde; unge mennesker, der kun har kendt gerontokrati, Trump, Biden, Trump.