Lex Dennis. I Dennis Knudsens verden skal intet menneske savne værdighed, skønhed eller retfærdighed. Heller ikke den, man kan få for penge.
Varme hænder

Dennis Knudsen på Helsingør-Helsingborg-færgen. Foto: Peter Helles Eriksen.
Frisøren Dennis Knudsen har stærke hænder med fingre, der ser ud, som om hårdt arbejde har gjort dem en smule flade og brede i spidserne som tæerne på en gekko. Men han er fingernem! Med et snuptag hiver han et hår ud af min øreflip, så man næsten kan høre det sige spoing! – og så let som ingenting får han fat om huden under begge mine øjne, så han står bag mig i frisørstolen med en øjenpose i hver hånd mellem tommel og pegefinger.
Det er der aldrig nogen, der har gjort før.
Del:



