Nogle film føles vigtigere end andre. Få film føles så vigtige som dem, Jafar Panahi i de her år laver i Iran. Iran er en hæderkronet filmnation, og Panahi er elev af landets største instruktør, Abbas Kiarostami. Kiarostami skrev manus til de bedste af hans tidlige værker som Den hvide ballon – en af alletiders bedste børnefilm – og dramaet Blodrødt guld.

Fra begyndelsen har Panahi beskæftiget sig med de samme temaer og motiver som sin læremester: forholdet mellem Irans urbane elite og dens underuddannede landbefolkning, mellem persere og etniske mindretal, mellem kønnene og mellem præstestyret og befolkningen. Alligevel har Panahis film altid føltes som hans egne. De er langt mere eksplicit politiske, og han sætter sig selv på spil som få andre instruktører.